Simon vil være den største "bløde" våbenhandler

Snart udvider Simon Andersen igen sin butik, som sælger virkelighedstro kopier af rigtige våben

Simon Andersen driver Actionshoppen i Hobro og udvider snart igen. Målet er at blive landets største inden for salg af hardball og softgun-våben. Foto: Claus Søndberg

Simon Andersen driver Actionshoppen i Hobro og udvider snart igen. Målet er at blive landets største inden for salg af hardball og softgun-våben. Foto: Claus Søndberg

HOBRO:  Dødbringende isenkram hænger til skue på væggene. Her er maskingeværer, rifler og pistoler. 

Heldigvis kan våbnene ikke slå nogen ihjel. De er kun til actionmættet leg eller til almindelig fascination. Sælgeren er Simon Andersen, og han afviser bestemt og med et smil at påtage sig titlen våbenhandler.

- Det er en butik med legetøj, siger han.  

Han driver firmaet Actionshoppen i Hobro. Butikken ligger lidt anonymt i en gammel lagerbygning på Stationsvej ved Hobro Banegård. Men det er en vækstvirksomhed med fart på, og Simon Andersen driver den helt alene - indtil videre.

Han er branchens største i Jylland med ambition om snart at blive størst i Danmark.

Actionshoppen sælger "bløde" våben, der skyder med små 6 millimeter plastikkugler. Rifler og pistoler er krudtløse. Kuglerne skydes af sted med batterikraft, gastryk eller fjederkraft, og slagkraften er forskellig. Våbnene kaldes for hardball eller softgun men fællesbetegnelsen er airsoft.

Blå mærker og kødsår

Bliver man offer for en fuldtræffer, dør man ikke. 

- Men det kan godt svie. Hvis man rammes på tæt hold, kan man få både kraftige blå mærker og små kødsår, advarer Simon Andersen.

Udvalget er stort, og Simon Andersen sælger våben til både 149 kroner og til over 10.000 kroner. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Udvalget er stort, og Simon Andersen sælger våben til både 149 kroner og til over 10.000 kroner. Foto: Claus Søndberg

Kunderne køber våbnene for at bruge dem i spændingsfyldte lege, hvor det gælder om at skyde hinanden. På dertil indrettede baner ude i terrænet løber de rundt med sikkerhedsudstyr og leger krig.

- Mange af dem har spillet skydespil på computer, og de synes, det er fedt at komme ud og løbe rundt med et rigtigt gevær i stedet for at sidde bag en skærm, fortæller Simon Andersen.

Soldater er kunder

Skydekampene skal udkæmpes på arealer godkendt af politiet, og typisk foregår de i foreningsregi. 

Våbenlegetøj

Hardball/softguns hører ind under våbenlovgivningen. Man skal være 18 år for at købe og eje et hardball eller softgun-våben, men der kræves ikke våbentilladelse.

Våbnene skyder med 6 millimeter plastikkugler, der vejer mellem 0,12 og 0,50 gram. 

Rækkevidden er op til 100 meter, men kraft og præcision tabes typisk efter cirka 20 meter.

Våbnene er uden krudt, så kuglerne drives frem af enten fjederkraft, batteri eller kraft fra en CO2 eller gaspatron.

Når våbenet transporteres, skal det være skjult eller tildækket i en kuffert el. lignende.

Der findes flere hardball-foreninger i landet, som har godkendte områder, hvor deltagere kan kæmpe mod hinanden.

Fælles for de mange modeller, som Simon Andersen sælger, er, at de ligner noget fra virkeligheden.

- Der er tale om tro kopier af rigtige våben. De forskellige producenter har licens hos våbenfabrikker til at kopiere deres design, fortæller Simon Andersen.

Faktisk ligner geværerne så meget, at Simon Andersen blandt sine kunder har tidligere soldater, som gerne vil have en attrap af det våben, der engang var en del af deres militære udstyr, og som de måske anvendte i skarpe situationer, da de var udsendt på missioner.

Kopierne er så tæt på den ægte, livsfarlige vare, at en dansk producent på sit CZ Scorpion EVO3 maskingevær anvender et forskæfte, som leveres af den "rigtige" våbenfabrik.

For 10.000 kroner

Simon Andersen importerer sine varer fra producenter i det meste af verden, og han har på hylderne lidt af hvert og i alle prisklasser.

Ægte kopier af både nyere og ældre modeller.  <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Ægte kopier af både nyere og ældre modeller.  Foto: Claus Søndberg

En billig, fjederdrevet softgun, der kan skyde et skud ad gangen, kan købes for 149 kroner. I den anden ende er de avancerede skydere, der drives af gaspatron eller batteri, og som kan fyre fuldautomatisk som et ægte maskingevær. De kan koste op mod 10.000 kroner, og Simon Andersen har solgt produkter til 36.000 kroner.

Er man den nostalgiske type, findes der kopier af Winchester-rifler som dem, vi kender fra western-film. Den imiterer den ægte vare så meget, at et tomt patronhylster flyver ud, når skytten tager ladegreb. 

Eller hvad med et Thompson M1 maskingevær, som amerikanske soldater bar under 2. Verdenskrig.

Simon Andersen har omtrent halvdelen af sin omsætning i sin webbutik. Den anden halvdel sælges i butikken, og kunderne kommer både langvejs fra og er ganske forskellige.

- En tysk familie tager på ferie i Danmark og kommer forbi, fordi jeg har et stort udvalg. En mand på over 90 år kom for at købe en pistol, han ville skyde med i sin lejlighed. 

Til pynt på væggen

Simon Andersen forklarer, at en del kunder aldrig skyder med de våben, de køber. 

- Det er samlere. De køber forskellige modeller og hænger dem måske op på væggen. 

Simon Andersen har også et lille værksted, hvor han reparerer produkterne. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Simon Andersen har også et lille værksted, hvor han reparerer produkterne. Foto: Claus Søndberg

34-årige Simon Andersen startede sit firma for snart 12 år siden. Hans far har i mange år haft stande på markeder, og derfra kendte Simon Andersen lidt til handel med legetøjsvåben. Han begyndte fra sin lejlighed og havde udelukkende nethandel. 

Senere åbnede han en lille, fysisk butik i et kælderlokale i lagerbygningen på Stationsvej i Hobro. Siden flyttede han op i et større butiksrum. Det blev også for småt, og til sidst købte Simon Andersen hele bygningen for at få mere plads.

Om få måneder vokser butikken atter. Actionshoppen overtager de lokaler, som huser butikken Bazaren, der lukker ved årsskiftet. Simon Andersen ville blandt andet udnytte den ekstra plads til at udvide sit sortiment af outdoorudstyr.

Hidtil har Simon Andersen drevet en enmandsvirksomhed med arbejdsdage på 12-15 timer. Først for et par år siden tillod han sig at holde lukket i julen, ligesom han for første gang holdt en enkelt uges sommerferie.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.