Nordjysk teater drømmer stort: Præsenterer plan til tocifret millionbeløb
Egnsteatret i Hobro har længe sukket efter bedre forhold. "Sort Boks" med plads til 100 publikummer skal løfte de fysiske rammer til et nyt niveau

Animation: En del af planen er en "Sort Boks". Tanken er, at den skal rumme en ny sal, som også kan bruges til koncerter. Friis & Moltke
HOBRO:30 millioner. Det er ifølge bestyrelsesformand Jens Lykke ”bedste mands bedste bud” på, hvad det vil koste Himmerlands Teater at realisere sin drøm om en gevaldig opgradering af de fysiske rammer.
Med blandt andet en ny, moderne teatersal med plads til omkring 100 publikummer. I modsætning til de 60 personer, der lige nu sætter grænsen.
Ud over ønsket om plads til flere gæster, nævner formanden en række udfordringer ved det nuværende hus.
For det første lægger teatret ofte hus til besøgende forestillinger udefra. Det er i sig selv et stort plus. Men de vandrende opsætninger medbringer jævnligt scenografi, teatrets nuværende loft ganske enkelt ikke er højt nok til at rumme.
Herudover mangler de tidssvarende sminke- og omklædningsrum til skuespillerne. Og sidst, men ikke mindst, ønsker bestyrelsen at gøre teatret mere brugervenligt for folk med gangbesvær og handicap.
- Alt i alt er det altså ønsket om forbedrede forhold for både publikum og ansatte, der nu driver os til at sætte skub i planerne, siger Jens Lykke.
Fra flyvsk til konkret
Himmerlands Teater har allieret sig med den aarhusianske tegnestue Friis & Moltke, der har givet et bud på, hvordan en tilbygning med en ny, stor teatersal kunne se ud i fremtiden.

Animation: Sådan kunne den nye Store Sal med plads til omkring 100 publikummer komme til at se ud. Friis & Moltke
Mest iøjefaldende – set udefra – bliver ”den sorte boks”. Den står til at huse både den nye sal med højt til loftet og plads til 100 gæster, et værksted til frembringelse af scenografi, lettere adgang til scenen for skuespillerne og de efterspurgte, tidssvarende sminke- og omklædningsrum.
Foruden de fysiske lokaler skal der efter planen også indkøbes nyt inventar og moderne teknik, som led i det generelle løft af oplevelsen, til gavn for både publikum og professionelle.
Finansiering
Prisen på gildet vil som nævnt beløbe sig på godt og vel 30 millioner kroner.
Bestyrelsen håber og tror på, at projektet vil stå færdigt inden for 3 til 4 år. Optimismen bunder i, at teatret befinder sig i en konstruktiv dialog med Mariagerfjord Kommune, der ejer de nuværende bygninger.

Arkitektfirmaet foreslår at beklæde "Den Sorte Boks" med brændt træ i gammel, japansk stil. Dette minder om det tjærebehandlede træ, man finder ombord på skibe, og taler derfor godt ind i byens maritime tradition. Friis & Moltke
Forhåbningen er, at kommunen vil medfinansiere projektet med op til 1/3-del af den samlede pris, altså 10 millioner kroner. De resterende 20 millioner håber teatret at finde ved private donationer og midler fra interesserede fonde.
Samarbejde
Teatrets nye byggeeventyr handler ifølge formanden ikke kun om teaterkunsten, men også om at skabe et rum, hvor andre kulturtilbud kan få lov at udfolde sig. For eksempel musik.
Hvis den nye sal bliver til virkelighed, vil den være udstyret med topmoderne teknik og akustik og dermed udgøre et solidt bud på en regulær koncertsal, fra tid til anden.

Animation: Resten af det eksisterende hus bliver renoveret med fokus på tilgængelighed, således at alle har lige og nem adgang til samtlige funktioner i huset. Friis & Moltke
Allerede i dag tilbyder teatret sine fysiske rammer til andre udtryksformer, for eksempel jazzkoncerter. Sådanne samarbejder med andre aktører ser man fra bestyrelsens side gerne mere af i fremtiden.
Tilbage i rette gear
Med de store ambitioner i mente ligger det lige for at spørge, hvordan det går med besøgsstallet på nuværende tidspunkt.
Teatret havde vel at mærke en hård tid under corona. Men efter et års tid er de nu tilbage i rette gear, og de seneste opsætninger har således været både velanmeldte og velbesøgte.
- Vi synes, det kører den rette vej. Og det er derfor på tide at gøre teatret hundrede procent tidssvarende, siger Jens Lykke.
Størstedelen af teatrets publikum kommer fra Mariagerfjord Kommune, ligesom også Vesthimmerland, Aalborg og området omkring Randers er godt repræsenteret.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.