Massevaccinationer holder stik: - Det er en stor dag
Et stort eksperiment med massevaccinationer afprøves fredag i hele landet, hvor i alt 35.000 mennesker vaccineres

Medicinstuderende Laura Hald giver Susanne Frandsen, der har en lungesygdom, et stik med coronavaccinen. Foto: Henrik Louis
Fredag vaccineres omkring 5000 personer i Nordjylland i det, der er en generalprøve på vaccinationsprogrammet i hele landet.
Halvdelen af de nordjyske doser gives på Håndværkervej i Aalborg, hvor det hele blev skudt i gang fra morgenstunden.
- Det er dejligt endelig at blive vaccineret. Det har jeg ventet på, så det er en stor dag, siger Carina Hedberg Redder, der er levertransplanteret.
- Jeg får noget immundæmpende medicin, som gør, at jeg er kommet lidt frem i køen.
Hun ser frem til, at mange bliver vaccineret, så nordjyderne kan få en mere normal hverdag med børn i daginstitutioner og skoler og forældrene på job,

Carina Hedberg Redder modtager det længe ventede stik. Foto: Henrik Louis
Landsdækkende generalprøve
Det er ikke kun i Region Nordjylland, at der fredag bliver stukket på livet løs.
Mens 2500 bliver vaccineret på Håndværkervej, får yderligere 1500 borgere et stik i Hjørring i Bagterphallen, ligesom omkring 1000 medarbejdere vaccineres på Aalborg Universitetshospital.
Fordelingen af 35.000 vacciner fredag
- Region Nordjylland: 5000
- Region Midtjylland: 9200
- Region Syddanmark: 9000
- Region Sjælland: 5480
- Region Hovedstaden: 5000
For Region Nordjylland er målsætningen at kunne vaccinere 10.000 borgere dagligt. For at få det til at gå op kommer der til at være op mod 12 vaccinationssteder i regionen.
Regeringens målsætning er, at op mod 400.000 danskere dagligt skal vaccineres fra marts.
Kapaciteten tryktestes
For at kunne nå i mål med ønsket om at vaccinere op mod de 10.000 nordjyder om dagen, skulle kapaciteten testes på Håndværkervej.
Men kø eller ventetid var der ikke meget af. Det sørgede et helt nyt setup for, forklarer Tina Beith, der er driftsleder for test- og vaccinecentre i Region Nordjylland.
- Vi har målt på vores setup og på den måde optimeret processen herude. Tidligere har der været båse, hvor den enkelte både skulle trække en dosis op og bagefter vaccinere selv, men nu sidder der én og trækker op til to eller flere, som så vaccinerer. På den måde har vi næsten lavet en halvering af tidsforbruget.
Det er hovedsageligt studerende fra medicin, medicin med industriel specialisering, bioanalyse og fysioterapistudiet, der giver vaccinerne på Håndværkervej.
Region Nordjylland har aftaler med seks steder, som er velegnede til massevaccinationer:
- Mariagerfjord Kommune: Hobro Idrætscenter
- Aalborg Kommune: Aalborg Kongres- og Kulturcenter (til og med 14. marts) samt Håndværkervej 24c, Aalborg
- Vesthimmerlands Kommune: Messecenter Vesthimmerland
- Thisted Kommune: Munkehallen
- Hjørring Kommune: Bagterphallen
- Frederikshavn Kommune: Arena Nord
På vaccinationssteder i Rebild, Morsø, Jammerburg, Brønderslev og Læso vil åbningstiderne variere efter behov, oplyser regionen.
Udvalgte grupper vaccineret
Modtagerne af vaccinerne fredag i Nordjylland hører til målgrupperne tre til seks. Få overblikket over grupperne på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
En af dem, der hører til de udvalgte grupper, er Susanne Frandsen. Hun har en lungesygdom og er samtidig sygeplejerske.
- Jeg har glædet mig, for jeg har gået meget isoleret i et år, siger hun. Og det kan ses på hendes jakke, hvor der siddet et blåt badge, som beder andre om at holde afstand.
Susanne Frandsen forklarer, at hun har haft en lille coronaboble, og at hendes arbejdsplads har omplaceret hende, så hun kunne sidde i en lille enhed og holde afstand.

Susanne Frandsen har været isoleret i næsten et år. Foto: Henrik Louis
Covid-19-chef er tilfreds
Selve generalprøven på vaccineprogrammet begyndte klokken otte fredag morgen. Og foruden at få de 2500 nordjyder vaccineret, bliver der også set på, hvor der kan optimeres i processen.
Det siger Jan Nybo, der er overlæge og chef for covid-19-indsatsen i Region Nordjylland.
- Ønsket er, at vi får testet hele vores setup, fra man ankommer, til man bliver vaccineret, til man bliver overvåget, og til man tager hjem igen. Det skal forløbe godt og smidigt og uden al for meget ventetid, og det gjorde det, da NORDJYSKE snakkede med ham fredag morgen:
- Det går rigtig, rigtig godt indtil videre. Det er dejligt, at folk kommer. Der er fuldt booket, og folk er i godt humør, så jeg tror, det bliver en rigtig god dag.
De doser af vaccine, som der fredag bruges, kommer fra ugens leverancer, som man har gemt til sidst på ugen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.