I aktion mod hærværk på grøn mur i Hadsund
Det radikale byrådsmedlem Casper Hedegaard i aktion med graffiti-fjerner i sin hjemby hadsund
Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:06
HADSUND: Casper Hedegaard, der er byrådsmedlem for RV i Mariagerfjord Kommune, gik mandag eftermiddag i aktion og hjalp med at fjerne et omfattende graffiti-hærværk på Butik Fingerbøl ud mod Himmerlandsgade i hans hjemby Hadsund.
- Hærværket er af så grov karakter, at jeg ikke kunne have det siddende på mig, at mine medborgere i Hadsund skulle udsættes for det. Det viste jo et blodbad, en nedslagtning af muslimer, siger Casper Hedegaard.
Først på dagen mandag kontaktede han borgmester Mogens Jespersen (V), Hadsund, for at appellere til, at kommunen påtog sig opgaven med at fjerne graffitien. Det ville være en oplagt opgave for kommunens Vaks-team, et aktiveringsprojekt for ledige, syntes Casper Hedegaard.
- Men det mente borgmesteren ikke, at vi havde ressourcer til. ”Så må jeg rydde kalenderen i eftermiddag”, fortæller Casper Hedegaard, som sammen med ejeren af Fingerbøl, apoteker Lars Lundager Walmar, brugte et par timer med grafitti-fjerner og acetone på muren ud mod Himmerlandsgade.
Casper Hedegaard stiller op til Folketinget for RV, men han betragter ikke indsatsen mod graffitien som et led i sin valgkamp. Omvendt synes han ikke, det gør noget, at politikere tager handsken op mod den højredrejning, der efter hans opfattelse sker i samfundet i øjeblikket.
- Hvis ikke jeg og andre politikere spænder ballerne sammen, kan det blive et farligt samfund at leve i. Vi har en fuldt udblæst racist, der stiller op til Folketinget, og en graffiti i det fredelige Hadsund, der afbilder massenedslagtning af muslimer. Det er for groft, mener Casper Hedegaard.
Han fortæller, at mange borgere stoppede op i løbet af de par timer, hvor han hjalp Lars Lundager Walmar og hans hustru Signe med at rense den omfangsrige graffiti ned med graffiti-fjerner og acetone.
- Mange borgere sagde, at det var godt, vi fik det fjernet, og kaldte hærværket noget svineri, gengiver Casper Hedegaard.
Signe Walmer er glad for opbakningen fra Casper Hedegaard.
- Det var dejligt at få hjælp. Det var rigtig sødt af ham, siger Signe Walmar.
Mariagerfjord Kommune har tidligere påbudt ejeren af Fingerbøl at male butiksfacaden i en mere afdæmpet farve.
Walmar har via sin advokat indklaget påbuddet, da han mener, farven er inden for lokalplanens rammer.
Himmerlands Politi oplyser, at eftersom graffitien er politisk motiveret hærværk, sker efterforskningen centralt i Aalborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.