Han er årsagen til at Mette Frederiksen smiler igen

I august meddelte Keld Fuglsang, at han ville stemme på Inger Støjberg, men så kom Mette Frederiksen på besøg, og nu stemmer Keld Fuglsang igen på Socialdemokratiet

- Du skulle tage at smile noget mere, sagde Keld Fuglsang til Mette Frederiksen. Det råd tog hun til sig, og det er en af årsagerne til, at Keld Fuglsang nu ikke længere vil stemme på Inger Støjberg.  <i>Foto: Bente Poder</i>

- Du skulle tage at smile noget mere, sagde Keld Fuglsang til Mette Frederiksen. Det råd tog hun til sig, og det er en af årsagerne til, at Keld Fuglsang nu ikke længere vil stemme på Inger Støjberg.  Foto: Bente Poder

AALBORG:Når den store historie om valgkampen 2022 skal skrives, fortjener Keld Fuglsang - cykelhandler fra Aalborg  - nærmest sit eget kapitel. 

For det var ham, der gav statsministeren en mavepuster, og opfordrede hende til at finde den glade Mette frem, og det er ham, der er årsag til, at Mette Frederiksen nu har smilet sig i gennem det meste af valgkampens to første uger. 

- Allerede dagen efter kunne jeg se, at hun havde hørt efter. Det er jeg da ganske godt tilfreds med, siger Keld Fuglsang, der indtil mandag ikke havde fortalt nogen udover de nærmeste om sin rolle som uofficiel spin-doktor. 

Men mandag eftermiddag fortalte han det til gengæld for rullende kamera, og til landsdækkende tv, og foran de samme kameraer takkede Mette Frederiksen bagefter for rådet. 

- Det var en af de gode mavepustere. Jeg er grundlæggende et glad og optimistisk menneske, sagde en - ikke overraskende - smilende statsminister.  

Det gode råd fik statsministeren, da hun i midten af september var i byen til partiets landsmøde. De nærmere omstændigheder omkring deres møde er lidt uklare, men årsagen er klar nok. 

Keld Fuglsang havde i et interview kort forinden fortalt, at han - trofast S-vælger gennem hele sit liv - nu ville skifte parti. Fremover ville han stemme på Inger Støjberg, for hun - sagde han til Berlingske Tidende - snakker frit fra leveren, er til at forstå og er både naturlig og frigjort. 

Hans - og andres - skifte fra S til Støjberg var i sig selv en interessant historie, men endnu mere spektakulær  blev det af, at Keld Fuglsang og hustru bor i det hus på Mylius Erichsens Vej, hvor Mette Frederiksen voksede op. Om Mette Frederiksen selv læste interviewet eller om det var nogen i partiets presseafdeling er uvist, men i hvert fald blev der taget kontakt til Keld Fuglsang, og statsministeren kom forbi barndomshjemmet til snak og rundvisning. 

Mette Frederiksen fik også hilst på sin far, Flemming Frederiksen. I 1989 flyttede de ind i huset på Mylius Erichsens vej - dengang var der et stort drivhus, hvor cykelbutikken nu ligger. Drivhuset blev dog hurtigt revet ned, og i stedet blev der anlagt have.  <i>Foto: Bente Poder</i>

Mette Frederiksen fik også hilst på sin far, Flemming Frederiksen. I 1989 flyttede de ind i huset på Mylius Erichsens vej - dengang var der et stort drivhus, hvor cykelbutikken nu ligger. Drivhuset blev dog hurtigt revet ned, og i stedet blev der anlagt have.  Foto: Bente Poder

Rådet faldt over en kop kaffe, og det var ikke kun statsministeren, der tog noget med sig fra den samtale. Keld Fuglsang gjorde det også - flirten med Inger Støjberg blev aldrig til mere end det, Danmarksdemokraterne er han færdig med, og nu vil han igen stemme, som han altid har gjort. For Mette Frederiksen  - siger han - kommer med det, der gør, at vi står sammen, og hun skaber tryghed i at være helt almindelig dansker. 

Det er lige den slags ord, enhver statsministerkandidat gerne vil høre, og for Mette Frederiksen gjorde det kun sagen bedre, at ordene kom fra en, der en kort overgang troede, at Inger Støjberg var en bedre løsning. 

- Selvfølgelig er der mennesker, der er i tvivl, men jeg oplever en rigtig god stemning omkring Socialdemokratiet. Vi får ret stor opbakning, hvor vi kommer rundt - også her i Nordjylland, sagde Mette Frederiksen bagefter.  

Hvis det lykkes for Socialdemokratiet at få overbevist flere end Keld Fuglsang om, at S er bedre end Støjberg, kan det afgøre valget, og derfor var besøget hos Polar Cykler også et spin-mæssigt særdeles vellykket gensyn med barndommens gade. 

Statsministeren nåede ikke selv at få en af romstængerne - med Mette skrevet i glasur - men hun nåede at få hilst på gamle naboer og en enkelt baby. Hendes far, Flemming Frederiksen, var også dukket op, og sammen fortalte de lidt om dengang, de boede i huset på Mylius Erichsens vej, og Mette Frederiksen gemte karameller i skunken.  

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.