Astrid vil ikke have børn: - Dybt inde i mig selv har jeg bare ikke lyst

Ordene kommer fra 27-årige Astrid Skov Vanman, der ikke er i tvivl: Hun skal aldrig være mor.

Hun har været sammen med sin kæreste i tre år, og de elsker hinanden, men de er enige om, at de ikke vil have børn, og det har de aldrig villet. Nu er beslutningen endelig: Kæresten, Ahmad, har bestilt tid til sterilisation.

Astrid Skov Vanman er en del af en større og større gruppe af nordeuropæiske kvinder i den fødedygtige alder, der enten ikke vil have børn - eller bare aldrig får det. I mange år har fødselsraterne i Norden været nedadgående, og nu viser en ny undersøgelse fra blandt andre ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed, at faldet i høj grad er et udtryk for, at flere og flere kvinder ikke bare udsætter moderskabet, men helt aflyser det.

Samtidig forventer eksperter færre børnefødsler bredt i Europa den kommende tid på grund af corona-krisen. Ifølge nye tal fra eksempelvis Italiens nationale statistikbureau, Istat, er antallet af fødsler i støvlelandet i december 2020 - ni måneder efter den første lockdown - næsten 22 procent lavere end i december 2019.

Ikke for børn

Ifølge Peter Fallesen, der er forskningsleder ved ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed og medforfatter på førstnævnte studie, er der flere årsager til den faldende fødselsrate. Og de er nærmere sociologiske end biologiske, forklarer han.

- Vi arbejder sammen med forskere fra flere steder i verden - blandt andre Italien, som har en af de laveste rater i den vestlige verden - og deres hypotese er, at der generelt er kommet mere usikkerhed i verden i forhold til for eksempel populisme og klima, og at de emner spiller en større og større rolle i statistikkerne. Og selvom finanskrisen er ovre, kan man ikke udelukke, at den omfordeling, den har skabt i samfundet - i forhold til både beskæftigelse og ressourcer - stadig har en indvirkning, siger Peter Fallesen og fortsætter:

- Hvis man ser på, hvor stor en del generation 18-45 år ejer af samfundskagen, har det også ændret sig. Den ejer mindre i dag, end den gjorde tidligere, og det har skabt nogle bekymringer i forhold til emner som bolig og økonomi, som kan have betydning for, om de vil sætte børn i verden.

De store årsager - særligt klimakrisen - vender vi tilbage til.

I 10 år er kurven kun gået én vej

Siden 2010 er fødselskurven - hvis man kigger på de nordiske lande - stort set kun gået én vej: nedad. Faldet i den første del af 10’erne var forventeligt: Samfundet var stadig knockoutet af en global finanskrise, der lammede store dele af verden i slutningen af 00’erne. Også folks lyst til at få børn.

Fra forskningen ved man, at der historisk er en klar sammenhæng mellem fødselsraten og den økonomiske situation: Når det går godt, får vi mange børn, men når det går skidt, holder vi igen. Især når det gælder beslutningen om at få det første barn.

Eksperterne havde en klar forventning om, at kurven ville vende i løbet af 10’erne. Men det skete ikke. Tværtimod. Så det store spørgsmål er selvfølgelig: Hvorfor bliver den ved og ved med at dykke?

- Det er svært at sige med sikkerhed, men noget kunne tyde på, at vi lige så stille har mistet lysten til at få børn, siger Peter Fallesen, der i den kommende tid skal undersøge årsagerne bag den stigende barnløshed nærmere.

Ingen garanti for kærlighed

Astrid Skov Vanmans kæreste, 31-årige Ahmad Zubir, er faktisk allerede far. I hvert fald rent biologisk. Han har et barn fra et tidligere forhold, som på alle måder var ulykkeligt. Ahmad ønskede aldrig barnet. Forholdet gik i stykker kort efter fødslen, og Ahmad har ikke haft kontakt med sit barn i ti år.

- Det er så mange år siden, og det er slet ikke et tema længere. Hvis han (sønnen, red.) på et tidspunkt gerne vil vide, hvem hans biologiske far er, er han velkommen. Så vil jeg ikke tage afstand. Men jeg var på ingen måde en del af beslutningen dengang, og derfor fylder det slet ikke i mine tanker i dag, siger han.

Astrid og Ahmad er enige om deres beslutning om ikke at få børn, og den bygger på flere overvejelser.

Den simple - og for nogle provokerende - version lyder sådan her og kommer fra Astrid:

- Jeg ved godt, at det er forfærdeligt at sige, når det handler om børn, men det er lidt det samme som med kæledyr: Jeg har en hund, fordi jeg gerne vil have en hund. Jeg har ikke en kat, fordi jeg ikke vil have en kat. Jeg har ikke et barn, fordi jeg ikke vil have et barn.

Uddybningen lyder sådan her og handler blandt andet om, at hun ikke kan se sig selv som mor:

- Jeg har altid set det mere som en risiko end en mulighed. Og jeg har ikke lyst. Dybt inde i mig selv har jeg bare ikke lyst. Og det ville være så synd for sådan et lille væsen, når jeg ikke er sikker på, at jeg vil være en god mor. Børn er kloge, og de kan godt fornemme, om de er ønskede eller ej, siger Astrid, der bor med sin kæreste i en toværelses-lejlighed i centrum af Aalborg.

Mærket barndom og ungdom

Astrid Skov Vanman er fra Brønshøj og har ikke haft en problemfri opvækst. For det meste boede hun hos sin mor og i nogle weekender hos sin far. Begge tog sig af hende efter bedste evne, og hun er ikke i tvivl om, at kærligheden og omsorgen aldrig har manglet. Men hun er heller ikke i tvivl om, at vilkårene langtfra har været optimale.

- Min mor var ofte alene om mig, og hun studerede ovenikøbet, da jeg var lille. Hun har været under et kæmpe pres, og det har på en eller anden måde sat sig. Jeg ved, at min mor elsker mig dybt og inderligt - og jeg har aldrig manglet noget - men de hårde betingelser har da mærket både min barndom og hendes ungdom, fortæller Astrid, der - ligesom sin kæreste - har levet det meste af sit liv i Nordjylland.

Moren var midt i 20’erne, da hun fik Astrid. Først 11 år senere - i midten af 00’erne - kom lillesøster til verden, og Astrid indtog hurtigt en forsørgende rolle.

- Jeg har skiftet hendes bleer, jeg har givet hende mad, og jeg har været med til at opdrage hende. Jeg elsker hende inderligt - og det ved hun - men jeg kan virkelig ikke lide tanken om, at man for evigt er forpligtet til at tage sig af et barn. Den gør mig faktisk ængstelig, siger Astrid, der har læst engelsk på Aalborg Universitet - og nu er begyndt på en bachelor i software.

Lider af PTSD

Ahmad Zubir er fra Irak og flygtede til Danmark med sin familie i slutningen af 90’erne. Familien havnede i Nordjylland, hvor Ahmad har boet lige siden. Han har - ligesom Astrid - også en uddannelse fra Aalborg Universitet, hvor han har studeret engelsk og historie.

Og han står samme sted som sin kæreste: Han ved, at han ikke - af egen fri vilje - vil være forælder.

Ahmad Zubir har haft en barndom med en del bekymringer. Han har ikke manglet kærlighed fra familien, men han er vokset op med krig og ødelæggelse som selvfølgelige ingredienser i hverdagen. Noget, som har sat sine spor hos Ahmad, der i dag lider af PTSD.

Endnu en grund til ikke at sætte børn i verden, mener han.

- Min PTSD fylder en del. Jeg kan få det rigtig skidt, og når det sker, skal jeg have lov til bare at forsvinde fra virkeligheden i et par dage. Det er der ikke plads til, hvis der er et barn i mit liv. Jeg kan ikke være der for et barn, hvis jeg knap nok kan være der for mig selv, siger han.

Men den primære grund er mere ligetil: Ahmad har ikke lyst til at gå på kompromis med det liv, han lever i dag. Han vil ikke binde sig.

Flere barnløse mænd

Og han er ikke alene. For barnløsheden - formentlig heller ikke den frivillige - er ikke kun udbredt blandt kvinder. Tværtimod.

Hvis man kigger på forskningen, finder man generelt mere viden om moderskabet end om faderskabet, men for nylig udkom Danmarks Statistiks publikation ”Mænd og familier”, der blandt andet zoomer ind på, hvornår mændene bliver fædre for første gang.

Statistikken er fra 2020 og viser, at over en femtedel - 21 procent - af de 50-årige mænd ikke har fået børn. For kvinder er tallet 12 procent. Andelen af barnløse er generelt steget gennem de seneste mange årtier, men udviklingen har altså især været tydelig blandt mændene.

Også her kunne noget altså tyde på, at forklaringen ikke blot skal findes i biologien - og dermed at der ikke kun er tale om ufrivillig barnløshed.

- Vi har simpelthen ikke lyst

Det er i hvert fald tilfældet hos Ahmad - og Astrid - der begge argumenterer ud fra en frygt for at tabe deres personlige frihed, som ingen af dem ønsker at give afkald på. Det handler også - i hvert fald indirekte - om de store linjer: klimakrise, overbefolkning og et voksende stressniveau blandt yngre generationer.

Men først og fremmest handler det om en grundlæggende mangel på lyst - og deraf et ret simpelt ræsonnement. I hvert fald som Astrid formulerer det:

- Det, der fylder mest, er manglen på lyst. Vi har simpelthen ikke lyst.

- Nogle gange kan jeg da godt kigge på en baby og tænke: Sådan en vil jeg også have. Men det er en egoistisk tanke. Jeg tænker jo ikke: Jeg kunne give det her lille menneske et fantastisk liv. Jeg tænker: Jeg vil have. Og det er jo ikke et ordentligt grundlag. Når jeg ser en kattekilling, tænker jeg også: Ej, hvor er den nuttet, sådan en må jeg have. Men det betyder ikke, at det er en god ide.

Ahmad er enig:

- Jeg mener, det er egoistisk, hvis man gør noget, bare fordi man vil have. Så gør man det jo ikke for barnets skyld. Så gør man det primært for sin egen skyld, siger han.

Det barnløse liv bliver mere genkendeligt - og mindre sørgeligt

Parret er en del af en voksende gruppe, men på ét punkt skiller Astrid og Ahmad sig ud: De siger det højt.

For det er der ikke tradition for, forklarer Anna Sofie Bach, der er ph.d. i sociologi og postdoc ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet. Et liv uden børn harmonerer ikke med den samfundsnorm, vi kender - og det har konsekvenser for den sociale status.

- Barnløse har nærmest altid været en stigmatiseret gruppe. For mange fremstår det barnløse liv per definition allerede lidt sørgeligt. Og den diskurs er svær at kæmpe imod.

- Men, siger Anna Sofie Bach:

- Vi ser nogle tegn på, at de snævre forståelser af, hvordan familier ser ud, så småt er ved at ændre sig. For eksempel ser vi en større diversitet. Også for børnefamilier.

- Og så er nogle begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om børn nødvendigvis er meningen med livet. Vi er begyndt at snakke om, hvor hårdt det kan være at have børn, og det betyder, at børn kan stå som en blokade for det liv, vi ønsker at leve.

- Det kan jo virke paradoksalt, at man siger, at børn er meningen med livet, når man kigger på målinger af, hvad der gør folk lykkelige i dagligdagen. Her kommer børnene overordnet set ikke ind på førstepladsen, selvom de selvfølgelig også tæller i forældres lykkemålinger, forklarer Anna Sofie Bach, der blandt andet har beskæftiget sig med køns- og familiesociologi.

Et frit valg?

Hun nævner frigivelsen af p-pillerne og retten til fri abort som to eksempler på, at vi i dag kan kontrollere vores forplantning i langt højere grad, end vi kunne tidligere. Og det har smittet af på fødselsstatistikkerne: Før var der flere uplanlagte og uønskede børn, end der er i dag, hvor vi taler om “tilvalg” og “fravalg”, når vi taler om at sætte børn i verden. Og ifølge Anna Sofie Bach er der strømninger, der tyder på, at det barnløse valg - fravalget - ovenikøbet bliver “mere og mere respekteret og genkendeligt i stedet for sørgeligt og egoistisk”.

Og så alligevel.

For der er stadig masser af normer, uskrevne regler og politik, der defineres ud fra den klassiske sociale model - kernefamilien - som er omdrejningspunktet for “det gode liv”. Og det påvirker indirekte, hvornår vi får børn, hvordan vi får børn, og hvor mange børn vi får, forklarer hun.

Et par konkrete eksempler på samfundets indblanding de seneste år kunne være DR’s program “Knald for Danmark” og ikke mindst Københavns Kommunes omdiskuterede fertilitetskampagne med titlen “Har du talt dine æg i dag?”.

- På den måde er det ikke et fuldkommen neutralt valg, og det kommer til udtryk på flere måder, siger Anna Sofie Bach og uddyber:

- Der er mange politiske redskaber, der afspejler, hvordan stater forsøger at regulere børnetallet. Kampagner for at øge bevidstheden om, at fertiliteten daler med alderen, er bare ét eksempel. Et øget tilskud i børnepenge til barn nummer tre kunne være et andet. Der er forskellige politiske redskaber, der kan tages i brug.

Selvfølgelig skal man have børn

- Derudover fortæller mange kvinder og mænd, at det er svært at blive steriliseret, før de fylder 30. Og det harmonerer ikke helt med fortællingen om, at vi har ret til egen krop. Min vurdering er, at det bunder i en forestilling om, at det barnløse valg er et valg, man kommer til at fortryde.

- Alt sammen betyder, at børn i dag er mere planlagte, end de var tidligere. Vi får dem også senere og senere, fordi vi følger et manuskript: Først skal man have en uddannelse, så skal man have et job i nogle år, i mellemtiden har man forhåbentlig fundet en partner, og så får man børn. På den måde er der også nogle forventninger om, hvornår man skal have dem, siger Anna Sofie Bach og tilføjer:

- Og så afspejler det også nogle vedvarende patriarkalske strukturer, der bygger på principper om, at børn er vigtige for at føre slægten videre, og som har gjort, at kvindens værdi ligger i moderskabet.

Normer, der alle kredser om en underliggende præmis, som - til trods for udviklingen - stadig dominerer: At det er selvfølgeligt, at man skal have børn.

Et spørgsmål om tid

Dén forventning - fra samfundet og fra familiemedlemmer - er blevet hverdag for Astrid og Ahmad.

- Hvornår skal I giftes? Hvornår skal I have børn? Det er de spørgsmål, vi hele tiden får. Jeg er kun én gang blevet spurgt: Har I egentlig lyst til at få børn? Spørgsmålet er hele tiden hvornår, ikke hvorvidt. Det er nærmest en hel dans, hvor man kender alle trinene i forvejen. Og jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvorfor må vi ikke bare være glade sammen? siger Astrid og tilføjer:

- Det er svært at tage de samtaler med familien, fordi der er en klar forventning om, at det bare er et spørgsmål om tid. De regner med, at vi skifter mening lige om lidt, og så bliver alt godt.

Allerede i teenageårene - i begyndelsen af et syv år langt forhold - oplevede hun forventningerne fra sin svigermor, der nærmest ikke kunne tale om andet end børn. Dengang ville Astrid heller ikke være mor. Men hun havde en følelse af, at det var sagen uvedkommende.

- Hun talte direkte hen over mig. På et tidspunkt gik det op for mig, at det - for hende - var fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg ville og tænkte. Og det er den fordom, der ofte ligger bag det hele: Det kan føles som mindre vigtigt, om jeg vil have børn eller ej. For flertallet synes, at jeg skal have dem. Og det er dystert, synes jeg.

Ahmad oplever især forventningerne fra sin mor, der ikke kan forstå sin ældste søns tankegang.

- Jeg har bare ikke mærket lysten endnu, men den kommer lige om lidt, for jeg er jo en voksen mand. Det er det, hun siger, og jeg bliver ved med at give hende det ærlige svar, selvom hun ikke kan lide det. De snakke er vildt svære. Især når man er vokset op i en kultur, hvor det i den grad ligger i kortene, at man skal føre slægten videre, fortæller Ahmad med henvisning til sin muslimske opdragelse.

Et egoistisk valg?

I den offentlige debat er der flere, der argumenterer for, at vi som samfundsborgere har en pligt til at forplante os - og føre slægten videre. Det gælder blandt andre forfatteren, debattøren og præsten Sørine Gotfredsen, der i øvrigt selv er barnløs og mener, at hun derfor “har svigtet som menneske”. Til folkekirken.dk har hun sagt:

“Som udgangspunkt mener jeg, at det er en pligt. Som ansvarlige mennesker skal vi lære at sætte os selv til side til fordel for fællesskabet. Det får vi god træning af i familien, fordi den betingelsesløse kærlighed til det lille barn får os til at glemme os selv. Det handler ikke kun om, hvad du selv vil, men hvordan hele familien får det bedst og dermed, hvordan vi får det bedste samfund. Når vi sætter børn i verden, lærer vi, hvad livet handler om, og at vi ikke selv står i centrum.”

Det er ikke en sjælden holdning, at det barnløse valg er et egoistisk valg. Men det er ikke en holdning, der får Astrid og Ahmad til at ændre mening.

- For mig er det ret enkelt: Det kan aldrig nogensinde blive en pligt. Der er ingen, der skal tvinge mig til det, siger Ahmad.

Astrid supplerer:

- Man kan vende og dreje det i en uendelighed. Man kan argumentere for, at jeg er egoistisk, fordi jeg vælger mig selv. Men man kan også argumentere for, at det er egoistisk af mig at få børn, bare fordi jeg synes, de er nuttede. Burde jeg ikke også tænke på overbefolkning? Hvad med de sociale og økonomiske muligheder, jeg kan tilbyde dem? Og hvad med klimaet? Man kan virkelig slå knuder på sig selv, siger hun og tilføjer:

- Jeg synes ikke, jeg er selvisk. Jeg synes sådan set, at det ville være mere selvisk at få dem, når jeg ikke er sikker på, at jeg vil elske dem.

Overbefolkning og klimakrise

Astrid Skov Vanman er selv inde på dem: de store temaer som for eksempel overbefolkning og klimakrise. Hvilken rolle spiller de?

I Astrid og Ahmads tilfælde har de ikke været uden betydning for deres valg, men de har heller ikke haft en direkte og afgørende indflydelse. Måske har de ligget i baghovedet.

- Jeg er med på, at vores samfund har udviklet sig i en positiv retning på mange punkter: Sundhedssystemet er blevet bedre, og behandlingsmulighederne for psykisk syge er blevet bedre. Der er en større åbenhed i forhold til seksualitet og kønsidentitet, og vi er for alvor begyndt at tale om ligestilling. Men der er også mange ting, jeg har det svært med, siger Astrid og fortsætter:

- De yngre generationer er for eksempel mere stressede end de ældre. Og så er der hele klimakrisen, selvfølgelig. De ting kan jeg ikke lade være med også at fokusere på.

KENDTE OG BARNLØSHED

Den 28-årige amerikanske popsanger Miley Cyrus er blandt dem, der ikke vil have børn på grund af klimakrisen. Som hun sagde i et interview til magasinet ELLE i 2019: “Vi vil ikke reproducere, fordi vi ved, at jorden ikke kan klare det.”

Derudover har prins Harry, der dog ikke er barnløs, proklameret, at han og hustruen, Meghan Markle, højst skal have to børn. Også med henvisning til klimakrisen. Det fortalte han sidste år i et interview til Vogue.

Følgende kendte lever et liv uden børn: Jennifer Aniston, Oprah Winfrey, Ricky Gervais, Jay Leno, Dolly Parton, Condoleezza Rice, John Cusack, Ellen DeGeneres, Christopher Walken, Helen Mirren, Renée Zellweger, Mickey Rourke, Matt Dillon.

En ny stemme i debatten

Og netop klimakrisens betydning for fødselsraterne er et emne, der optager Anna Sofie Bach, sociolog og postdoc ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet.

Det er stadig et relativt nyt fænomen, forklarer hun. Men i lande som USA og England ser man, at flere unge - ofte med forbindelser til klimabevægelserne - vælger børn fra på grund af klimakrisen. Og Anna Sofie Bachs forsigtige bud er, at klimaspørgsmålet fremover vil fylde mere i den generelle diskussion om barnløshed. Også i Danmark.

- Det er en stemme, der er dukket op i den offentlige debat. Det barnløse valg bliver præsenteret som et meningsfuldt valg i en generation, der går meget mere op i klimaet, end dens forældres generation gør, og som er villig til at ofre personlig lykke for at redde verden. For en del af disse unge aktivister fungerer det også som et pressionsmiddel til at lægge pres på politikerne i forhold til at gøre noget ved klimakrisen, siger hun og fortsætter:

- Hele den stemme læner sig op ad vigtige spørgsmål om, hvad børn egentlig betyder for vores verden. Får vi dem for fællesskabets, slægtens eller vores egen skyld? Og er vi parate til ofre egen lykke til fordel for fællesskabets bedste?

Hvad med den anden krise, vi står midt i? Hvordan vil corona-krisen påvirke fødselsraterne på længere sigt?

- Klimakrisen er eksistentiel på en helt anden måde, end coronakrisen er. Det er svært at sige, men jeg tror ikke, at de to kriser kan sammenlignes, og at corona får den store effekt i forhold til barnløshed på lang sigt. Måske venter nogle et par år med at få deres første barn, og måske betyder det, at nummer to eller tre aldrig kommer - eller først kommer senere. Og på den måde får den jo betydning for fødselsraten i en eller anden udstrækning. Forskning viser også, at usikkerhed og krise har betydning i den her kontekst, men jeg tvivler på, at corona-krisen decideret vil afholde mange fra at sætte børn i verden.

Graviditet

Babyboomet er aflyst: - Der er ikke så meget romantik tilbage

Ingen tegn på ændringer

Hvis man kigger på fremskrivningerne i fødselsraterne, er der ikke noget, der tyder på, at udviklingen vender.

Det forklarer Peter Fallesen fra ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed, der står bag den seneste kortlægning af fødselsraten blandt kvinder i alderen 15-45 år fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.

Kurven illustrerer de samlede kvotienter fra 1970-2019, og forskernes vurdering er, at kurven vil fortsætte det fald, vi har set siden 2010 - eller flade ud på de 1,7 barn per kvinde, hvor tallet ligger i dag. Til sammenligning var tallet 1,9 i 1975.

- Det er muligt, at vi bare bliver liggende omkring 1,7. Det er også en mulighed, at det falder. Men der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at det vil stige, siger Peter Fallesen.

Hos Astrid og Ahmad er der heller ikke nogen ændringer på vej. De er ikke det mindste i tvivl, fortæller Astrid.

Bliver du aldrig bange for, at du vil fortryde om 15-20 år?

- Det er ikke så væsentligt. Jeg kan ikke garantere, at jeg vil elske mit barn overalt på jorden, så jeg har slet ikke lyst til at prøve.

Så du ser det som et eksperiment?

- Ja. Og det vil jeg ikke kaste mig ud i.

Og hvad med det berømte biologiske ur, der tikker?

- Jeg kan ikke rigtig mærke det. Jo, nogle gange. Men det ændrer ikke ved det vigtigste: Jeg tror ikke, at det vil være en god ide at sætte et barn i verden. Hverken for mig, min kæreste eller barnet.