Debat

Byrådsmedlem: Ingen grund til vandskræk

- Vi skal ikke udskamme et bestemt erhverv, men få alle til at trække, mener Anne-Marie Bengtson (V).
- Vi skal ikke udskamme et bestemt erhverv, men få alle til at trække, mener Anne-Marie Bengtson (V). PR-foto

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vandskræk er blevet en del af valgkampen. I den ophidsede debat har fakta en tendens til at blive væk og landbrugets pesticider bliver ensidigt beskyldt for forurening af grundvandet.

Pesticider bruges til at bekæmpe ukrudt, svampe, insekter og andre uønskede organismer. Disse midler bruges rigtig mange steder. De findes for eksempel i træbeskyttelse, maling, algemidler, have midler og selvfølgelig også i planteværn i landbruget.

Men fakta er, at man ikke har sløjfet drikkevandsboringer de sidste 20 år på grund af regelret pesticidbrug på landbrugets dyrkningsflade. Punktkilder som lossepladser og spildevand fra rensningsanlæggene fylder derimod markant mere i fundene.

Spildevand fra for eksempel utætte kloakrør siver jo også ned i drikkevandet. Det taler vi bare ikke så meget om.

Ikke kun landbruget

Sidste år blev der foretaget omkring 233.000 vandprøver i Region Nordjylland. 94 procent af fundene kunne henføres til punktkilder. Kun 6 procent gav anledning til tvivl om de havde en relation til landbruget. Og i de 6 procent drejede det sig om midler, som for længst er forbudt, altså midler, der ikke har været i brug i mange år.

Så er spørgsmålet: er vores drikkevand truet. Svaret er nej. Til spørgsmålet: kan vi gøre det bedre? Er svaret Ja. Vi skal se på problemet, som en samlet helhed. Oprydning i spildevand og punktkilder bør prioriteres højere. Vi skal ikke udskamme et bestemt erhverv, men få alle til at trække.

Landbruget er bestemt en del af løsningen. Derfor bør vi i fællesskab finde løsninger, der både beskytter vores drikkevand og sikrer en fair behandling af alle parter.

Det at udskamme et erhverv og påføre borgerne en unødig skræk er en ussel måde at føre valgkamp på. Nobels Fredspris 2021 gik til Maria Ressa, hun sagde: "Uden fakta forsvinder sandheden. Uden sandhed forsvinder tilliden". Det beskriver meget fint situationen lige nu. Lad os sammen gøre det bedre.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden