Færre indbrud på Mors, men ikke i Thy

På landsplan er antallet af indbrud det laveste i 50 år

Sidste år blev der begået indbrud i 100 private hjem i Thisted og Morsø kommuner. Arkivfoto <i>Foto Kim Dahl Hansen</i>

Sidste år blev der begået indbrud i 100 private hjem i Thisted og Morsø kommuner. Arkivfoto Foto Kim Dahl Hansen

THY-MORS:Sidste år fik 38 private hjem på Mors ubudne gæster i form af en indbrudstyv. Det lyder af en hel del, men der er faktisk tale om et betydeligt fald i forhold til 2020.

I 2020 blev der nemlig begået hele 67 indbrud i private hjem i Morsø Kommune. Året før var tallet 34.

Det viser tal, som Nordjyske har fået fra Midt- og Vestjyllands Politi, der har opgjort antallet af indbrud, tyverier og voldsepisoder fra de enkelte kommuner i politikredsen.

Set i forhold til kommunens størrelse, så var risikoen for indbrud i 2021 cirka den samme eller endda mindre for borgere i Thisted Kommune. Her blev der begået 62 indbrud i private hjem sidste år. Her er der dog tale om en stigning i forhold til året før, hvor tallet var 50. Præcis modsat tendensen på Mors var antallet af indbrud i Thisted Kommune dog usædvanligt lavt i 2020. I 2019 lå tallet på 72.

I Thy har indbrudstyvene i høj grad også kig på fritidshuse. Her var sidste år 36 indbrud, hvilket er en stigning i forhold til de to foregående år. På Mors blev der i 2021 begået tre indbrud i fritidshuse.

Thisted Kommune tegner sig også for en lille stigning, når det gælder indbrud hos private erhvervsdrivende. Der var sidste år 36 indbrud mod 34 i 2020. Begge dele er dog lavere end i 2019, hvor private erhverv anmeldte 44 indbrud.

I Morsø Kommune blev der begået syv indbrud hos private erhvervsdrivende mod 18 hvert af de to foregående år.

Til gengæld er antallet af tyverier fra person- og varebiler dykket markant, specielt i Thisted Kommune, hvor antallet af indbrud i biler var 46 i 2019, 40 i 2020 og 18 i 2021. I Morsø Kommune var de tilsvarende tal 21 indbrud i 2019, 12 i 2020 og 13 i 2021.

Politikommissær Jørgen Jensen fra Lokalpolitiet i Thisted understreger, at politiet altid tager indbrud alvorligt.

- Vi gør os umage med at finde nogle spor ude på gerningsstederne og fanger af og til nogle ved hjælp af dna-spor, som også kan forbinde dem til gamle sager, siger han.

Jørgen Jensen gør i øvrigt opmærksom på, at selv om antallet af indbrud generelt falder, så dukker berigelseskriminaliteten op i andre former.

- Kriminaliteten ændrer sig. Der er en voldsom stigning i it-kriminalitet og internetbedrageri. Tyveknægtene sidder ved computeren i stedet for. Det er 10 gange nemmere. De sælger for eksempel den samme ting til 30 mennesker, som ikke får noget som helst. Der kommer rigtig mange af de sager der, siger han.

På landsplan viser tal fra Danmarks Statistik, at der sidste år blev begået indbrud i 14.804 danske hjem. Det er det laveste indbrudsniveau siden 1970'erne, oplyser Bo Trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd. De angiver corona-pandemien som en del af forklaringen, da den har holdt mange hjemme, men vurderer også, at folk er blevet mere opmærksomme på at forebygge indbrud.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden