Andreas Helgstrand

OL-rytter arbejdede sammen med Helgstrand: - Vi laver alle fejl

Cathrine Dufour oplevede ikke, at heste blev mishandlet, da hun arbejdede sammen med Helgstrand

Cathrine Dufour tager afstand fra den behandling af heste, som de skjulte optagelser fra Helgstrand Dressage viser.
Cathrine Dufour tager afstand fra den behandling af heste, som de skjulte optagelser fra Helgstrand Dressage viser. Arkivfoto: Volker Essler/Sven Simon/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 21:09

Efter offentliggørelsen af de skjulte optagelser fra Helgstrand Dressage i TV2-programmet Operation X, som viser en meget hårdhændet behandling af heste, har flere prominente personer i hestebranchen reageret.

En af dem er den danske OL-rytter Cathrine Dufour, som torsdag delte sine tanker på Instagram, hvor hun skriver, at hun "naturligvis tager afstand fra det, jeg ser og hører i begge udsendelser."

- Det er ekstrem hård og dårlig ridning, som vises, og jeg tror, det har rørt os alle, skriver hun i opslaget, hvor hun også fortæller, at hun har været glad for det samarbejde, hun har haft med Helgstrand Dressage.

- Men jeg var jo heller ikke med i den daglige gang, lyder det.

Alle laver fejl

Cathrine Dufour har tidligere fortalt Ekstra Bladet, at hun ikke har oplevet mishandling af heste, da hun arbejdede med Helgstrand Dressage.

Operation X-programmerne har dog også givet anledning til at kigge indad, og de har fået Cathrine Dufour til at reflektere over den måde, hun selv træner sine heste.

- Jeg har et enormt ansvar overfor mine heste og for at kigge indad og dygtiggøre mig, så jeg ikke ender i sådanne situationer, skriver hun og opfordrer andre til at gøre det samme.

- Vi bør alle reflektere over vores daglige træning til hverdag såvel som til stævner. Vi har et ansvar overfor vores elskede heste, og når det er sagt, så laver vi alle fejl, inklusiv mig selv, skriver Cathrine Dufour.

Og fejl er netop, hvad Andreas Helgstrand selv omtalte den voldsomme behandling af hestene som, da han onsdag aften stillede op til interview på TV2.

- Vi laver fejl, og det er der også sket her. Og det kan jeg kun beklage, sagde han til kameraet.

Fælles ansvar

Cathrine Dufour giver videre udtryk for, at ansvaret for at der ikke kommer flere lignende sager, skal løftes i fællesskab.

- Lad os alle hjælpe hinanden til at blive dygtigere til at træne, håndtere og varetage vores heste, så vi sammen værner om vores elskede sport, skriver OL-rytteren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden