Velkommen: Kroen er for hele familien

For familien Kolmorgen går livet som krofatter og -mutter fint op med familielivet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Steffen og Lise Kolmorgen har ikke fortrudt et eneste sekund, at de har overtaget forpagtningen af Fjerritslev Kro. De overtog i foråret 2021, åbnede med take-away i april og havde fuldt åbent fra maj. Siden da er det gået over stok og sten.

- Det gik for alvor løs fra start juni til midt august, husker Steffen Kolmorgen.

Det er ham, der står for den primære drift. Lise hjælper en dag om ugen med de administrative opgaver og holder styr på regnskabet.

Parret oplever, at de er blevet taget godt i mod.

- Det er gået over al forventning, så vi klager ikke, siger Steffen Kolmorgen og fortsætter:

- Da der for alvor var travlt hen over sommeren havde jeg 120 timer om ugen. Det kunne jeg mærke i kroppen, og det dur ikke, så det er jeg opmærksom på nu, siger Steffen Kolmorgen, der glæder sig til et forår med forhåbentlig ingen nye restriktioner.

Parret har to små børn - August på to år og Emma på fire år, og de kan fint få familielivet til at gå op i en højere enhed med livet som selvstændige.

- Vi bor i Skovsgård, men har planer om at flytte her til Fjerritslev. Vi kommer jo tit ind forbi kroen, spiser sammen midt på dagen, får snakket om tingene og er sammen med børnene samtidig med, at vi får ordnet nogle praktiske ting, siger Lise Kolmorgen, der er sygeplejerske men sidste forår kom slemt til skade med sit knæ og derfor ikke er på arbejdsmarkedet i øjeblikket.

- Det kan helt klart lade sig gøre at have børnene her så meget netop fordi, vi er selvstændige. Jeg er ikke ansat af én, som holder øje med dig. Her kan børnene være med - uden nogen kigger skævt til det, og de har deres egen legeafdeling, siger Steffen Kolmorgen, der derfor ikke oplever afsavn.

Det gør børnene heller ikke.

- Børnene elsker at være her, og de er vilde med personalet, siger han.

Det er vigtigt for parret, at kroen er et sted for alle børn.

- Vi er et sted, hvor der er plads til børnefamilierne. Så kan det godt være, at vi deler restauranten lidt op, så dem, som vil sidde i fred, kan komme til det, siger krofatteren.

Førstesalen på kroen er stadig kollegieboliger, og det er der ingen planer om at ændre på.

- Vi har også haft flere af kollegianerne ansat, og det fungerer bare supergodt. De er også med at skabe lidt liv her, smiler Steffen.

Parret har leget med tanken om på et tidspunkt at overtage hele bygningen.

- På sigt kunne vi godt tænke os at købe stedet og udleje værelserne, men som det er nu, så har kollegieboligerne førsteprioritet. Og vi skal vist også lige først have fundet vores rytme som selvstændig, inden vi går videre med det, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden