Mors vil skrue op for østersgastronomien

Morsø Kommune forsøger at tiltrække flere af landets største kokke-navne, når DM i østersgastronomi flytter fra lørdag til søndag i forbindelse med østers- og muslingepremieren i oktober

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kristoffer Ringsing vandt sidste år DM i østersgastronomi. Står det til Morsø Kommune skal han have hård konkurrence fra et endnu stærkere felt af kokke i år.

MORS:Morsø Kommune brander sig benhårdt som Danmarks Skaldyrshovedstad.

Sidste år lancerede kommunen den såkaldte østersfinale, der markerer afslutningen på østerssæsonen. Den event vender tilbage i år i april.

Derudover har Mors i mange år i oktober fejret åbningen af skaldyrssæsonen med den såkaldte østers- og muslingepremiere, der år for år er vokset i omfang og ambitionsniveau. De senere år har begivenheden strakt sig over tre dage i den første weekend i efterårsferien, og nu vokser tiltaget igen. I 2020 bliver der således fire dages fest for østers og muslinger på Mors.

Grunden til udvidelsen skal findes i det faktum, at Morsø Kommune i samarbejde med Kokkeforeningen Danmark de senere år har afviklet DM i østersgastronomi om lørdagen i et stort telt på havnen i Nykøbing samtidig med, at der også bliver afviklet danske mesterskaber i champagnesabling og østersåbning. Timingen giver dog en udfordring i forhold til at tiltrække de største danske kokke, der som regel har travlt på deres restauranter om lørdagen. Derfor rykker det danske mesterskab i østersgastronomi i år til søndag, mens DM i champagnesabling og østersåbning stadig bliver afviklet om lørdagen.

- Det har været et ønske fra vores samarbejdspartnere i Kokkeforeningen Danmark om at udvide med en dag fra tre til fire dage, for at give flest mulige mesterkokke mulighed for at deltage i DM i Østersgastronomi, som vi rykker fra lørdag til søndag. Det ønske har vi selvfølgeligt imødekommet og glæder os over, at flytningen allerede er blevet taget godt imod blandt de kokke, vi glæder os til at se på Mors til oktober, siger Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), Morsø Kommune.

De fire dages festligheder starter fredag med ”Wine & Dine”, hvor topkokken Anita Klemensen fra Studenterkilden i Dyrehaven nord for København og med aner i Thy og på Mors sammen med Jens-Peter Skov fra Sallingsund Færgekro endnu en gang vil fremtrylle et menu baseret på lokale råvarer. Et arrangement der har været udsolgt de seneste tre år.

Lørdag bliver der så DM i østersåbning og DM i champagnesabling ligesom publikum får mulighed for at deltage i en champagnebrunch, købe spændende smagsprøver eller hygge sig med et glas champagne i teltet.

Og søndag er der så DM i Østersgastronomi, hvor flere af landets førende kokke allerede har meldt deres ankomst. Publikum får også mulighed for at købe smagsprøver denne dag. DM-deltagerne offentliggøres lige inden sommerferien.

Mandag kommer til at stå i børnenes tegn med arrangementet Skaldyrscirkus. Mandag er første mandag i efterårsferien, hvor området er fyldt med turister. Sidste år deltog ikke færre end 300 børn i aktiviteterne.

- Ved at gå fra tre til fire dage, giver vi også de mange turister, der ankommer til området lørdag på efterårsferie, mulighed for at deltage i det meste af vores program omkring de tre danske mesterskaber og ikke mindst give dem mulighed for at smage de mange lækre fødevarer, Mors kan præsentere, siger Hans Ejner Bertelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.