Det regner med penge til nordjyske cyklister
Knap 34 millioner fra Transportministeriets cykelpulje er blevet tildelt nordjyske projekter
Opdateret kl. 13:09
Det regner nærmest med penge til forbedring af forholdene for cyklister på - eller måske snarere langs - de nordjyske veje.
Transportministeriets cykelpulje har netop meddelt kommunerne landet over, hvor stort et tilskud de kan regne med til etablering af bl.a. cykelstier og i det hele taget forbedrede forhold for bløde trafikanter.
Og de nordjyske kommuner har samlet fået tildelt knap 34 millioner - helt præcist 33.920.480 - kroner fra cykelpuljen.
Topscorer for de i alt 13 nordjyske projekter, der er tildelt penge, er en cykelture fra Hurup til Doverodde Købmandsgård i Thisted Kommune. Det projekt, der ifølge cykelpuljens tildeling skal være færdigt i 2027, har fået bevilget hele 6.970.000 kroner af de samlede anlægsugifter på i alt knap 14 millioner kroner.
Af andre store projekter til gavn for cyklister på de nordjyske landeveje kan nævnes en trafiksikker skolevej mellem Testrup og Aalestrup i Vesthimmerlands Kommune. Det projekt er tildelt godt 4,5 millioner kroner og skal være færdigt allerede i indeværende år.
På tredjepladsen i tildelinger kommer anlæggelse af enkeltrettede cykelstier på Zeusvej i Aalborg med 3,9 millioner kroner. Det projekt skal stå færdigt i 2027.
Projektet er et skridt i retning af at skabe trygge og sammenhængende cykelruter, der styrker både pendling og skoleveje. Stier på Zeusvej har længe været "et missing link" for cyklister og fodgængere, lyder det i en pressemeddelelse fra Aalborg Kommune.
Vejen bliver ifølge kommunen nu til "en sikker og attraktiv forbindelse mellem Gug og Universitetsområdet i Aalborg".
Der bliver anrettet enkeltrettede cykelstier i begge sider af vejen, fortov til fodgængere, forbedret adgang til busstoppesteder - alt sammen for at sikre bedre trafiksikkerhed - især for børn og skoleelever - og en styrket sammenhæng med eksisterende og kommende stinet.
Projektet og de 12 andre nordjyske projekter er ud af i alt 71 projekter på landsplan, der gives penge til fra cykelpuljen - den samlede støttesum er på 327 millioner kroner.
I alt knap 34 millioner kroner har Transportministeriets cykelpulje tildelt 13 nordjyske projekter, der skal gøre forholdene for cyklister og bløde trafikanter mere sikre. Her er projekterne listet op i alfabetisk rækkefølge med støttebeløbet, der typisk er halvdelen af det samlede projekts pris:
- Brønderslev: Sikring af cyklister på Søndervangsvej i Dronninglund: 375.000 kroner
- Frederikshavn: Cykelsti på Flade Engvej i Frederikshavn: 1.865.000 kroner
- Frederikshavn: Cykelsti på Rimmens Alle i Frederikshavn 1.180.000 2026
- Hjørring: Delt sti på Asdalvej, Bjergby: 1.885.000 kroner
- Hjørring: Delt sti på Thomas Morilds Vej, Hjørring: 2.522.500 kroner
- Hjørring: Delt sti på Vrejlev Klostervej, Tårs: 1.621.500 kroner
- Jammerbugt: Enkeltrettede cykelstier på Kattedamsvej, Aabybro: 1.385.500 kroner
- Jammerbugt: Dobbeltrettet cykelsti langs Kirkbakvej, Saltum: 2.744.000 kroner
- Mariagerfjord: På cykel langs Østkysten - Ny cykelsti ved Lille Vildmose: 3.464.480 kroner
- Thisted: Cykelrute fra Hurup til Doverodde Købsmandsgård: 6.975.000 kroner
- Aalborg: Enkeltrettede cykelstier på Zeusvej, Gug: 7.800.000 kroner
- Vesthimmerland: Trafiksikker skolevej mellem Testrup og Aalestrup: 4.552.500 kroner
- Vesthimmerland: Trafiksikker skolevej til Blære Friskole: 1.450.000 kroner
De mange projekter skal stå færdige i løbet af dels i år, dels de kommende år frem til 2027. Kun projektet i Mariagerfjord Kommune med en ny cykelsti til Lille Vildmose har en senere deadline - nemlig 2030.