Færgekroen med de mange traditioner: Preben driver kroen videre uden sin Mette

Preben Pedersen har siden 2001 drevet Feggesund Færgekro. Et sted, hvor traditionerne står i kø, men for to år siden ændredes det meste, da han mistede sin kæreste og partner på stedet, Mette

54-årige Preben Pedersen overtog den gamle kro fra sin 86-årige farbror, og har siden 2001 drevet stedet. Indtil september 2020 var det sammen med kæresten Mette. <i>Foto: Lars Pauli</i>

54-årige Preben Pedersen overtog den gamle kro fra sin 86-årige farbror, og har siden 2001 drevet stedet. Indtil september 2020 var det sammen med kæresten Mette. Foto: Lars Pauli

FEGGESUND:Når man træder ind i den lavloftede entre på Feggesund Færgekro, er det fra første øjekast tydeligt, at det her er et sted, hvor man værner om traditionerne. På væggen modsat døren hænger der gamle billeder og avisudklip, hvor man kan se de tidligere ejere, og til venstre står en god, gammel jukebox, der spiller det samme musik, som den har gjort i mange år. Går man gennem et par af de mange lokaler og ud i køkkenet, er der allerede fra morgenen af gang i flere pander med kroens specialitet: stegte ål. Præcis som det altid har været. 

Selvom alt på overfladen er som det plejer at være, så har der siden 2020 manglet en meget central skikkelse på kroen ved færgelejet. Efter et kræftforløb mistede indehaver af kroen, Preben Pedersen, sin kæreste, samlever og makker på kroen gennem 20 år, Mette. Et tab, der har været hårdt for ham. 

- Det har været hårdt. Kroen her var jo et fællesprojekt, så pludseligt manglede der lidt et ben, og jeg manglede min kæreste og kollega, som jeg var sammen med 24 timer i døgnet, siger Preben Pedersen. 

Overalt på Feggesund Færgekro kan man se levn fra fortiden. Blandt andet har Prebens bedsteforældre, der selv har drevet stedet, fået plads på væggen.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Overalt på Feggesund Færgekro kan man se levn fra fortiden. Blandt andet har Prebens bedsteforældre, der selv har drevet stedet, fået plads på væggen.  Foto: Lars Pauli

- Kroen hjalp mig

Selvom savnet til Mette er stort, er Preben Pedersen kommet godt videre, hvilket ifølge ham selv i høj grad skyldes dagligdagen på kroen. 

- Det har hjulpet mig meget at have kroen, hvor der altid er noget at give sig til og en masse gode kollegaer og venner, som man altid kan snakke med, siger han. 

Bevæger man sig rundt i de mange lokaler på den 400 år gamle kro, så er det tydeligt, at der har været én med en kreativ åre, som har stået for en del af indretningen og udsmykningen. Med blandt andet små Madam Blå-kander og snapseglas hængt op i en udsmykning over nogle af pladserne i lokalet, hvor nogle af de mange, glade gæster sidder og spiser morgenmad, kan det tydeligt ses, at der er tænkt over udsmykningen. 

- Det var Mette, der stod for alt det med udsmykning og indretning, mens jeg mere stod for nogle andre ting, men nu har jeg måttet tage lidt begge kasketter på, siger Preben, der er kommet godt videre, men hele tiden har Mette med i baghovedet. 

Mette stod for mange af de kreative påfund i forhold til udsmykning og indretning.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Mette stod for mange af de kreative påfund i forhold til udsmykning og indretning.  Foto: Lars Pauli

En traditionel oplevelse

På stedet, der har været i Prebens familie gennem tre generationer, værner man om traditionerne. Kaffen laves på Madam Blå og portionerne af ål er store, og sådan har det altid været, for som Preben siger det, så er stedet nok lidt gammeldags. 

- Vi er nok lidt gammeldags herude, men det er også en del af oplevelsen. Gæsterne kan få sådan lidt en "Morten Korch"-oplevelse, hvor der er plads til hygge og snak, siger han. 

Man værner om traditionerne på kroen ved færgelejet, men det betyder bestemt ikke, at man er "fine på den". For ham er det meget vigtigere, at gæsterne har en god og hyggelig oplevelse, end at der fx bliver serveret fra den helt rigtige side.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Man værner om traditionerne på kroen ved færgelejet, men det betyder bestemt ikke, at man er "fine på den". For ham er det meget vigtigere, at gæsterne har en god og hyggelig oplevelse, end at der fx bliver serveret fra den helt rigtige side.  Foto: Lars Pauli

De mange ansatte på stedet bliver da også instrueret i, at det er vigtigere, at de snakker med gæsterne, eller sågar synger med dem, hvis det er det, de vil, end at de serverer fra den rigtige side eller ved en masse om vin. 

En broget flok, der alle kommer for det samme

På Feggesund Færgekro er der plads til alle slags mennesker. Sådan har det været i flere hundrede år, og sådan bliver det nok også ved med at være. I hvert fald, hvis man spørger Preben Pedersen. 

- Vi har både dem med og uden slips. Ung som gammel, der alle kommer for at få en god oplevelse, og en ordentlig portion "mormormad", siger Preben, der sammen med sine ansatte langer godt fem tons stegt ål over disken hvert eneste år. 

Feggesund Færgekro serverer hvert år cirka fem tons ål, hvilket svarer til rundt regnet 10.000 portioner af den panerede spise, der serveres ad libitum og med kartofler og persillesauce til.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Feggesund Færgekro serverer hvert år cirka fem tons ål, hvilket svarer til rundt regnet 10.000 portioner af den panerede spise, der serveres ad libitum og med kartofler og persillesauce til.  Foto: Lars Pauli

Feggesund Færgekro

0
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden