Hovedvej er totalspærret: Færgetur kan spare stor omkørsel
Fra 10. til 24. marts er Virksunddæmningen fuldstændig lukket for biltrafik

Færgen Mary havde allerede i weekenden flere passagerer end sædvanligt, efter at Virksunddæmningen siden fredag klokken 17 har været lukket for al biltrafik. Arkivfoto: Bo Lehm
HVALPSUND:Bilister, der normalt ville køre over Virksunddæmningen, skal frem til 24. marts ud på en større omvej, for dæmningen er totalspærret på grund af vejarbejde. Det fik allerede i weekenden flere end ellers til at skyde genvej via færgeoverfarten Hvalpsund-Sundsøre.
Vejarbejdet på Virksunddæmningen startede 9. januar og står på helt frem til 24. april. I en periode har dæmningen været totalspærret for biler og lastbiler fra klokken 20 til 05 om morgenen, men siden i fredags 10. marts klokken 17 har vejen været spærret døgnet rundt.
Efter 24. marts klokken 17, hvor vejen efter planen åbner for trafik igen, vil der kunne forekomme korte spærringer på op til 15 minutter mellem klokken 9 og 14, oplyser Viborg Kommune på sin hjemmeside.
Skal man fra for eksempel Mors eller Salling til Himmerland eller Aalborg i bil skal man altså lige nu ud på en større omkørsel via Viborg.
Alternativt kan man tage færgen Mary over Hvalpsund. I de to uger, dæmningen er totalspærret, sejler færgen en ekstra morgentur fra Sundsøre klokken 5.15 og fra Hvalpsund klokken 5.30.
Overfartsleder Lars Bach Jensen oplyser, at der i hvert fald søndag, hvor han selv var på job, var betydeligt flere biler med færgen end normalt i en weekend på denne tid af året.
- Det kunne vi sagtens mærke, siger han.
Virksunddæmningen ligger på rute 579 på grænsen mellem Skive og Viborg Kommune. Ud over vejdæmning består bygværket af en afvandingssluse, skibssluse og klapbro.
Viborg Kommune forklarer på sin hjemmeside, at det arbejde, der udføres nu, består i, at sluseportene skal hejses på land, hvor de skal afrenses og have en ny overfladebehandling. Klapbroen skal have ny vejbelægning på oversiden og afrenses og overfladebehandles på undersiden. Desuden bliver der anlagt fællessti på dæmningen til cyklister og fodgængere i stedet for fortov.
I den periode på 14 dage hvor dæmningen er spærret for trafikanter, vil der blive arbejdet i døgndrift.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.