Nibe går til filmen
Ole Bornedal er vendt hjem til sin fødeegn for at lave en sort komedie, der udspiller sig i en mindre jysk provinsby
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:37
FILM: Børglum, Aalborg og Frederikshavn har prøvet det med henholdsvis julekalenderne ”Ludvig og Julemanden” fra 2011 og ”Tvillingerne og Julemanden” fra 2013 samt politidramaet ”Norskov” fra 2015: at være centrum for danske tv- og filmproduktioner. Og nu er det Nibes tur. I disse dage optages scener til spillefilmen ”Dræberne fra Nibe” i den lille købstad sydvest for Aalborg.
Det er instruktøren Ole Bornedal, der har valgt at henlægge handlingen i sin nye film til sin fødeegn, og det er der mindst to grunde til.
- Det har naturligvis haft indflydelse, at vi havde mulighed for at få støtte fra Den Vestdanske Filmpulje, hvis vi lavede filmen uden for København. Men nu er jeg jo født i Nørresundby og fik lyst til at komme tilbage og lave film, hvor jeg er født og opvokset. Her fik jeg øje på Nibe med det fantastiske fjordmiljø, som jeg også husker, fra da jeg var barn. Hvornår har man sidst set det udfoldet i dansk film? Desværre er det jo meget sjældent, at dansk film kommer her op til Nordjylland, siger Ole Bornedal.
Går helt galt
Vi husker ham senest fra den omdiskuterede tv-serie ”1864”. Med ”Dræberne fra Nibe” er han i en helt anden boldgade. Det er en sort komedie om to jyske håndværkere, der er kørt sur i deres respektive ægteskaber. I en brandert hyrer de en russisk lejemorder til at tage livet af deres koner. Et projekt, der naturligvis går helt galt.
- Det er en komedie af den lidt mere slagfærdige slags, vil jeg sige. Men med et tema, vi alle sammen kan genkende. Filmen handler om parhold og om ægteskabet, når det begynder at gå lidt skævt. Her går det bare meget, meget skævt, siger Bornedal.
Og her kunne Nibe så lige repræsentere udkantsdanmark, befolket af smådumme håndværkertyper, eller hvad?
- At lave film i en lille by giver en særlig tone, man ikke ser så tit på dansk film. Og jeg syntes, det ville være for kedeligt at lave filmen i Tikøb eller Hørsholm. Det måtte gerne være et sted, der ikke er for overbelyst, så vores to håndværkere kunne gå og tjene gode penge på sort arbejde uden at blive opdaget. Men det er bestemt ikke en film, der skal bekræfte fordomme om dumme jyder, siger instruktøren.
Altid lavet komedier
Han har sin vane tro selv skrevet manuskriptet til filmen, faktisk har han haft det liggende i flere år, før det nu endelig realiseres. Om det at lave en komedie siger han:
- Jeg har sådan set altid lavet komedie. Jeg startede med at lave satire på tv og har også lavet tv-serien ”Charlot og Charlotte”. Nu har jeg været væk fra det nogle år, men det har altid faldet mig naturligt at arbejde med komedien, og det har været supersjovt at få udfoldet det komiske talent, som de fire hovedskuespillere ubestrideligt indeholder.
For Aalborgs kulturrådmand Mads Duedahl (V) er filmoptagelserne i Nibe et bevis på, at Aalborg Kommunes årlige bidrag på cirka 600.000 kroner til Den Vestdanske Filmpulje betaler sig.
- Ikke fordi vi tror, at turisterne vil strømme til Nibe, når filmen har haft premiere, men fordi Nibe, der i forvejen er en fremragende kultur- og foreningsby, kan få endnu mere selvtillid og identitet ud af at være en del af en stor dansk spillefilm.
- Jeg forventer ikke, at vores bidrag til filmpuljen betyder, at hver anden dansk spillefilm skal optages i Aalborg. Det er mindst lige så vigtigt, at vi dermed understøtter det stærke miljø, vi i Aalborg har for produktion af blandt andet film og computerspil på græsrodsniveau, siger rådmanden.
På rekordtid
”Dræberne fra Nibe” er produceret af Miso Film, der også stod bag ”1864”. Filmen har et budget på 22 mio. kr., hvilket er meget normalt for en dansk spillefilm.
Til gengæld er filmen kommet i kassen på rekordtid. Når de sidste scener er optaget i starten af næste uge, er der kun gået fem og en halv uge, siden optagelserne startede i et filmstudie i København. Det er dog ikke for at spare penge, men fordi skuespillere som Nicolas Bro og Ulrich Thomsen er travle folk, som hurtigt skal videre til nye opgaver.
Filmen ventes at få premiere 25. december.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.