Det er for farligt: Politikere insisterer på cykelbro
Morsøs politikere vil selv betale for den sikreste cykelpassage af den trafikerede Næssundvej
- På den mest befærdede vej på Mors er vi ikke trygge ved at lave en overkørsel i niveau til bløde trafikanter. Derfor tager vi et ønske med til de kommende budgetforhandlinger om at få penge til en cykel- og gangbro tværs over Næssundvej.
Det siger Meiner Nørgaard (DD), formand for udvalg for teknik og miljø i Morsø Kommune. Udvalget måtte onsdag tage til efterretning, at der i juni blev meldt afslag fra den statslige Cykelpulje 2023 om bevilling af halvdelen af den anslåede udgift på 5,7 millioner kroner til en cykelbro over Næssundvej.
Broen skulle være en del af den planlagte cykelringi gennem Dueholmkilen, der skal forbinde området ved Nykøbing Hallen og M. C. Holms Skole i nord med uddannelses- og kultur- og sportskvarteret Morsø Multipark i syd. Alternativet til broen vil være en cykelsti i niveau, der skal krydse Næssundvej øst for rundkørslen ved Limfjordsvej som en forskudt linjeføring, hvor et lille stykke af stien så skulle forløbe på den midterrabat, der allerede er på Næssundvej.
- Det er en acceptabel løsning, men ikke den sikreste. Derfor har vi som foreslået af Teknik og Miljø i kommunen valgt at tage etableringen af en bro med som anlægsønske til næste års budget. Vi mener, det bør være løsningen, men hvis der er ikke er penge til den, må vi acceptere den forskudte krydsning, som politiet har godkendt, siger Meiner Nørgaard.
Der er i forvejen bevilget 5,9 mio. kr. til stien gennem Dueholmkilen, hvoraf 50 procent er blevet finansieret af Cykelpuljen 2021. Den anlægges i tre etaper startende fra syd. Der skal ske en detailprojektering af forløbet ved Egholm nord for Næssundvej, hvor terrænet er lavt og sumpet. Blandt andet derfor vil anlæg af en cykelbro kræve etablering af fire meter høje jordramper på begge sider.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.