Motorbåd gik i brand - besætning hoppede i gummibåden
En søndagsudflugt fik en brat afslutning ud for Als Odde
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:12
ALS: Det blev en lidt mere dramatisk søndagstur end ventet, da tre personer søndag formiddag sejlede ud i deres 33 fods motorbåd.
Ud for Als Odde gik den ene af bådens to motorer i brand, og de tre ombord valgte at hoppe i en gummibåd og sejle ind til land.
Da Nordjyllands Beredskab nåede ud til stedet, havde bådens eget slukningsanlæg dog klaret arbejdet og der var ikke længere ild i motoren.
- Vi har lige været der ude for at være helt sikre på, at der ikke stadig er noget, der brænder. Det er der ikke, konstaterer indsatsleder Caspar Weisberg.
- De tre personer er stille og roligt blevet tilset i ambulancen. De er lidt chokerede, men ellers er der ikke sket dem noget, fortæller indsatslederen.
Nu afventer Caspar Weisberg og kompagni, om båden selv kan sejle ind med den anden motor eller om den skal slæbes væk fra sejlrenden.
- Ud over den ene motor, ser der ikke ud til at være sket de store skader. Men den skal nok lige have et større eftersyn, inden den kommer ud at sejle igen, lyder det fra indsatslederen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.