Efter brand: Nordjyllands Beredskab advarer mod dette
Tørretumbler forårsagede bygningsbrand natten til tirsdag. Nordjyllands Beredskab anbefaler, at man holder elapparater slukkede, når man sover
NORDJYLLAND: Elpriserne slår i øjeblikket rekorder, og de høje elpriser har medført mange forskellige bud på, hvordan man kan spare på elregningen. Et råd, som er blevet bragt på banen, er, at man kan vaske og tørre tøj om natten, da strømmen typisk er billigst i nattetimerne.
Men måske er det ikke et specielt godt råd.
Natten mellem mandag og tirsdag i uge 36 måtte Nordjyllands Beredskab rykke ud fra stationen i Nibe klokken tre om natten for at slukke en brand, som var forårsaget af netop en tørretumbler.
Forbundet med en risiko
Det er ikke første gang, at Nordjyllands Beredskab er rykket ud til en brand startet af et elapparat.
- Det er ikke ualmindeligt, at vi kører til de her husholdningsmaskiner, tørretumblere og lignede, siger Henrik Christensen, som er beredskabsinspektør ved Nordjyllands Beeredskab.
Derfor anbefaler Nordjyllands Beredskab, at man undlader at tænde for tørretumbleren, inden man går til køjs.
- Vores holdning er, at hvis man har de her husholdningsmaskiner til at køre om natten, så er det forbundet med en risiko. Elapparater i boliger er forbundet med en risiko, og vores holdning er, at det ikke er en god idé at have dem til at køre om natten, når man ligger og sover i huset, fortæller han.
Langt de fleste boliger har i dag installeret røgalarmer, men ifølge Henrik Christensen bør man alligevel ikke lade apparaterne køre over natten.
- Det er forbundet med en risiko, at man har de apparater kørende om natten, selvom man har røgalarmer i boligen, lyder det fra beredskabsinspektøren.
Tal fra Nordjyllands Beredskab viser, at man foreløbigt i løbet af 2022 er rykket ud til ni brande forårsaget af hårde hvidevarer. I fire tilfælde blev branden startet af en tørretumbler, fire brande blev startet af en vaskemaskine, mens en enkelt startede i en fryser.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.