Debat

Folketingskandidat: Rent drikkevand er et nationalt ansvar

Emma Biørn Tretow-Fish (RV) skriver om rent drikkevand.
Emma Biørn Tretow-Fish (RV) skriver om rent drikkevand. PR-foto

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Aalborg Forsyning har stævnet staten for 1,1 milliarder kroner. Det er voldsomt. Men det er også et symptom på noget større. For hvad gør vi, når vores grundvand indeholder for meget nitrat?

Nitrat stammer primært fra landbrugets brug af kvælstofgødning. I kroppen kan det omdannes til stoffer, der øger risikoen for tarmkræft. Ifølge tal, der er gengivet i Jyllands-Posten, kobles 74 tilfælde årligt i Aalborg til for højt nitratindhold. Det er ikke en teknisk diskussion. Det er sundhed.

En ekspertgruppe under miljøministeriet har anbefalet at sænke grænseværdien fra 50 mg/l til 6 mg/l. Det kan ifølge gruppen forebygge 50-70 tilfælde af tarmkræft om året på landsplan.

Hvis vi politisk beslutter at hæve ambitionen for rent drikkevand, hvilket jeg mener, vi bør, så må vi også tage ansvar for regningen. Det kan ikke være rimeligt, at borgere i Aalborg skal betale milliardbeløb over vandtaksten, fordi de geologiske forhold gør området særligt sårbart.

Rent drikkevand er en national ressource. Det er en del af vores fælles velfærd. Derfor bør staten gå ind og tage medansvar både økonomisk og politisk.

Det handler ikke om at pege fingre. Det handler om at finde løsninger, hvor landbrug, miljø og sundhed balanceres ordentligt. Men det starter med at anerkende, at forebyggelse er billigere end behandling og langt mere menneskeligt.

Som nordjyde er jeg optaget af, at vi ikke ender med et Danmark, hvor sundhed afhænger af postnummer og jordbundsforhold. Mod til at tage ansvar betyder også mod til at sikre rent drikkevand.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden