Plejecenter fri for coronavirus
Ingen er længere i karantæne på Skovgården i Hadsund, og ingen er under mistanke
Advarselslamperne begyndte straks at blinke på Demenscenter Skovgården i Hadsund, da det midt i april blev konstateret, at seks ansatte og to borgere var blevet testet positive for Covid-19,
Borgere og ansatte blev omgående sat i karantæne. Samtlige arbejdsgange blev nøje gennemgået med en tættekam, og sundheds- og ældrechef Michael Tidemand, Mariagerfjord Kommune, kan i dag med lettelse konstatere, at den systematiske indsats har båret frugt.
- Det er en meget alvorlig sag, når coronavirus finder vej ind til vores mest sårbare borgere.
- Derfor er det også med glæde, jeg i dag kan meddele, at vi ikke længere på Skovgården har nogen smittede, ingen i karantæne og ingen under mistanke, siger han.
Michael Tidemand sender i den forbindelse en stor tak medarbejdere og ledelse på Skovgården og på plejecentrene for at have stået sammen om at løse udfordringerne.
- Vi har delt de gode erfaringer med personalet på vores andre plejecentre, så det kommer alle vores ældre til gode.
- Vi har i forvejen tradition for at arbejde systematisk med at sikre de ældres sikkerhed og sundhed, og med de nye erfaringer er vi kommet endnu længere, vurderer sundheds- og ældrechefen.
En enkelt beboer afgik i forløbet ved døden, smittet med coronavirus.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.