De studerende vil gerne Nordjylland: Så mange har søgt ind på kvote 2

Ansøgningsrunderne til videregående uddannelser nærmer sig igen normale tilstande, og det ser godt ud for Aalborg Universitet.

Aalborg Universitet har stabilt ansøgertal via kvote 2 med lille fremgang i førsteprioritetsansøgere. Billedet er fra studiestart på Aalborg Universitet 2021. Foto: William Brændstrup

Aalborg Universitet har stabilt ansøgertal via kvote 2 med lille fremgang i førsteprioritetsansøgere. Billedet er fra studiestart på Aalborg Universitet 2021. Foto: William Brændstrup

AALBORG:Der er tilfredshed at spore på Aalborg Universitet efter opgørelsen af årets ansøgertal via kvote 2. Da fristen for at søge en uddannelse udløb i går, havde 7.402 søgt om optagelse på en af de 76 udbudte uddannelser på AAU.

- Jeg er meget tilfreds med at se, at vi på AAU har fået et stabilt ansøgertal via kvote 2 efter nogle usædvanlige år. Det gør mig både stolt og ydmyg, at så mange mennesker har søgt AAU's uddannelser og ikke mindst, at 2307 har valgt os som førsteprioritet. Det tolker jeg som et resultat af den høje kvalitet i vores uddannelser kombineret med det gode studiemiljø hos os, siger Anne Marie Kanstrup, prorektor for uddannelse på AAU.

Som forventet er det færre kvote 2 ansøgninger end sidste år, hvor AAU oplevede det højeste antal ansøgere nogensinde, fordi Covid-19-situationen med nedlukninger og restriktioner betød, at mange unge valgte at søge ind på en uddannelse frem for at tage et sabbatår med rejser og arbejde.

Det er et fald sammenlignet med 2021 og status quo i forhold til 2020. Set i forhold til 2019, er der derimod på AAU tale om en stigning på 1,5 procent i antallet af ansøgere via kvote 2.

Samtidig ses en stigning i antallet af ansøgere, der har valgt AAU som førsteprioritet. Her lander slutresultatet på 2307 ansøgere med AAU som 1. prioritet mod 2.191 i 2019. Det er en stigning på 3,5 procent, hvilket vækker glæde hos prorektor for uddannelse på AAU.

På vej mod normale tilstande

Selvom tallene for kvote 2 på de videregående uddannelser på landsplan i år viser et markant fald på 20 procent i antallet af kvote 2 ansøgninger, så tyder det på, at AAU og resten af uddannelsessektoren bevæger sig mod mere normale tilstande i forhold til ansøgningsrunderne til de videregående uddannelser.

Med klimakrise, coronapandemi og krig kalder verden på mere viden og nye løsninger på de globale problemer. Derfor er der også fremover brug for højtuddannede mennesker, som kan bidrage med viden til verden, mener prorektor Anne Marie Kanstrup:

”Vi står på verdensplan over for betydelige udfordringer, der kalder på kloge løsninger. Derfor glæder det mig, at mange - særligt unge - ønsker at bidrage til at løse samfundets store udfordringer ved at tage en uddannelse hos os på AAU. Det er der brug for nu og i fremtiden. Jeg ser derfor frem til at kunne byde en del af ansøgerne velkommen til september”, udtaler prorektor Anne Marie Kanstrup.

Det samlede antal ansøgere til de videregående uddannelser vil blive offentliggjort efter den 5. juli, hvor der er frist for at søge om optagelse via kvote 1, der alene baseres på karaktersnit.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.