Plakatmanden kom ikke selv med på plakaten

MORS-AARHUS:Det var på Peter Sabroes Børnehjem i fødebyen Skive, at drengen Peder i 1950'erne lærte at samle og passe på sine ting. Her skulle børnene opbevare deres få ejendele i små trækasser, og det fik Peder til at sige til selv: "Når du engang bliver voksen og selv kan bestemme, så vil du fandeme også selv bestemme, hvad du har af ting og sager."

Og de genstande, som den voksne Peder Stougaard (født 1946) valgte at have, blev plakater af alskens slags. 200.000 nåede han op på, ja faktisk det dobbelte antal, hvis vi tæller de dubletter med, som Stougaard på anmodning gennem årene fik tilsendt til det lille Galleri Øst i Knudrisgade i Aarhus, hvor han sammen med sin jævnaldrende livsledsager og kunstnerkollega Elsebeth Hansen har boet og udstillet siden 1970. Og altså samlet og systematiseret plakater, minutiøst, så han kunne finde frem til ethvert eksemplar.

Det er den historie og dens fortsættelse i skabelsen af Dansk Plakatmuseum, der senere fik permanent placering i Købstadsmuseet Den Gamle By i Aarhus, som mag.art., forfatter, fagredaktør og tegner Lise Seisbøll fortæller i bogen "Plakatmanden", som udkom i sommer. Herunder den groteske slutning, hvor ophavsmanden blev koblet ud af sit livsværk, da det omsider opnåede den statsanerkendelse, Peder Stougaard havde kæmpet så hårdt for. Årsag: Han var ikke akademisk nok for systemet. Derom senere.

Støtteplakat af Arne Ungermann fra 1949. Bogen rummer fyldige beskrivelser af både danske og udenlandske plakatkunstnere.  Foto: Henrik Bjerregrav

Børnehjem med kærlig forstander

Peder kom på børnehjem som treårig, fordi hans mor ikke kunne tage sig af ham, og hans far var ukendt. Det var lykkeligvis et hjem af de bedre med en omsorgsfuld og kærlig forstander. Således undgik Peder den fysiske og psykiske overlast, som mindre heldige  anbragte børn måtte lide på 1950'ernes døgninstitutioner. Solidaritet og erkendelsen af at være sluppet billigt fik mange år senere Stougaard til at tegne og sælge plakater til støtte for blandt andre Godhavnsdrengene. 

Mest på foranledning af den i perioder tilbagevendte mor gennemførte den unge Peder en noget turbulent kokkeuddannelse på Hotel Dagmar i Ribe. Han fik senere et ophold på Kunsthøjskolen i Holbæk, som åbnede hans øjne og fik ham i gang med at tegne og male. Herefter kom han på Århus Kunstakademi og tjente til studiet ved blandt andet at kokkerere om natten på Jazzhus Tagskægget. Og året efter var det så, at han og kæresten med Peders mor som kautionist købte en lejlighed med butik ved Østbanetorvet.

Den unge kunstner solgte postkort på værtshuse og kollegier for at få råd til arrangere kunstudstillinger i eget og andre gallerier. Her afslørede han et særligt talent for at skaffe presseomtale, som skulle komme ham til gode mange gange. Altid havde Stougaard en god historie at fortælle, og denne anmelder tilstår uden skam at være "hoppet på den" gentagne gange med den nordjyske krog, der kan legitimere en omtale i nærværende medie, at Elsebeth og Peder har fritidshus i Jørsby på Nordmors.

Kunstneren Michael Witte blev dømt for injurier mod dansk landbrug med denne plakat fra 1978. 12 år efter dommen blev plakatforbuddet ophævet. Foto: Henrik Bjerregrav

Plakaten og kunsten

Stougaard ramte tidsånden først i 1970'erne med sin første plakatudstilling. Værkerne kom fra Polen, et grafisk foregangsland, der dengang lå bag jerntæppet, og galleristen havde fået dem tilsendt ved at kontakte den polske ambassade i Danmark. Her startede indsamlingen for alvor, og Peder og Elsebeth fik indmuret et rør ved siden af døren til galleriet, som postbuddet kunne skubbe plakatrør igennem. 

