Hårdt ramt kærestepar må give op: Bageri går konkurs

Verdenssituationen og et sygdomsforløb tog livet af Vils Bageri

Lars Villadsen berettede i 2019 om den langvarige fodskade, der bidrog til at belaste bageriets økonomi i en i forvejen svær periode. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Lars Villadsen berettede i 2019 om den langvarige fodskade, der bidrog til at belaste bageriets økonomi i en i forvejen svær periode. Arkivfoto: Bo Lehm

VILS:Det er slut med friskbagt bagerbrød fra Vils. I dag, tirsdag 28. juni, gik Vils Bageri konkurs. I en meddelelse fra Skifteretten oplyses det kort, at Vils Bageri har skiftet navn til Datoselskabet af 28.06.2022, hvilket tyder på, at der nu er et konkursbo, der skal gøres op.

Det bekræfter Rikke Liebetrau, der er kæreste med bagermester Lars Villadsen og har stået som direktør for det nu konkursramte selskab.

- Ja, vi er gået konkurs. Det er beklageligt og under særdeles triste omstændigheder, at vi må lukke forretningen efter så mange år. Vi har fået en god afslutning med vores medarbejdere. Alle har kunnet tage gratis brød, hvorefter vi har sagt farvel og tak. Vi er så trætte af det, der er sket, at vi ikke har lyst til at sige meget mere om det, siger Rikke Liebetrau.

I 2019 beskrev Lars i Nordjyske, hvorledes hans fodskade og sygefravær havde påført forretningen store udgifter til vikardækning. Er det årsagen til, at I nu må dreje nøglen om?

- Lars har været udsat for en kæmpe skade med sin fod, og den historie har I jo bragt. Det har da spillet ind på økonomien. Men verdenssituationen er en helt anden i dag end for to år siden. At drive bageri i Vils og på Mors er ikke, hvad det har været, og vi har absolut ingen planer om at starte bageri igen, siger Rikke Liebetrau, der som uddannet revisor også driver rådgivningsfirmaet Skattespecialisten.

Lars Villadsen, der kom i lære som bager som 15-årig, overtog Vils Bageri i 1997. Han drev i mange år forretningen sammen med sin hustru Gitte Kibsgaard. Parret blev siden skilt, men Gitte Kibsgaard arbejdede fortsat i butikken ved lukningen. En overgang havde Vils Bageri en filial i Øster Jølby, men den måtte lukke efter nogle år. I 2019 beskæftigede Vils Bageri fem fastansatte foruden indehaverne. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.