Havne

Havn blev splittet ad i stormvejr: Udbedring koster millioner

Prisen for reetablering af Sundby Havns ydermoler vil løbe op i knap 2,2 mio. kroner, lyder vurderingen

Tre af flydebroerne, der rev sig løs i forbindelse med stormen og højvandet 9. februar, ligger stadig på kajen ved havnen i Sundby. Fremover vil de blive fastgjort på en anden måde. Arkivfoto: Peter Mørk
Tre af flydebroerne, der rev sig løs i forbindelse med stormen og højvandet 9. februar, ligger stadig på kajen ved havnen i Sundby. Fremover vil de blive fastgjort på en anden måde. Arkivfoto: Peter Mørk Peter Mørk

Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:06

SUNDBY MORS: Det vil komme til at koste op mod 2,2 millioner kroner at udbedre skaderne, der skete på Sundby Mors Havn under stormvejret og højvandet 9. februar.

Det viser et overslag, som politikerne i Morsø Kommunes udvalg for teknik og miljø skal tage stilling til på deres næste møde. Det er kommunen, der ejer havnen, og som derfor også står med regningen for renoveringen.

Under uvejret 9. februar rev dele af flydemolen omkring havnen sig løs fra fortøjningerne og flød ind i havnen blandt både og bådebroerne.

De 42 tons tunge og 20 meter lange flydebroer blev let fortøjet den følgende dag, og i løbet af ugen blev fire flydebroer løftet op af vandet. Der var nemlig udsigt til kraftig kuling i den efterfølgende weekend.

En af broerne blev så beskadiget, at den siden er blevet hugget op og fjernet.

Dengang Sundby havn blev etableret i 2013, blev de i alt syv sammenhængende flydebroer, der skal danne ydermole i havnen, fastspændt ved hjælp af stålpæle, der blev banket ned i fjordbunden. Nu, hvor ydermolen skal genskabes, vil Morsø Kommune forsøge sig med en anden forankringsmetode bestående af store betonankre og kæder. Ifølge sagsfremstillingen på udvalgets dagsorden er betonankrene allerede bestilt, efter at opgaven har været i udbud.

Målet er fortsat, at havnen kan være klar igen til den ny sejlersæson.

- Vi forventer, at arbejdet med genudlægning af de tre flydebroer og fastgørelse af alle flydebroerne med kæder til betonankre kan foregå umiddelbart efter påske, så det er færdigt omkring midten af april, siger Niels Pedersen, chef for center for teknisk drift i Morsø Kommune.

Forvaltningen beder politikerne om at frigive et beløb på 2.171.000 kroner. Beløbet kan lånefinansieres. Når pengene er frigivet, vil der blive bestilt en erstatning for den ødelagte flydebro. Den kan være på plads inden sommerferien, fremgår det.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden