Dansk Melodi Grand Prix

Sjældent har feltet af sange – og især sangere – været tyndere end ved årets udgave af Dansk Melodi Grand Prix.

Enten synger de pivende, jamrende falsk (Maia Maia), eller også presser de stemmen alt for hårdt (Frederik Leopold) – og så var der de bemærkelsesværdigt mange steder, hvor der ikke rigtigt var overensstemmelse mellem sangstemme og musikken.

Er der – nu igen – gået noget galt med lyden i DR?

Og har man mon i det hele taget foretaget lydprøver?

At der rent faktisk kan skabes krystalklar lyd, hvis man ellers gider og har evnerne til det, trådte pludselig frem i en aldeles fremragende nyfortolkning af den 60 år gamle grandprix-vinder, Grethe og Jørgen Ingmanns ”Dansevise”, formfuldendt og smukt opdateret af Svea S med en overordentligt spændende stemme.

Men det var så også nærmest det eneste spændende ved Dansk Melodi Grand Prix 2023.

Først og fremmest er vinderen, ”Breaking My Heart” med færøske Reiley, regulær metervare fra de nederste hylder, hurtigt ind, hurtigt videre, hurtigt glemt – og der skal nærmest et mirakel til for at få Danmark videre fra anden og sidste semifinale torsdag 11. maj og videre til finalen om lørdagen, 13. maj.

Der er ganske enkelt ikke karakter nok over den.

Den risikerer at drukne i mængden.

Typisk for DR’s næsten gennemført amatøragtige omgang med lyd kom det smarte i midterstykket på sangen til at lyde sært forvrænget i liveudgaven.

Men det var langt fra det eneste, der gik galt ved en lang – alt for lang – popfest.

For eksempel drillede teknikken, afstemnings-appen gik i baglås, teknikken med at tale med dommere ude i landet sejlede, så værtsparret Tina Müller og Heino Hansen måtte træde vande. Og træde vande. Og træde vande. Og træde vande. Med det ene pinagtigt hændervridende spørgsmål efter det andet.

Når teknikken ikke bare svigter, men virkelig storsvigter på P1, har DR et nødbånd (med Poul Nesgaard som en slags pauseklovn) – man kunne jo en anden gang overveje at have ekstra underholdning i baghånden, når teknikken sætter ud, og tiden bare skal gå med et eller andet.

Grandprix-orkestret på scenen kunne jo have indøvet et medley af kendte, gamle træffere.

Men først og sidst er der (kommet) noget billigt over Dansk Melodi Grand Prix.

DR gider tydeligvis ikke rigtigt investere det helt store i fænomenet.

Hos seerne efterlader det en fornemmelse af sur pligt. En kontraktlig forpligtelse. Ikke rigtigt noget med hjertet.

Til næste år – hvis Dansk Melodi Grand Prix stadig er en opgave for DR – skal man meget alvorligt overveje at finde en medvært, der for alvor kan matche det naturstortalent Tina Müller, der i helt sjælden grad hviler i sig selv. Mens Heino Hansen bare karter rundt og virker kantet og rystende nervøs. Som om han i virkeligheden slet ikke føler sig tilpas i rollen. Og hans utilpashed smitter seerne.

Mon ikke han i løbet af aftenen nåede at slå dansk rekord i nervøs latter?

Find nu et ordentligt sidestykke til Tina Müller – og det behøver ikke at være en af tidens forkrampede standup-komikere, der lyder morsomme uden at være det.

Nå, i en dyst uden en sang, der for alvor stak ud, løb Reiley med 43 procent af stemmerne (i en helt unødvendigt indviklet afstemning), mens 34 pct. gik til Nicklas Sonnes næsten befriende knytnæveslag af et stykke tungrock, ”Freedom”, og kun 23 pct. foretrak Micky Skeels pudsige, let boyband-agtige ”Glansbillede”.

En spøjs outsider var Søren Torpegaard Lund med den kønne, stille ”Lige her”, der helt i grandprix-ånden var skrevet og blevet sunget nærmest hen over den gamle grandprix-træffer ”Skibet skal sejle i nat”.

Så alt i alt: Nej, Danmark når næppe videre til finalen. Og vi vinder slet ikke.

Mon ikke det bliver Ukraine igen?