Total nedtur at misse bussen: Kommunen giver en gratis taxi

Nordjysk kommune med elendige busforbindelser har et godt tilbud til 15-21-årige

Der er langt mellem busforbindelserne - især i aftentimerne. Derfor tilbyder Mariagerfjord Kommune gratis taxi til kommunens unge. Arkivfoto

Der er langt mellem busforbindelserne - især i aftentimerne. Derfor tilbyder Mariagerfjord Kommune gratis taxi til kommunens unge. Arkivfoto

MARIAGERFJORD:Det er rigtig træls at komme for sent til aftenens sidste bus, og i en landdistrikterne kan der være langt mellem forbindelser. Det rammer især unge, der stræber efter et aktivt socialliv, og nu tager Mariagerfjord Kommune konsekvensen.

Med forsøgsordningen ”Flextur Unge” kan de unge mellem 15 og 21 år nu bestille taxature på kommunens regning, når de skal de rundt i fjordkommunen. Tilbuddet gælder alle ugens dage fra klokken 15-23. Det skriver Mariagerfjord Kommune i en pressemeddelelse.

Det er som regel i weekenden og ved aftenstid, når de unge skal ud på sjov, at der er langt i mellem busforbindelserne. Politikerne i Mariagerfjord håber, at det nye tiltag vil få de unge til at juble og drage på taxatur.

- Mange unge synes simpelthen ikke, at deres sociale liv stemmer overens med busplanen. Det er især et problem for unge i vores kommune, fordi vi ikke har mulighed for at tilbyde den samme service, som de store bykommuner, siger Jørgen Hammer Sørensen (DF), der er udvalgsformand for Teknik og Miljø.

Forsøgsordningen kører indtil udgangen af juni og skal undersøge, om flexture er svaret på de unges behov for fleksibel transport.

- Vi håber, at det nu bliver mere attraktivt for unge at bo, leve og arbejde i vores kommune. Hvis de tager godt imod tilbuddet, skal vi tage stilling til, hvordan vi kan få det gode tilbud til at køre videre, siger udvalgsformanden.

Flextur Unge er et samarbejde med NT, hvor Mariagerfjord Kommune betaler NT for at køre de unge fra adresse til adresse i kommunen.

- Vi tror, at den gratis flextur vil øge de unges kendskab til produktet og dermed sikre, at de i højere grad anvender NT til skole, fritidsaktiviteter og sociale arrangementer. Målet er, at de unge får øjnene op for flexture, som er et meget fleksibelt alternativ til den traditionelle kollektive trafik, siger Mette Henriksen, der er chef for Kunder og Salg hos NT.

For at benytte tilbuddet skal de unge kontakte Mariagerfjord Kommunens Borgerservice og oprette sig som bruger. Herefter kan de unge frit bestille flexture senest to timer før, de skal afsted. Ordningen dækker transport inden for kommunegrænsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.