Naturområder sættes til salg: se hvilke her
En række naturskønne områder i Nordjylland bliver i den kommende tid sat til salg
Opdateret kl. 13:31
NORDJYLLAND: Kunne du tænke dig at eje et naturskønt område ved en sø, langs en å eller bare et vådområde med et rigt naturliv? Så er muligheden der nu, eller den kan i hvert fald komme.
De seneste år har Landbrugsstyrelsen opkøbt lavtliggende landbrugsjord fra lodsejere over hele Danmark.
Jorden er siden blevet omdannet til våde enge og søer i såkaldte vådområde- og lavbundsprojekter.
Nu er de første af de naturskønne områder klar til at blive sat til salg af Landbrugsstyrelsen, og både landmænd og private har mulighed for at købe.
I alt bliver 1200 hektar jord sat til salg i Jylland - heraf ligger størstedelen i Nordjylland - nemlig i alt knap 725 hektar.
- Vi har gennem en årrække arbejdet på at omlægge lavtliggende landbrugsjord til vådområder til gavn for miljø og klima. Nu åbner vi dørene for interesserede købere, der ønsker at eje og bruge arealerne, siger Palle Graversgaard, enhedschef i Landbrugsstyrelsen i Tønder.
Her er de nordjyske områder
Vådområde- og lavbundsprojekterne mindsker kvælstof- og fosforudledningen fra landbruget på naturlig vis og bidrager til, at Danmark lever op til sine EU-forpligtelser på miljø- og klimaområdet.
I løbet af efteråret 2017 forventer Landbrugsstyrelsen at udbyde de i alt ca. 1.200 hektar til salg, og i første kvartal 2018 kommer yderligere ca. 200 hektar til salg.
Der er tale om cirka 25 vådområdeprojekter i hele Jylland.
I Nordjylland udbydes følgende arealer til salg:
225 hektar langs Korup Å ved Hadsund i Mariagerfjord Kommune
215 hektar ved Lille Å i den sydlige del af Vesthimmerlands Kommune
95 hektar ved Hundsø på Mors
53 hektar ved Biskæret på Mors
48 hektar ved Torsted Sø i Rebild Kommune
Tre gange 18 hektar ved Binderup Å i ligeledes i Rebild Kommune
29 hektar ved Haverslev Mølle syd for Fjerritslev
2,4 hektar ved Vøvel Bæk nær Halkær i Aalborg Kommune
Flere områder til salg
- I de kommende år vil vi løbende udbyde endnu flere vådområder til salg, oplyser Palle Graversgaard.
Der er en række betingelser og restriktioner knyttet til købet af vådområder. Restriktionerne betyder blandt andet, at man skal opretholde arealerne som vådområde, og at man hverken må sprøjte, gøde eller omlægge arealerne. Dyr må gerne afgræsse, og der må også slås græs til hø. Der er heller ingen restriktioner om jagt eller fiskeri. Men restriktionerne er varige.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.