Lige nu sidder advokat og skriver stævningen: Får fri proces til sag mod Aalborg Kommune
Befriende følelse for 39 tidligere elever - endelig sker der noget
Opdateret 30. oktober 2023 kl. 10:56
Tirsdag kom de første meddelelser om fri proces til tidligere elever på Gravenshoved Kostskole.
- Jeg fik min tirsdag eftermiddag, og vi har fået at vide, at alle får fri proces, fortæller Mie Hertzberg glædestrålende.
Mie Hertzberg er talsmand for den ene af to grupper af tidligere elever. Gruppen har Kirsten Moesgaard som advokat, og hun er helt med på, at det er en kæmpe befrielse for hendes 39 klienter, at der langt om længe sker noget “rigtigt” i sagen.
- Det var lige præcis det, vi sad og ventede på. Nu kan vi komme videre, siger Kirsten Moesgaard.
Meget snart
- Så snart alle meddelelser om fri proces er inde, kan kommunen regne med at få en stævning. Det sker lige så hurtigt, som jeg kan nå at få det skrevet. Jeg har allerede lavet udkastet, så det bliver før jul. Det bliver inden 1. december, lover hun og tilføjer:
- Medmindre Aalborg Kommune kommer os i forkøbet med et forlig.
Langdrag
Med politiets afhøringer, kommunens advokatundersøgelse og siden en omgang hos Kammeradvokaten, som stadig er i fuld gang med arbejdet, føler de tidligere elever i høj grad, at sagen er trukket ud i det uendelige.
Det er nu over to år siden, de første tidligere elever stod frem og fortalte, hvad de havde været udsat for som børn anbragt på Gravenshoved Kostskole, for de flestes vedkommende i løbet af 1980’erne: Grove fysiske og psykiske overgreb.
- Gravenshoved Kostskole var en såkaldt observationsskole, der blev oprettet af Aalborg Kommune i 1964. Skolen lå øst for Christiansfeld i Sønderjylland.
- Skolen havde plads til 24 elever og tog sig af det, man dengang kaldte adfærdsvanskelige børn, der ikke passede ind i det almindelige skolesystem. Det kunne være børn med indlæringsproblemer eller med sociale problemstillinger.
- Fra 1970’erne og frem blev skolen drevet i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt. Den lukkede i starten af 1990'erne.
- I 2021 stod en række tidligere elever frem med anklager om fysiske og psykiske overgreb. De fleste fra midt-80'erne og frem til skolens lukning.
Nordjyske har tidligere forsøgt at få interviews med de tidligere ansatte på Gravenshoved Kostskole, som det er lykkedes at finde frem til. Kun to af dem ønskede at besvare spørgsmål.
Begge afviser kategorisk at have deltaget i fysisk og psykisk afstraffelse samt seksuelle overgreb på eleverne. De to tidligere lærere siger desuden, at de aldrig har været vidner til nogen form for overgreb mod eleverne på kostskolen.
Alvin Hammer, der var forstander på Gravenshoved Kostskole i en længere årrække frem til kostskolen lukkede, døde i 1997.
Syv af Kirsten Moesgaards klienter blev i sidste uge afhørt af Kammeradvokaten. Det kommer ikke til at gøre nogen forskel for de tidligere elever.
To elever skal have mere
- Vi har lagt åbent op, at vi er klar til forlig, hvis kommunen er indstillet på det. Hvad Kammeradvokaten mener, har jeg ikke fået respons på, og det sinker ikke os i, at vi gør klar til at stævne, fastslår Kirsten Moesgaard.
I retten vil hun kræve en godtgørelse på 300.000 kr. til hver elev for overtrædelse af deres menneskerettigheder.
De frygtelige ophold på Gravenshoved Kostskole varede for nogle af de anbragte børn “kun” i nogle måneder, for andre i et års tid og for enkelte i flere år. Der er stor forskel på, hvor grove overgreb, de blev udsat for, og derfor vil der være to særtilfælde:
- For to elevers vedkommende er der ekstraordinære forhold, hvor Civilstyrelsen også mener, der skal stævnes for 600.000 kr. til hver. Derfor kræver vi 300.000 kr. til 37 elever og 600.000 kr. til to, forklarer Kirsten Moesgaard.
Anden gruppe venter
Den anden gruppe elever, der har Mads Pramming som advokat, har for længst lavet sit udkast til stævningen.
Gruppen har nægtet at lade sig afhøre af Kammeradvokaten i denne omgang og er lige så træt af ventetiden som den anden gruppe.
- Men lige nu ligger den hos Kammeradvokaten. Vil de anbefale kommunen at imødekomme vores krav, eller mener de, det skal afgøres ved domstolen? Det venter vi på, at Kammeradvokaten svarer på, fortæller gruppens talsmand, René Vinding Christensen.
Kravet er det samme som for Kirsten Moesgaards klienter: 300.000 kr. pr. m/k, men der bliver tale om to forskellige retssager.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.