21-årig kendt skyldig i hammerdrab på sin far
Retten i Hjørring afgjorde fredag eftermiddag, at der ikke var tale om nødværge, da en 21-årig mand dræbte sin far

Arkivfoto: Hans Ravn
HJØRRING:Det var overlagt drab, da en 21-årig mand slog sin 53-årige far brutalt ihjel med en hammer 24. juli sidste år på Lonesvej i Hjørring.
Det har et enigt nævningeting ved Retten i Hjørring afgjort fredag eftermiddag.
Den 21-årige har ved et tidligere retsmøde erkendt, at han flere gange slog sin far med en hammer og efterfølgende strammede et bælte om hans hals.
Han har dog hele tiden hævdet, at der var tale om nødværge - altså selvforsvar, fordi faren startede med at angribe ham ved at tage fat om den 21-åriges hals i raseri over at have fundet en joint og noget kokain i sønnens jakkelomme.
Men den forklaring valgte retten at se bort fra.
Retten mente ikke, at der var bevis for, at faren havde angrebet sin søn på en måde, der kunne retfærdiggøre den vold, den 21-årige udsatte sin far for. Og derfor afviste retten også, at der var tale om nødværge.
Under retssagen er det kommet frem, at faren blev dræbt med 14 slag i hovedet og efterfølgende kvalt med et bælte.
Retten fandt det bevist, at den 21-årige havde fortsat volden og efterfølgende havde strammet et bælte om hans hals, selvom faren lå på gulvet. Og volden var så voldsom, at retten fandt, at den 21-årige havde været klar over, at volden med stor sandsynlighed ville dræbe den 53-årige.
Den 21-årige har tidligere fortalt om et anstrengt forhold mellem ham og sin far, som eskalerede efter forældrenes skilsmisse. I særligt tre voldelige episoder havde den 21-årige oplevet, hvor rasende hans far kunne blive.
Den vold, den 21-årige hævdede lå forud for drabet 24. juli sidste år, mente retten dog ikke var begrundelse nok til, at den 21-årige havde grund til at frygte for sit liv
Retten lagde desuden vægt på, at ingen andre vidner kunne bekræfte, at den 21-årige tidligere havde været udsat for vold af sin far, og at den 21-årige ikke valgte at flytte væk hjemmefra, selvom han blev tilbudt at bo hos sin mor.
Hvilken straf den 21-årige skal have for drabet på sin far afgøres onsdag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.