Faktura afslører sandheden: Borgmester rev hus ned, før han ejede grunden
En faktura slår revner i borgmesterens forklaring. - Det er hverken meningsfyldt eller rationelt, siger ekspert
Opdateret 21. august 2026 kl. 13:07
Midt i det første interview lagde han røret på.
Den mangeårige Venstre-borgmester på Mors, Hans Ejner Bertelsen, ville ikke svare på flere spørgsmål.
Han lod Nordjyske forstå, at der ikke var mere at komme efter i sagen, hvor han købte en grund af kommunen for den nette sum af én krone.
Nordjyske har forsøgt at følge papirsporet for at kaste lys over sagen, og nu sår et nyt dokument tvivl om borgmesterens udmelding.
For mens kommunen stadig ejede grunden, kørte en lokal entreprenør sin gravemaskine gennem det faldefærdige hus.
På foranledning og betalt af Hans Ejner Bertelsen.
Forklaring stemmer ikke
Grunden, som det hele handler om, ligger på Næssundvej 235 på Mors.
På grunden lå der indtil 2012 et hus, som var så medtaget, at det ikke var egnet til beboelse.
Morsø Kommune købte hus og grund på tvangsauktion i december 2011 via samarbejdspartneren Bedre Boliger på Mors, som herefter skulle stå for at rive huset ned og sælge grunden til højestbydende.
Men det var kun daværende byrådsmedlem og nuværende borgmester, Hans Ejner Bertelsen, der fik lov at byde på grunden.
Han bød én krone.
Flere eksperter har efterfølgende kritiseret den praksis. Kommunen burde have sendt grundsalget i offentligt udbud, så man sikrede sig, at man fik den bedste pris.
Hans Ejner Bertelsen siger selv, at han ikke var klar over, at salget aldrig blev sendt i udbud.
Men den forklaring stemmer ikke umiddelbart overens med sagsforløbet.
Nedrivning flere måneder før salg
For mens kommunen i januar 2012 stadig manglede at få de sidste detaljer på plads omkring købet af grunden, begyndte en lokal entreprenør at rive huset ned på Næssundvej 235.
Det fremgår af en faktura, som Nordjyske er kommet i besiddelse af.
Her står der, at nedrivningen startede 26. januar 2012 og var færdig 13. marts 2012.
Fakturaen er stilet til Hans Ejner Bertelsen.
Nordjyske har været i kontakt med entreprenøren, som bekræfter forløbet og ægtheden af fakturaen. Han ønsker ikke at stille op til interview og har ikke yderligere kommentarer til sagen.
Og netop datoen for nedrivningen er interessant.
For i de dokumenter, som Nordjyske har fået udleveret af Morsø Kommune, står der både i tinglysningen og i kontrakten mellem Hans Ejner Bertelsen og Morsø Kommune, at den nuværende borgmester først overtog grunden 1. juli 2012.
Selve kontrakten er først underskrevet endeligt i august 2012.
Hans Ejner Bertelsen betalte altså for at få et hus revet ned på en grund, han ikke ejede.
Og dét tyder på, at han var klar over, at grunden aldrig ville blive sendt i offentligt udbud, og at han derfor var sikker på at blive ejer af den.
Det vurderer Roger Buch, der er kommunalekspert ved Gravercentret, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
- Hvis han betaler for at få revet huset ned, inden han køber grunden, synes jeg ikke, at man kan tolke det på nogen anden måde, end at han er sikker på, at det er ham, der kommer til at eje den grund, siger Roger Buch.
- Det er hverken meningsfyldt eller rationelt at betale for nedrivningen, hvis han er i tvivl om, at grunden bliver hans, tilføjer han.
Også Jøren Ullits, lektor i forvaltningsret ved SDU, stiller sig uforstående. Dels overfor Hans Ejner Bertelsens disposition, dels at borgmesteren oprindeligt påstod, at salget foregik efter bogen.
- Hans handlinger taler i den stik modsatte retning end de ord, han udtaler. Der er temmelig stærkt indicium for, at den ejendom aldrig skal i udbud, når han går ind og får sat nedrivningen i gang, inden han rent faktisk har overtaget grunden, siger han.
Stikker hovedet i busken
Hos Morsø Kommune erkender man, at det var en fejl, at grunden ikke blev solgt i offentligt udbud.
Men samtidig mener kommunen ikke, at det bør det ligge Hans Ejner Bertelsen til last.
- Man skulle også dengang udbyde grunde i offentligt udbud. Det er vores vurdering, at alle, som har handlet med Morsø Kommune, med rette kunne have forventning om, at kommunen agerede i tråd med lovgivningen - og at køberne derfor har handlet i god tro, skriver kommunen til Nordjyske.
Jøren Ullits siger dog, at man "sagtens kan forvente", at en kommunalpolitiker kender til reglerne om offentligt udbud.
Nordjyske har gentagne gange forsøgt at få et interview med Hans Ejner Bertelsen.
Men borgmesteren har på trods af henvendelserne ikke ønsket at stille op.
Vi ville gerne have spurgt ham om, hvorfor han betalte for nedrivning af et hus på en grund, han ikke ejede.
Vi har også præsenteret ham for kritikken fra eksperterne, som mener, at det kun giver mening at betale for nedrivningen, hvis Hans Ejner Bertelsen var klar over, at han ville komme til at eje grunden.
Nordjyske har også sendt spørgsmålene til Hans Ejner Bertelsen, men han ønsker heller ikke at svare på skrift.
"Jeg vil gerne citeres for følgende: Købet fandt sted, før jeg blev borgmester, og kommunen har erkendt, at der skete fejl i sagsbehandlingen. Derudover har jeg ikke yderligere kommentarer," skriver Hans Ejner Bertelsen.
Hans Ejner Bertelsen var dengang blandt andet medlem af økonomiudvalget. Året efter blev han valgt til borgmesterposten.