Retssager

Skal du have penge tilbage fra DR? Det får vi snart svaret på

En langvarig retssag nærmer sig en afgørelse, efter EU-Domstolen har forhandlet den mundtligt

Var det ulovligt, da der blev opkrævet moms af licensen? Det får vi et fingerpeg om til efteråret.
Var det ulovligt, da der blev opkrævet moms af licensen? Det får vi et fingerpeg om til efteråret. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:31

En retssag, der bliver kaldt for danmarkshistoriens største gruppesøgsmål, er nu kommet et vigtigt skridt videre på vejen mod en afgørelse. Det skriver Finans.

Det er Foreningen Kræv Licensmoms Tilbage, der på vegne af 282.813 danskere for efterhånden seks år siden sagsøgte DR med krav om tilbagebetaling af momsen på licensen over en 10-årig periode.

12. september kommer EU Domstolens generaladvokater med en udtalelse i sagen, hvorefter den skal behandles i Østre Landsret, og udtalelsen fra generaladvokaterne vil være en god ledesnor for, hvordan sagen falder ud.

Det siger advokat Claus Holberg fra advokatfirmaet DLA-Piper, der fører sagen for foreningen, til Finans.

Ifølge ham har EU-Kommissionen bakket op om, at DR i årevis ulovligt opkrævede moms af licensen, og man står med gode muligheder for at vinde sagen. Hvis det sker, vil foreningens medlemmer kunne få tilbagebetalt op mod 5000 kroner, alt afhængig af i hvor høj grad en dom falder ud til foreningens side.

Sagen tog sin begyndelse for seks år siden, men har huseret i retsvæsenet i længere tid. I begyndelsen fordi sagen blev henvist til førstebehandling i Østre Landsret, fordi det er en principiel sag. Herefter skulle der forhandles med Østre Landsret om at få sagen henvist til EU-Domstolen.

Senere trak sagen yderligere ud, fordi foreningen indgik en procesaftale med Skatteministeriet og DR, så DR er ude af sagen, der nu føres mod Skatteministeriet. Det skete, fordi DR som sådan ingen andel havde i beslutningen om, at der blev opkrævet moms af licensen; det gjorde DR på vegne af Skatteministeriet.

Efterfølgende skulle nogle spørgsmål i sagen forhandles ved EU-Domstolen, inden der altså til september kommer en udtalelse fra generaladvokaterne.

Der er ifølge Finans yderligere to lignende sager, hvor der er anlagt et gruppesøgsmål for at få momsen af licensen betalt tilbage, og det er kun dem, der er del i de søgsmål, der kan forvente at få penge tilbage, hvis dommen falder ud til sagsøgernes fordel.

Skatteministeriet afviser, at licensmomsen er blevet opkrævet ulovligt.

Det handler sagen om

EU-domstolen er af Østre Landsret blevet forelagt tre spørgsmål

Spørgsmål 1 drejer sig om, hvorvidt den undtagelsesordning, som fremgår af momssystemsdirektivets artikel 370 – og som blev indsat i 1978 – giver Danmark ret til at lægge moms på licensen, selvom licensen ikke udgør et vederlag for at modtage TV (men derimod må betragtes som en afgift).

Spørgsmål 2 drejer sig om, hvorvidt Danmark fortsat har kunnet lægge moms på licensen efter, at man i 2006 udvidede licenspligten fra ”fjernsynsapparat” til ethvert apparat, der kan modtage billedprogrammer (dvs. også smartphones og computere).

Spørgsmål 3 drejer som, hvorvidt Danmark fortsat har kunnet lægge moms på licensen, når licensmidlerne for delvist er blevet anvendt til at finansiere andre formål end DR/TV2-regionerne.

Den er disse tre spørgsmål, der blev mundtligt forhandling for EU-domstolen.

Foreningen Kræv Licensmoms Tilbage blev støttet af EU-kommissionen, der også mener, at der er tale om ulovlig udvidelse af undtagelsesordningen, og at Danmark derfor ikke lovligt har kunnet opretholde moms på licensen baseret på den undtagelse, Danmark fik i 1978.

Den danske regering, der indtager det modsatte synspunkt, blev støttet af den franske regering, der også var mødt op for at afgive mundtligt indlæg. Sagen er nu udsat til 12. september 2024, hvor generaladvokaten kommer med sin udtalelse om sagen. Herefter vil EU-domstolen afsige dom om de tre forelagte spørgsmål og sende sagen tilbage til Østre Landsret, der herefter skal afgøre sagen endeligt.

Foreningen Kræv Licensmoms Tilbage

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden