Nordjyske mener

Få centimeter skaber stor splid. Og vi ender som de store tabere

Mette Rask Bentzen er redaktionschef hos Det Nordjyske Mediehus.
Mette Rask Bentzen er redaktionschef hos Det Nordjyske Mediehus. Foto: Lars Pauli

Dette er en kommentar skrevet af Nordjyskes samfundsredaktør, Mette Rask. Den udtrykker skribentens egen holdning.

Forestil dig at købe en grund, bygge i god tro efter kommunens anvisninger og mange år senere få at vide, at du alligevel har gjort det forkert. 

Ikke på grund af din egen fejl, men fordi myndighederne, som solgte dig grunden, tog fejl - det er virkeligheden for beboerne på Eventyrbakken i Nibe, hvor placeringen af en kloakledning er blevet genstand for en langvarig strid.

Og nu, hvor sagen burde løses med pragmatik og rimelighed, møder de ikke forståelse, men i stedet en mur af juridiske paragraffer fra Aalborg Forsyning.

Aalborg Forsyning har valgt at grave sig ned i en kompromisløs tilgang, hvor de afviser ethvert tilløb til en forligsløsning. 

Politikere har ellers erkendt, at der er sket en kommunal fejl, og beboerne har i desperation strakt sig langt for at finde en fornuftig løsning, endda tilbudt at betale en betydelig del af regningen. Men forsyningsselskabet insisterer på en langtrukken retssag. 

Det store spørgsmål er: Hvorfor?

Det virker til, at det her ikke længere handler om, hvad der er ret og rimeligt, men snarere om Aalborg Forsynings egen selvforståelse og frygten for at erkende fejl. 

Deres afvisning af ethvert forsøg på pragmatisme er ikke bare en skuffelse for de berørte borgere - det er også en skændsel for et offentligt ejet selskab, der er sat i verden for at servicere borgerne. Ikke bekæmpe dem.

Og nu viser en ny Syns- og Skønsrapport endda, at der ikke engang er grundlag for Aalborg Forsynings stævning. 

Konklusionen slår fast, at kloakledningerne sandsynligvis ikke er placeret under ejendommens garage, og at der ikke er nogen risiko for skader. Med andre ord: Grundejerne burde være frikendt, og sagen kan lukkes. Politikere kalder det en skandale, at borgerne har skullet igennem et mareridt af stress og uvished i mere end to år, kun for nu at få dokumenteret, at deres modstand hele vejen igennem var berettiget.

Men hvad gør Aalborg Forsyning? 

De fortsætter ufortrødent. De afviser fortsat at afslutte sagen, fordi de vil granske opmålingens "unøjagtigheder" og have svar på yderligere spørgsmål. Med andre ord trækker de tiden ud. Igen.

Hvad vinder Aalborg Forsyning ved at føre denne sag i retten? En moralsk sejr? En principiel afgørelse, der kan bruges som skræmmeeksempel for fremtiden? 

Uanset er det borgerne, der taber - og selskabets omdømme tager en alvorlig rids. 

En offentlig forsyningsvirksomhed skal være drevet af fornuft, fairness og forståelse for de mennesker, den er sat i verden for at betjene. Aalborg Forsyning demonstrerer det stik modsatte.

Den her sag handler ikke kun om kloakrør under en garage i Nibe. Den handler om, hvordan vi forventer, at offentlige selskaber forvalter deres ansvar. 

Aalborg Forsyning har fået en oplagt chance for at vise pragmatisme og samfundsansvar. I stedet vælger de på unødvendig vis at trække borgerne igennem et retssystem. 

Det er ikke bare uforståeligt - det er uacceptabelt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden