Nordjyske mener

Vi plejer ikke at prale – men nu gør vi det lige lidt

Michelinstjerner er ikke bare pral – de sætter Nordjylland på landkortet med smag, substans og udsigt til vækst

Mette Rask Bentzen er redaktionschef hos Det Nordjyske Mediehus.
Mette Rask Bentzen er redaktionschef hos Det Nordjyske Mediehus. Foto: Martél Andersen

Opdateret kl. 12:40

Der er dem, der trækker på skuldrene og spørger, hvad vi egentlig skal med sådan noget michelin-pjat heroppe. Små retter, store glas og franske præmier - er det overhovedet noget for os?

Men nu er det os, der står med stjernen i hånden. I Nordjylland. Og det skal vi ikke bare være glade for. Det skal vi være stolte af. 

For når Tri i Agger, Villa Vest i Lønstrup og Alimentum i Aalborg i denne uge blev hædret med stjerner, er det ikke bare en anerkendelse af maden. Det er et skulderklap til hele regionen. 

Til ambitionerne, til råvarerne og til viljen til at skabe noget, der rækker langt ud over postnummeret.

Det er naturligvis en sejr for restauranterne, men også for hele Nordjylland. Og selv hvis man normalt ikke går op i, hvad der bliver serveret i små portioner på store tallerkener, så bør man spidse ører: 

For en Michelinstjerne betyder mere, end du måske tror.

Jeg ved godt, at det for nogen kan lyde lidt fisefornemt. Men stjernen er ikke bare en kokette fjer i hatten – det er en blåstempling, som kan sætte gang i udvikling, turisme og identitet. 

Restauranter som Alimentum, Tri og Villa Vest er ikke kun kulinariske fyrtårne. De er levende visitkort, som lokker gæster til fra hele landet og udlandet, og som leverer en fortælling om Nordjylland som et sted med kvalitet, kant og karakter.

Michelin-effekten er reel. Allerede få timer efter offentliggørelsen havde Alimentum fået knap 200 nye bookinger. Tirsdag formiddag var der udsolgt tre måneder frem. 

Det skaber omsætning, arbejdspladser – og grobund for vækst i både Aalborg og oplandet. Når gæsterne først har nydt en menu i Løkkegade, skal de også sove, shoppe og måske tage videre ud til kysten, hvor Villa Vest serverer gourmet med udsigt til Vesterhavet.

Og så er der stoltheden. Det, der betyder noget for vores selvforståelse. 

At en restaurant i vores baghave kan måle sig med verdenseliten vidner om, at Nordjylland kan og vil. Om råvarer fra lokal jord, om vilje til fornyelse, og om at ambitioner og verdensklasse sagtens kan have base uden for hovedstadens centrum.

Vi skal derfor ikke rynke på næsen ad gastronomiske priser. Vi skal ranke ryggen. Og vi skal bruge stjernerne som anledning til at satse endnu mere på det, vi er gode til: autentiske oplevelser, bæredygtige initiativer og oplevelser, der er værd at rejse efter.

Tillykke til Alimentum, Tri og Villa Vest – og til hele Nordjylland. Det smager af mere.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden