Aalborgs ubestridte bykonge bliver 50 år

Thomas Kastrup-Larsen blev socialdemokrat i Aalborg, bagefter blev han borgmester

Thomas Kastrup Larsen fylder fredag 50 år.  <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Thomas Kastrup Larsen fylder fredag 50 år.  Foto: Kim Dahl Hansen

AALBORG:På de fleste billeder er han i jakkesæt og ligner en, der nærmest er født i et. 

Men det er Thomas Kastrup-Larsen ikke.  

Fredag fylder han 50 år, og de fleste af dem har han faktisk ikke været iført jakkesæt.    

For selvfølgelig var der en tid, før han begyndte at ligne en borgmester. Faktisk lignede han ikke en borgmester, før han blev det - også fordi, han egentlig ikke var den oplagte politikertype. 

- Han var genert og slet ikke den storskrydende type. Selvfølgelig ambitiøs, men på sin egen underspillede måde, lyder det fra en, der har kendt Thomas Kastrup-Larsen, lige siden han begyndte i politik. 

 Der har også været en tid, før han blev socialdemokrat, men den ligger endnu længere tilbage. 

Thomas Kastrup Larsen blev født 3. februar i Kalundborg på Sjælland - ikke i en socialdemokratisk familie, men en borgerlig. Han flyttede til Aalborg i begyndelsen af 1992 for at læse offentlig administration - cand.scient.adm hvis det skal siges på den fine måde - på Aalborg Universitet. 

Dengang hed det stadig AUC, og havde et ry som et rødt universitet. Rød blev også Thomas Kastrup-Larsen, der efter et par år i byen meldte sig ind i DSU, og blev flittig gæst i ungdomspartiets lokaler på Kastetvej i Aalborgs vestby. 

Hvad ingen vidste dengang, var, at en håndfuld af de unge partikammerater, der tilhørte kernen, skulle komme til at sætte et betydeligt præg på både byen, regionen og landet. 

Allermest selvfølgelig en da ung kvinde fra Aalborg SØ, der senere blev kendt af alle bare som Mette, men også Ulla Astman, Morten Bødskov og Rasmus Prehn var aktive i DSU Aalborg. 

Det var et meget idealistisk sted. Verden - og Aalborg - skulle laves om.  Der blev talt meget, mest om de store linjer, og så blev der drukket øl og festet. 

- Der var et brunt værtshus på hvert et gadehjørne, og dem besøgte vi uden undtagelse. Det var en sjov blanding af politisk arbejde, fest, musik og byture ... Der var gang i den, og jeg husker det som et fantastisk miljø at være i, fortalte Mette Frederiksen for et par år siden i en portrætbog. 

Når hun kommer til byen igen, mødes hun ofte med Thomas Kastrup-Larsen - dog ikke på værtshuse.

Thomas Kastrup-Larsen og Mette Frederiksen har kendt hinanden i mange år, og mødes ofte når hun er i Aalborg. Billedet er fra grundlovsdag i 2019 - den dag, hvor Mette Frederiksen blev valgt til statsminister. <i>Foto:  Lars Pauli</i>

Thomas Kastrup-Larsen og Mette Frederiksen har kendt hinanden i mange år, og mødes ofte når hun er i Aalborg. Billedet er fra grundlovsdag i 2019 - den dag, hvor Mette Frederiksen blev valgt til statsminister. Foto: Lars Pauli

Tog til Afrika

Efter et par år i Aalborg tog Thomas Kastrup-Larsen som frivillig til det også dengang stærkt udfordrede  Eritrea, hvor DSU havde gang i et projekt, der skulle gøre det østafrikanske land til et bedre land. Det lykkedes ikke helt: forholdene i Eritrea blev kun værre, og da han kom tilbage til Aalborg, blev fokus rykket fra det internationale til det lokale. 

I efteråret 1997 stillede han for første gang op til byrådsvalget. Kampagnelederen var senere minister Rasmus Prehn, og i valgkampen gik de til kamp for bedre forhold for unge. 

Der skulle etableres flere spillesteder, og så skulle Aalborg have en boliggaranti for alle unge, der flyttede til byen for at studere. Hele DSU - inklusive den nuværende statsminister - tog del i valgkampen, der endte som en succes. Garantien om ungdomsboliger blev virkelighed og har givet haft betydning for universitetets fremgang. 

Dengang var det ikke normalt med yngre kandidater hos S, byrådsgruppen var et modent foretagende, og Thomas Kastrup-Larsen blev modtaget med nogen tvivl. 

Muligvis fordi han stak noget ud og mere lignede en, der var på vej til koncert på yndlingsspillestedet 1000Fryd end en, der skulle til byrådsmøde. Dengang - og nu - var musik en lidenskab for Thomas Kastrup-Larsen, og han er stadig jævnligt at se til koncerter rundt omkring i byen.

Faktisk var tøjstilen så politisk ukorrekt, at flere af hans kollegaer måtte minde ham om, at der også i det gamle arbejderparti eksisterede en - godt nok uofficiel - dresscode: Skulle man til tops, skulle skjorten som minimum stryges. 

Det begyndte han så på - i første omgang godt nok kun forsiden - og med stadig stigende sikkerhed i tøjvalget. 

Det ældste billede af Thomas Kastrup-Larsen i Nordjyskes elektroniske arkiv.  <i>Foto: Grete Dahl</i>

Det ældste billede af Thomas Kastrup-Larsen i Nordjyskes elektroniske arkiv.  Foto: Grete Dahl

I byrådet blev han hurtigt en af dem, der blev bemærket. Især internt i gruppen, hvor han kun var menigt medlem i to perioder.  

Der blev talt om, at han kunne være en oplagt folketingskandidat for partiet, men på det tidspunkt var der ingen rigtigt attraktive opstillingskredse ledige, og derfor blev valget Aalborg fremfor Christiansborg. Landspolitik er stadig en mulighed, men som borgmester har Thomas Kastrup-Larsen koncentreret sig om Aalborg og Nordjylland, og når han har markeret sig i national politik, har det oftest været inden for et emne, der har haft konsekvenser for Aalborg.

Fuldtidspolitiker i 2007

I 2007 blev han  fuldtidspolitiker, og sagde derfor farvel til jobbet som afdelingsleder i partiets oplysningsforbund, AOF. Han blev rådmand for sundhed og kultur, og allerede efter få år lignede han en oplagt afløser for daværende borgmester Henning G. Jensen.

Thomas Kastrup-Larsen fotograferet få måneder at han i 2014 overtog borgmesterkontoret på Boulevarden.  <i>Arkivfoto: Grete Dahl</i>

Thomas Kastrup-Larsen fotograferet få måneder at han i 2014 overtog borgmesterkontoret på Boulevarden.  Arkivfoto: Grete Dahl

I 2013 blev han uden stridigheder eller kampvalg udnævnt til partiets borgmesterkandidat, og 2. januar 2014 lagde han et billede på Facebook af sin nye arbejdsplads. Nemlig borgmesterkontoret på Boulevarden, der også dengang var indrettet temmelig tungt med aldrende mahognimøbler. 

Her er der ikke sket meget nyt, men det er der til gengæld i byen udenfor. 

Gennem de 25 år, Thomas Kastrup-Larsen har været i byrådet, har han haft stor, stor indflydelse på byens udvikling - formentlig ikke overgået af nogen anden - og den udvikling har været nærmest revolutionær.

Ikke at Kastrup-Larsen har bestemt det hele, men betydelig indflydelse har han haft.

Omtrent 450 byrådsmøder har han deltaget i, og Aalborg er ganske enkelt en anden by end den by, der var, da han for første gang deltog i et byrådsmøde tilbage i januar 1998. Da var han bare 24 år, og Aalborg var stadig de brune værtshuses by, cafeerne kunne tælles på en hånd, og skorstenen på Nordkraft var byens skyline.

