Hunde

Stjålet foran børnehaven: Kommer Bølle hjem til jul?

Pia Jensen nåede kun at have sin hund i godt en uge

Pia Jensen har mistet Bølle efter blot ni dage. Han blev stjålet ude foran hendes søns børnehave.
Pia Jensen har mistet Bølle efter blot ni dage. Han blev stjålet ude foran hendes søns børnehave. Privatfoto

Opdateret 12. december 2022 kl. 12:32

SULSTED: 28-årige Pia Jensen fra Sulsted og hendes 4-årige søn var overlykkelige, da de på novembers sidste dag hentede hundehvalpen Bølle dér, hvor han blev født.

12 uger gammel skulle den lille hundehvalp med dem hjem og sprede glæde.

Bare ni dage senere er glæde vendt til gråd. For meget tyder på, at den lille hundehvalp, som er en blanding mellem en bomuldshund og en shih tzu, torsdag eftermiddag blev stjålet foran børnehaven Blåhvalen i Sulsted.

Vidner så yngre kvinde

Her stod den lille hund bundet i ganske få minutter, mens Pia Jensen var inde for at hente sin søn.

- Jeg gik ind kl. 15, og kl. 15.05 var vi ude igen. Da var hunden væk, fortæller Pia Jensen.

Hun troede ikke sine egne øjne, men flere vidner har forklaret, at de så en yngre kvinde tage hunden op i favnen og gå med den i retning af Dagli'Brugsen på Elkærvej, hvor der også er et busstoppested i nærheden.

Pia Jensen har siden tyveriet af Bølle kontaktet både Nordjyllands Politi, Dansk Hunderegister, Dyreværnet og forskellige dyreinternater.

Derudover har den ordblinde VUC-studerende kvinde fået hjælp til at efterlyse lille Bølle i talrige grupper på Facebook, hvor hun også delte sit telefonnummer.

Ingen tip - masser af kritik

Ingen har dog ringet hende op med brugbare tip. Derimod har der været travlt i kommentarsporet på de mange Facebook-opslag på en måde, der har chokeret den ulykkelige hundeejer.

Selv om mange udtrykker deres medfølelse, er der også mange, der bebrejder hende for at have efterladt Bølle ude i kulden foran børnehaven.

- Men jeg var jo kun væk i få minutter, konstaterer en ulykkelig Pia Jensen.

Andre mener i kølvandet på tyveriet af hendes lille hvalp, at hun burde miste retten til at have dyr.

- Jeg har kun fået lort tilbage. Rigtig mange sviner mig til, forklarer hun.

Hvordan påvirker det dig?

- Det er hårdt, og jeg er ked af det. Jeg græder rigtigt meget, og jeg har selvfølgelig selv været ude at lede efter ham. Det er hårdt det hele lige nu, fortæller Pia Jensen.

- Han skal bare hjem

Lørdag gik hun ned i den lokale brugs for at høre, om de havde set noget.

- Men de kunne ikke få adgang til deres overvågningsbilleder, fordi chefen ikke var på arbejde, fortæller Pia Jensen.

Midt i stormen af kritik håber hun stadig på, at hun får brugbare tip om Bølles skæbne, så julefreden kan sænke sig.

- Han skal bare hjem, lyder håbet fra den ulykkelige hundeejer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden