Ildebrand

Geder reddet ud fra brand i stald

En varmelampe er tilsyneladende faldet ned og har antændt brand på en gård på Mors

Beredskabet rykkede med et fuldt slukningstog, da meldingen lød alvorlig med dyr i fare ved branden på gården på Mosegårdsvej. Gederne i stalden blev dog reddet. 
Beredskabet rykkede med et fuldt slukningstog, da meldingen lød alvorlig med dyr i fare ved branden på gården på Mosegårdsvej. Gederne i stalden blev dog reddet.  Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 15:04

Alt tyder på, at det var en varmelampe, der faldt ned i noget halm og antændte en brand fredag over middag på en gård på Mosegårdsvej lidt nord for Vodstrup på Mors.

I en boks i stalden befandt der sig en flok geder - angiveligt omkring 15 styk - men de blev reddet ud og "genhuset" i en nærliggende stald. En tilkaldt dyrlæge konstaterede, at gederne ikke havde lidt overlast, men at ejeren lige skulle holde øje med dem, om de fik symptomer på røgforgiftning.

- Der brændte faktisk kun et par halmballer, men det udviklede en masse røg, så det så værre ud, end det var, konstaterer indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Troels Guldbrandtsen.

Da første meldingen til beredskabet lød klokken 12.43, gik meldingen på dyr i fare ved branden, og derfor blev der rykket med både tankvogn og sprøjte samt et helt hold brandfolk. 

- Der var ikke fare for, at branden bredte sig til andre bygninger, og vi kunne hurtigt slukke ilden, lyder det fra indsatslederen, der efter godt en times tid kunne forlade brandstedet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden