Sundhed

Jævnt højt smittetryk på Mors

Falck er klar med lyntest på Sundhedscentret i Nykøbing i weekenden

Det bliver Falck, der laver lyntest i Nykøbing i weekenden, ligesom de har gjort i Thisted siden midten af december. Arkivfoto: Bo Lehm
Det bliver Falck, der laver lyntest i Nykøbing i weekenden, ligesom de har gjort i Thisted siden midten af december. Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:12

NYKØBING: Smittetrykket i Morsø Kommune er fortsat højt, på et jævnt niveau. Torsdagens incidenstal er 267,1, svarende til 54 smittede personer. Det er en anelse lavere end onsdag, hvor tallene var 272, svarende til 55 smittede borgere over en syv-dages periode.

På baggrund af, at Morsø Kommune igennem flere uger har haft et meget højt smittetryk, bliver der både lørdag og søndag mulighed for at blive lyntestet for corona på Sundhedscentret i Strandparken i Nykøbing.

Det foregår i tidsrummet fra klokken 9 til 17. Hurtigtesten kræver ikke tidsbestilling, og man får svar efter 15 minutter. Det er Falck, som står for testene.

Morsø Kommune understreger, at hurtigtesten ikke bør anvendes, hvis man har symptomer eller er nær kontakt til en smittet, da resultatet er mindre præcis end de tests, der udføres via Region Nordjylland og TestCenter Danmark. Hvis man skal testes forud for en undersøgelse eller indlæggelse, skal man også booke tid til en PCR-test på coronaprover.dk i stedet. Den type test bliver foretaget i Frøslev hver fredag.

- Men det er rigtig godt, at vi nu får suppleret testmulighederne på Mors. På den måde kan vi hurtigere og lettere få brudt smittekæderne, udtaler Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune, i en pressemeddelelse. Han fortsætter:

- Vi presser på for at få mere testkapacitet, så tiderne bliver udvidet til at gælde flere dage. Vi er i løbende dialog med regionen, som også giver udtryk for, at de vil se på mulighederne.

Hvis man vil benytte sig af muligheden for en hurtigtest i weekenden, skal man huske at have mundbind på, når man ankommer, og i øvrigt medbringe id i form af sundhedskort, kørekort eller pas.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden