Valg

Støjberg har stemt og er klar til folketinget

Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne, afgav tirsdag formiddag sin stemme i Hadsund

Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne stemmer i Hadsund Hallerne i Hadsund.
Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne stemmer i Hadsund Hallerne i Hadsund. Ritzau Scanpix

Opdateret 21. november 2022 kl. 23:36

HADSUND: Det var med stor mediebevågenhed, at Inger Støjbergs valgbus tirsdag trillede op foran Hadsund Hallerne i Hadsund, hvor Danmarksdemokraternes spydspids skulle afgive sin stemme til folketingsvalget 2022.

Inger Støjberg, som selv stiller op i Nordjylland for sit nystiftede parti, Danmarksdemokraterne, har syv tidligere DF-politikere med på holdkortet, heriblandt de nuværende folketingsmedlemmer Peter Skaarup og Søren Espersen. 

Det er første gang, at Danmarksdemokraterne er på stemmesedlen ved et valg.

Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne stemmer i Hadsund Hallerne i Hadsund. Ritzau Scanpix

Foran valgstedet fortæller hun til journalister, at hun har det fint med at skulle i Folketinget igen, efter at hun måtte forlade Folketinget efter rigsretssagen, da et flertal fandt hende uværdig.

- Jeg har faktisk haft en snak med alle dem, jeg har skulle have en snak med inden, for at få lagt de her ting bag os.

- Jeg har fået lagt de her ting bag mig, siger hun.

Danmarksdemokraterne har gennem valgkampen stået stabilt i meningsmålinger fra Voxmeter på mellem seks og ni procent af stemmerne.

Partiet peger på en ren borgerlig regering med enten Søren Pape Poulsen (K) eller Jakob Ellemann-Jensen (V) som statsminister.

Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne stemmer i Hadsund Hallerne i Hadsund. Ritzau Scanpix

Gå til relaterede emner

Forsiden