Nej til reklameskilte
Udvalg delt i sag om sponsorer - ønsker en generel drøftelse
BRØNDERSLEV: Der bliver ikke umiddelbart givet tilladelse til, at der kan sættes en bandebane til fodbold med reklameskilte fra Spar Nord op på legepladsen på Hedegårdsskolen i Brønderslev. Det havde Forældreforeningen på Hedegårdsskolen og Thise Skole søgt om.
- Det siger vi nej til. Vi er delt på det, hvor vi er fire, der siger nej, og tre, der siger ja, siger Peter H. S. Kristensen, der selv er med blandt nej-sigerne sammen med to andre S-medlemmer og et fra SF, mens ja-sigerne er Venstres medlemmer.
Begrundelsen for nej’et ligger i, at byrådet har vedtaget en politik på området.
- Det er, fordi der er en modydelse i det. Vi har tidligere haft den diskussion oppe med finansieringen af legepladser, hvor man ville have reklamer op, siger Peter H. S. Kristensen.
Ønsker generel drøftelse
Der står i kommunens principper for sponsorering, at sponsorer ikke kan kræve modydelse.
Spørgsmålet er nu, om det kan betragtes som en modydelse, at man skal hænge et skilt op.
Udvalgets medlemmer var til gengæld enige om, at de ønsker en principiel drøftelse af sponsorprincipperne i byrådet.
- Det er fint at diskutere, hvad vi forstår ved modydelser. Og hvis vi åbner op for det, skal vi også se på, om der er etiske spilleregler for, hvad man kan reklamere for, og hvad man ikke kan reklamere for. Vi ønsker en principiel afgørelse, vi skal ikke sidde og have den diskussion i udvalget hver gang, mener Peter H. S. Kristensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.