Anne Dorthe har nisser fra gulv til loft: Kom med indenfor i hendes imponerende dagligstue

To år i træk fyldte hun en bil kun med nisser. De var jo på tilbud, som den juleglade nordjyde selv siger det

Anne Dorthe fik sin første nisse for omkring 20 år siden. Det var årets nissepar 2005. Derefter tog det fart, og i dag er samlingen så stor, at hun ikke længere har tal på, hvor mange nisser hun ejer. Foto: Martin Damgård

FJERRITSLEV:Hun starter mellem tre og fem uger i forvejen og bruger tre til seks timer om dagen på at pynte, indtil stuen er forvandlet til et sandt nisseparadis.

De står i skabe og vindueskarme og på hylder, vægge, møbler og gulvet. Bare i år er der kommet 60 nye til, hvoraf to af dem måler knap en meter.

Ja, faktisk er nisserne overalt i 55-årige Anne Dorthe Duts stue i Fjerritslev.

- Jeg tænker, jeg har tusind. Der er i hvert fald rigtig mange, siger hun.

Oveni kommer de perlenisser, hun selv producerer "i galskab", som den juleglade nordjyde kalder det.

- Og der er nok lige så mange, griner Anne Dorthe Dut, som er førtidspensionist og kendt af mange fra lokalområdet som "Dut".

De fleste nisser er af mærket Klarborg, og hun ejer efterhånden så mange nisser fra det populære nisse-brand, at mange er gengangere.

- Jeg har jo faktisk flere af nogle slags, fordi jeg har så mange nisselandsbyer. Så mange små nisser findes der jo ikke til, at jeg kan få nok.

I juletiden rydder Anne Dorthe sit hjem for alle de pynteting, der ikke har noget med jul at gøre. Ellers ville der slet ikke være plads til alle nisserne. Foto: Martin Damgård

I juletiden rydder Anne Dorthe sit hjem for alle de pynteting, der ikke har noget med jul at gøre. Ellers ville der slet ikke være plads til alle nisserne. Foto: Martin Damgård

De er på gulvet, på væggene og i loftet. Anne Dorthe har nisser overalt i sin dagligstue. Foto: Martin Damgård

De er på gulvet, på væggene og i loftet. Anne Dorthe har nisser overalt i sin dagligstue. Foto: Martin Damgård

Fyldte bilen med nisser

Anne Dorthe fik sin første nisse i en julegave for omkring 20 år siden. Det var årets nissepar 2005 fra Klarborg, og man kan vist godt sige, at det var kærlighed ved første blik.

I dag, omkring 20 år senere, er det ene nissepar blevet til stort set alle, der findes på markedet, og hvert år udvides familien med dem, der siden er kommet til. Anne Dorthe vil ikke nøjes.

- I år har jeg fået knap 60 nye Klarborg-nisser. Jeg havde nogle gavekort, og så havde jeg lavet lidt opsparing. For jeg skal jo have nye hvert år, når der kommer nyheder, fortæller hun.

- Og så er der alle års-nisser, års-snemænd og alverdens ting. Det skal jeg jo følge med i. Jeg skal have det hele.

Hun holder mest af sine Klarborg-nisser, som hun ofte køber, når de er på tilbud. To gange har hun udvidet sin samling så meget, at hun købte nisser nok til at fylde både bagagerum og bagsædet op.

- De to år gik det fuldstændig amok.

Det er langt fra et endagsprojekt at pynte dagligstuen i Fjerritslev. Anne Dorthe bruger hvert år mellem tre og fem uger på den imponerende udstilling. Foto: Martin Damgård

Det er langt fra et endagsprojekt at pynte dagligstuen i Fjerritslev. Anne Dorthe bruger hvert år mellem tre og fem uger på den imponerende udstilling. Foto: Martin Damgård

Anne Dorthe er en kreativ sjæl. Hun laver selv mange af sine nisser i perler. Foto: Martin Damgård

Anne Dorthe er en kreativ sjæl. Hun laver selv mange af sine nisser i perler. Foto: Martin Damgård

Pladsmangel

Hun passer godt på de små finurlige væsner med røde huer, og når de ikke står til udstilling i hendes hjem, er de nøjsomt pakket ned i et opbevaringsrum 40 minutters kørsel fra hendes eget hjem, som Anne Dorthe har lejet til nisserne, fordi hun ikke længere har plads til dem derhjemme.

Selvom det hvert år bliver til mange penge for opbevaring af nisserne, der kun kommer frem ved juletid og bliver pakket ned igen kort efter, er hver en krone det hele værd for Anne Dorthe.

- Jeg lever næsten for mine nisser. Det kan jeg love dig, siger hun.

Derfor bliver alle hendes øvrige pynteting også pakket ned, når november nærmer sig. Kun på den måde kan der blive plads til alle nisserne.

- Jeg kan faktisk ikke se en ting lige nu, som jeg ellers har til at stå fremme til hverdag udover TV-boksen, fortæller Anne Dorthe om sin stue.

Anne Dorthe har også pyntet sit hjem med lyskæder. Hun gætter på, at hun bare i stuen har 50 af dem. Foto: Martin Damgård

Anne Dorthe har også pyntet sit hjem med lyskæder. Hun gætter på, at hun bare i stuen har 50 af dem. Foto: Martin Damgård

Faktisk er hun så glad for sine nisser, at gæster helst ikke skal røre ved dem, og børnebørnene på tre og fem år får da heller ikke lov til at være alene sammen med dem inde i stuen.

- Jeg er simpelthen så ræd for, at de taber dem eller vælter dem ned.

- Jeg har smadret en af de helt små engang, og jeg var grædefærdig, selvom jeg havde en magen til, fortæller Anne Dorthe.

Anne Dorthe ser ikke nisserne som en investering, og det har hun aldrig gjort. Hun har de små glade figurer, fordi de mest af alt gør hende glad. Foto: Martin Damgård

Anne Dorthe ser ikke nisserne som en investering, og det har hun aldrig gjort. Hun har de små glade figurer, fordi de mest af alt gør hende glad. Foto: Martin Damgård

Glæder sig som et lille barn

Der behøver ikke altid ligge en dyb og særlig årsag til grund for en passion. Anne Dorthes kærlighed til nisser er egentlig ret simpel.

- Det gør mig simpelthen bare glad. Jeg ser jo frem til at få dem frem og glæder mig altid som et lille barn, fastslår hun.

Anne Dorthe synes, nisserne er søde. Og så nyder hun at dele billeder af sin samling i en Facebook-gruppe, hvor folk deler billeder af deres Klarborg-nisser.

- Jeg må indrømme, at når jeg lægger mine op, så er jeg stolt. Indtil videre har jeg ikke oplevet at få nogle kommentarer fra folk, der skriver, at de har lige så mange, siger hun.

Hvem ville ikke være nisse i Anne Dorthes hyggelige julehjem? Foto: Martin Damgård

Hvem ville ikke være nisse i Anne Dorthes hyggelige julehjem? Foto: Martin Damgård

Det er ikke let for Anne Dorthe at udpege sin yndlingsnisse, men mor-og-far-nisserne fra Etly Klarborg er et godt bud. Foto: Martin Damgård

Det er ikke let for Anne Dorthe at udpege sin yndlingsnisse, men mor-og-far-nisserne fra Etly Klarborg er et godt bud. Foto: Martin Damgård

Skepsis

Det er svært ikke at lade sig forbløffe, når man ser billeder fra Anne Dorthes hjem. Det ved hun godt selv, for mange reagerer på samme måde, når de ser nisserne:

"Du er tosset."

"Wow."

"At du gider."

Men man skal ikke dømme for hurtigt.

- De siger jo, at det er fuldstændig overdrevet, men når de så kommer ud og ser det, siger de, at det faktisk er rigtig hyggeligt, siger Anne Dorthe og tilføjer, at hun også har omkring 50 lyskæder hængende i stuen, som gør noget helt særligt for stemningen.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Og selvom familie og venner er skeptiske for, at hun udvider nissefamilien med endnu flere medlemmer, er Anne Dorthe ikke et øjeblik i tvivl.

- Jeg stopper ikke med at købe Klarborg-nisser, understreger hun.

Hvor de skal stå er et helt andet spørgsmål, men Anne Dorthe finder altid en plads.

- Jeg kan få alt til at være her, griner hun.

- I år fandt jeg faktisk ud af, at jeg har masser af plads til at pynte inde under min skænk, der er hævet en smule fra gulvet. Jeg gør alt for at få plads til nisserne.

På længere sigt er planen, at de nisser, som hverken er af mærket Klarborg eller har særlig affektionsværdi, skal sælges til fordel for flere Klarborg-nisser. Lige nu er der pyntet med de gamle nisser inde i computer- og legeværelset.

- Når jeg har nok Klarborg-nisser, til at jeg kan overpynte derinde, skal de gamle gemmes væk eller sælges. Så der bliver jo også masser af plads derinde, pointerer Anne Dorthe.

Hun regner med, at nisserne er pakket ned og gemt væk igen ved starten af februar. Og selvom Anne Dorthe er en sand nisse-elsker, kan hun ikke lade helt være med at glæde sig.

- Men det er mest, fordi jeg så skal til at tælle, hvor mange jeg har, griner hun.

Hos Anne Dorthe varer julen lige til februar. For det tager lang tid og forsigtighed at pakke nisserne ned. Foto: Martin Damgård

Hos Anne Dorthe varer julen lige til februar. For det tager lang tid og forsigtighed at pakke nisserne ned. Foto: Martin Damgård

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.