Minister-svar betyder, at kommunen bare kan gå i gang i Aggersund

Svar fra Trafikministeriet giver kommunen gode kort på hånden i sag mod Kenneth Haastrup

Lasse Damsgaard
På flere grunde i Aggersund hober der sig gamle byggematerialer og udtjente biler op. Hvis det er Kenneth Haastrups hustru, der ejer grundene, så vil hun skulle betale for den oprydning som kommunen måtte sætte i værk. Arkivfoto: Claus Søndberg
Aggersund 15. maj 2018 13:00 - Opdateret 15. maj 2018 13:07

AGGERSUND: - Med al respekt tror jeg et notat fra Trafikministeriets jurister kan gøre det. Der er ingen grund til at kommunens jurister også skal i gang i den sag.

Sådan lyder det fra Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen, der nu har fået svar fra Trafikministeriet i forbindelse med sagen fra Aggersund, hvor autohandler Kenneth Haastrup gennem flere år har gjort livet surt for mange Aggersundborgere, fordi gamle biler hober sig op.

Svaret fra ministeriet slår fast, at der ikke er tvivl om, at Vesthimmerlands Kommune med Byggelovens paragraf 14 i hånden kan udstede påbud til Kenneth Haastrup om at rydde op - og pålægge tvangsbøder eller rydde op på grunden på Kenneth Haastrup egen regning.

- Brug for et notat

Efter at sagen netop har været drøftet på et udvalgsmøde i teknisk udvalg i Vesthimmerlands Kommune har udvalgsformand Uffe Bro (S) sagt til NORDJYSKE Medier, at kommunen har brug for et notat for at være på hel sikker grund omkring muligheder og risici i sagen.

Med det svar, der nu ligger fra juristerne i Trafikministeriet til Preben Bang Henriksen, så mener Venstres retsordfører, at det er helt unødvendigt at bruge tid på notater i den kommunale forvaltning i Vesthimmerland.

Taler for sig selv

- Jeg synes, ministerens svar taler helt for sig selv. På baggrund af svaret, så kan kommunen bare gå i gang og anvende Byggelovens paragraf 14 til at få ryddet op, siger Preben Bang Henriksen.

Han har egentlig den opfattelse, at kommunen gennem årene har gjort en stor indsats i forbindelse med Aggersund-sagen og brugt masser af kræfter på at komme roderiet til livs.

- Jeg ved bare ikke, hvorfor der ikke har været øje på, at kommunen kunne bruge Byggelovens paragraf 14.

- Sagen er faktisk i første omgang alene en forvaltningssag, siger Venstre retsordfører, der gør opmærksom på, at kommunen ikke skal være så nervøs for en retssag.

- Det er givet fald Kenneth Haastrup, der skal vælge at anlægge en retssag, hvis han er uenig i et påbud. Og det tror jeg ikke vil føre til noget, når man kigger på domspraksis, siger han.

Gamle byggematerialer

Udover rod og gamle biler ved Kenneth Haastrups autoforretning, så er Aggersundborgerne også godt trætte af bl.a. gamle byggematerialer, som hober sig op på andre grunde i byen - grunde som er ejet af Kenneth Haastrups hustru.

- Det har fra kommunens side været nævnt, at brugtvognsforhandleren bare spiller kispus og overdrager grunden til hustruen eller et skuffe-selskab. Men det har imidlertid slet ingen betydning, da pligten til at holde ejendommen i sømmelig stand hviler på den til enhver tid værende ejer. Hvis hustruen ejer grundene, så er det blot hustruen, der har pligten til at rydde op, siger Preben Bang Henriksen, som med svaret fra Trafikministeriet ikke et sekund er i tvivl om, at bolden ligger hos kommunen.

- Vi er jo langt ud over "ukrudtsgrænsen" - tålegrænsen for, hvad borgerne i Aggersund skal finde sig i. Jeg synes, kommunen skal gå ud og sikre sig beviser nu, hvis det skulle ende ud i en retssag og så bruge Byggeloven nu til at få ryddet op, siger Preben Bang Henriksen til NORDJYSKE Medier.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...