Ni tunge trafiksyndere
Politi fandt fejl på flere lastbiler
MORS: 26 af de tungeste trafikanter blev ved hjælp af motorcykelbetjente vinket ind til kontrol på rastepladsen ved Sundby på hovedvej 26 sidste torsdag. Ni af dem havde fejl og mangler, som udløste en rapport og et efterspil for vognmænd og chauffører.
- Det svarer nogenlunde til, hvad vi havde forventet at finde. Værst er fejl på bremserne. Vi havde fem sættevogne oppe til test på vores bremsestand. En af dem bestod ikke og må til syn. Desuden testede vi et traktorvogntog, hvor bremserne ikke var gode nok på påhængsvognen, fortæller politiassistent Peter Lindholt, Tungvognscenter Nord i Aalborg.
På det pågældende sted er det tilladt at køre op til 90 kilometer i timen, men vejstrækningen er ikke motortrafikvej, så svinetransporter med traktorer må køre hen til Vilsundbroen. Politiet havde koordineret indsatsen, så der også deltog tre medarbejdere og udstyr fra Tungvognscenter Øst i Greve, som er det eneste i landet, der har en rullende bremsestand.
- Vi udtager ikke alle standsede køretøjer til bremseprøver, da det er temmelig tidkrævende. Det beror på et skøn og på de praktiske muligheder, siger politiassistenten.
Kun tre af de standsede køretøjer var udenlandske. Tre chauffører blev noteret for overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelserne. Politiet vejer også køretøjerne, og et vogntog havde overlæs på totalvægten.
- Der blev stoppet en varevogn, hvor vi måtte sigte chaufføren for at køre i frakendelsestiden. Desuden standsede vi en traktor, hvor føreren ikke havde kørekort, siger Peter Lindholt.
Tungvognscenter Nord planlægger kontrollerne i sit geografiske område og koordinerer med Øst omkring den rullende bremsestand.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.