Dengang var det en arbejderby, i dag er cirka hver femte indbygger studerende. Dengang var der god plads på havnen - det er der ikke i dag, hvor der kun vanskeligt kan klemmes endnu en glasfacade ind.

I løbet af de 25 år er Aalborg blevet større og rigere, Nordkraft er blevet kultur, og hvor meget af det, der skal tilskrives det socialdemokratiske styre, er der ingen, der ved. 

Han har også spillet en stor rolle i beslutningen om, at det nu ligner en sikker sag, at der kommer en 3. Limfjordsforbindelse via Egholm.  I øvrigt en forbindelse, som han tidligere var modstander af. For engang mente Thomas Kastrup-Larsen, at det ville være en skam at bygge motorvej på Limfjordsøen, men da flertallet i partiet - og i andre partier - mente noget andet,  valgte han at respektere beslutningen og i stedet arbejde for motorvejen. 

Sådan er politik, og kan man ikke leve med at gå på kompromis indimellem, er det en umulig branche at være i.

Stopdato

Spørgsmålet er så hvor længe, han fortsætter i politik. 

Flere gange har han sagt, at der er en slutdato på hans politiske karriere, men er aldrig kommet det nærmere.  

Hvornår han tager sidste dag på kontoret, bestemmer han selvfølgelig selv, men i partiet håber de fleste, at han tager endnu en periode. De seneste uheldige sager har ikke rokket ved hans position internt i partiet. 

For Aalborg er en vigtig by for Socialdemokratiet, og et tab af borgmesterposten her vil gøre ondt. Dels fordi byen nærmest altid har stemt rødt - om to år har S regeret i Aalborg i 100 år - dels fordi Aalborgs udvikling passer perfekt ind i partiets udvikling. 

Bliver det den sidste tid som borgmester, skal partiet på jagt efter en arvtager, og det bliver ikke nogen let opgave. Noget oplagt bud på en arvtager er der nemlig ikke i byrådsgruppen.

Men at være borgmester er et opslidende job. Nok er årslønnen høj - omkring halvanden million kroner - men timelønnen er knapt så prangende. Thomas Kastrup Larsen har arbejdet rigtig meget, men det er ikke kun de mange og lange arbejdsdage, der slider.

Det gør også den indimellem hårde og personlige kritik, især på de sociale medier. At blive hårdfør og ligeglad med de voldsomme anklager kan lyde nemt, men virkeligheden er en anden.  

I december 2021 sygemeldte han sig med stress og var væk fra kontoret en måned. 

Især de seneste to år har været hårde for borgmesteren. Første og største nedtur var kommunalvalget i 2021, hvor hans personlige stemmetal blev halveret - godt nok fra et rekordhøjt niveau - og Socialdemokratiet mistede det absolutte flertal. Det blev forsøgt bortforklaret på mange måder, men aldrig på en måde, der overbeviste nogen om, at det ikke var et valgnederlag.  

Senere er en række dårlige sager dukket op i medierne - især i nærværende medie. Først var der sagen om dårlig håndtering af en sag om penge mellem kommunen, en lokal storentreprenør og Socialdemokratiets afdeling i Aalborg.  

Nordjyske har siden beskrevet flere sager med kritisable forhold i forvaltningen, der har ført til blandt andet en intern revisionsundersøgelse, en sag hos Ankestyrelsen og nye retningslinjer for alkohol til arrangementer for personalet.

Men trods sagerne vakler stolen aldeles ikke under borgmesteren. Opbakningen i både partiet og fra flertallet af byrådet er der ikke rokket ved - herfra er holdningen nærmere, at Thomas Kastrup-Larsen er udsat for hetz.

Privat er Thomas Kastrup-Larsen forlovet og har tre børn fra et tidligere ægteskab. Han dyrker chilier og er fodboldfan.

Fødselsdagen fejres under private former.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.