I modsætning til fri kunst har plakaten et ofte meget konkret budskab at formidle. Det kan være kommercielt eller agitere for en politisk sag. En pointe for Lise Seisbøll er, at Peder Stougaard ikke ser den reklamerende plakat som værende mindre kunstnerisk. Der kan være lagt stor kunst i at formidle et kommercielt budskab, og i det hele taget afhænger plakatens succes med at trænge igennem med det af kreativiteten og det rette forhold mellem tekst og tegning. 

Plakaten har den fordel, at den i modsætning til unikakunst er et masseprodukt, der ofte foræres væk. Det gjorde, at den flittige, men ubemidlede Stougaard kunne øge samlingen med plakater og plakatkunst fra hele verden. Tanken om et plakatmuseum opstod i 1981, men det blev et sejt træk at få Aarhus Byråd med på ideen. Hele tiden havde Stougaard pressen med som vagthund. I 1992 udtalte han til Berlingske: "Jeg gider ikke spille fransk klovn længere. Jeg vil have en afklaring, ikke et mavesår."

Endelig i slutningen af 1993 kunne Dansk Plakatmuseum åbne i en ny tilbygning til Århus Kunstbygning, nu Kunsthal Aarhus. Generøst donerede Stougaard hele sin samling til den nye selvejende institution. Men sparetider gjorde, at politikerne i de følgende år opererede med tanken om at fjerne det årlige tilskud. Det ville de kunne gøre, fordi kommuner ikke er forpligtet til at støtte et ikke-statsanerkendt museum.

Den realitet fik Stougaard til at arbejde målbevidst for at få museet ind under museumsloven og dermed sikret et årligt statstilskud. Lise Seisbøll skildrer kampen med alle facetter. Forholdet til Den Gamle By blev til et ægteskab, hvor plakaterne fra 2009 får deres eget hus i byens største turistattraktion, der var under kraftig udvidelse. Men det blev også til en skilsmisse for Peder Stougaards vedkommende.

I 2005 åbnede Peder Stougaard museet op for yngre danske plakatkunstnere. Her Lise Harlev (født 1973) med en serie plakater om at leve i udlændighed.  Foto: Henrik Bjerregrav

Stødt af inspektørens ord

Direktør for det statsanerkendte Dansk Plakatmuseum kunne Stougaard ikke blive, og det accepterede han. Der kunne kun være én direktør for Den Gamle By.  Men inspektør blev han heller ikke. Som en af de såkaldte fem søjler i den reviderede museumslov kræves det, at man gennemfører en ph.d. En sådan havde Elsebeth Aasted Schanz i bagagen, og hun fik nu stillingen og udtalte i den anledning om Peder Stougaard: "Han brændte for sagen som det menneske, han er, hvor man kan sige, at jeg har hjertet med på en mere professionel måde."

Stemningsbillede fra Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By.  Foto: Henrik Bjerregrav

De ord huede ikke Peder Stougaard. Han "følte sig bare ret stødt på sin personlige professionalisme, som han ikke havde erhvervet på et universitet, men oparbejdet gennem 40 års virke med plakaterne", skriver Lise Seisbøll.

Heri ligger en konflikt mellem den akademiske tilgang og den indsigt, der bygger på årelang oparbejdet hands-on viden. Peder Stougaard er både kunstner og praktiker, men "hans" museum måtte sige farvel til en betydelig indtægt fra salg af plakatdubletter, som efter loven ikke må føres ud af museet, når de først er registreret som genstande. Den fundraising, som et statsanerkendt museum er helt afhængig af, skulle for plakatmuseet fra da af systematiseres og indordnes under Den Gamle By for at nævne et par betydelige bump på vejen.

Plakatmanden måtte vinke farvel til det museum, han om nogen havde skabt forudsætningerne for. Han fik end ikke en konsulentrolle, der ville have matchet en overgang til pensionisttilværelsen. I stedet fortsatte Peder Stougaard sit virke som udøvende kunstner. Det må man godt, uden at staten blander sig. 

Lise Seisbøll: "Plakatmanden. 200.000 plakater og en samler". Udgivet af Tegnerforbundet af 1919 og Forlaget på Tredje.

***** (5 stjerner)