Guldregn over Ginne: - Hun synger, så hårene rejser sig

Guitarist og sanger Ginne Marker er tilsyneladende ikke til at stoppe. Lørdag aften føjede hun endnu en pris til samlingen, da hun blev kåret til Årets Nordjyske Jazznavn

Hovedpersonen selv kunne ikke deltage ved prisuddelingen til Jazzy Days i Tversted. Billedet her er taget til uddelingen af årets Carl Priser i København tidligere på året, hvor den 25-årige musiker vandt i to kategorier: Årets Komponist (jazz) og Årets Talent. Foto: Michael Søndergaard

Hovedpersonen selv kunne ikke deltage ved prisuddelingen til Jazzy Days i Tversted. Billedet her er taget til uddelingen af årets Carl Priser i København tidligere på året, hvor den 25-årige musiker vandt i to kategorier: Årets Komponist (jazz) og Årets Talent. Foto: Michael Søndergaard

TVERSTED:Ginne Marker er Årets Nordjyske Jazznavn.

Den 25-årige aalborgensiske jazzkomet Ginne Marker rider for tiden på en bølge af succes. Hun har allerede høstet stor anerkendelse for sit debutalbum, "For Seasons to Come", og lørdag aften kunne hun lade sig kåre som Årets Nordjyske Jazznavn - en pris, der blev uddelt i forbindelse med musikfestivalen Jazzy Days i Tversted, som løber af stablen i disse dage.

"FOR SEASONS TO COME"

"For Seasons to Come" er Ginne Markers prisvindende debutalbum, der udkom 15. november 2019 på pladeselskabet Giant Birch.

Albummet er produceret af guitaristen Aske Jacoby og modtog blandt andet fire hjerter i Politiken og fem stjerner i Gaffa, hvor albummet kaldes “et af de bedste singer-songwriter/vokaljazz debutalbum i et årti”. Derudover har JazzNyt udnævnt albummet som et af de ti bedste i 2019.

Kilde: www.ginnemarker.com

- Sejt at være med i den klub

Ginne Marker kunne ikke selv deltage ved prisoverrækkelsen, fordi hun skulle passe sit job som guitarist og korsanger i orkestret Dodo & The Dodos, som fredag aften spillede koncert i Silkeborg.

Men om prisen siger hun til NORDJYSKE:

- Det er fedt, fordi det her er en hardcore jazzpris, og fordi det er nogle vildt dygtige musikere, der har modtaget prisen før mig - for eksempel Casper Hejlesen (guitarist, red.), Rasmus Sørensen (pianist, red.) og Jakob Sørensen (trompetist, red.). Det er ret sejt at være med i den klub, siger Ginne Marker og fortsætter:

- Og så er det bare virkelig dejligt at få opbakning fra min hjemstavn. Det er skønt at vide, at jeg har nogle støtter i Nordjylland. Og at prisen uddeles af folk, der har fulgt min udvikling i noget tid, og som ved, hvor mange timer jeg har brugt i øvelokalet, lyder det fra Ginne Marker, der råder bod på fraværet, når hun spiller på festivalen mandag 12. oktober.

25-årige Ginne Marker er født og opvokset i Aalborg. Arkivfoto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

25-årige Ginne Marker er født og opvokset i Aalborg. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

Med hæderen følger 5.000 kroner. Penge, der skal bruges på at producere debutalbummets opfølger, som efter planen udkommer i efteråret 2021.

- Først skal jeg fejre det med et glas champagne og en øl, men ellers går pengene i en pulje til næste plade, som vi så småt er i gang med. En del af numrene er skrevet, så nu er vi ved at redigere lidt i dem. Og så skal vi jo have dem indspillet, fortæller Ginne Marker, der - som det også var tilfældet med det første album - producerer sin musik i tæt samarbejde med guitaristen og produceren Aske Jacoby.

Ginne Marker

Ginne Marker er født og opvokset i Aalborg, hvor hun i 2016 modtog Aalborg Kommunes Kultur- og Talentpris for sin sangskrivning. Året efter vandt hun Skråens Band Battle og fik derved titlen Årets Nordjyske Sangskriver 2017.

I maj 2018 modtog Ginne Marker Klaverstemmerens Musikpris. I 2019 blev det til en tredjeplads i JazzDanmarks nationale Jazzkonkurrence. Derudover var hun indstillet til tre Gaffa-priser i 2020: Årets Danske Udgivelse, Årets Danske Solist og Årets Nye Danske Navn.

I august i år vandt hun i kategorierne Årets Komponist (jazz) for sit debutalbum og Årets Talent ved årets uddeling af de prestigefyldte Carl Priser.

Ginne Marker har spillet support for blandt andre Signe Svendsen, Claus Hempler og Carl Emil Petersen. Ved siden af sin solokarriere er hun guitarist og korsanger i orkestret Dodo & The Dodos.

Kilde: www.ginnemarker.com

- Det kunne ikke være anderledes

Hos komiteen, der består af Jazzy Days, Det Musiske Hus i Frederikshavn og Dansk Musikerforbunds Aalborg-afdeling, var der ikke den store tvivl om, hvem der skulle have prisen.

- Det kunne ikke være anderledes. Ginne er jo braget frem, og det er tydeligt for enhver, at hun har et talent, som er sjældent set, siger Jazzy Days' formand, Niels Ole Sørensen, og uddyber:

- Hun skriver nogle melodier, der rører folk. Og hun synger dem, så hårene rejser sig. Det oser langt væk af høj kvalitet.

- Hun skriver nogle melodier, der rører folk. Og hun synger dem, så hårene rejser sig. Det oser langt væk af høj kvalitet, siger Jazz Days' formand, Niels Ole Sørensen, om valget af Ginne Marker som Årets Nordjyske Jazznavn. Arkivfoto: Bent Bach

- Hun skriver nogle melodier, der rører folk. Og hun synger dem, så hårene rejser sig. Det oser langt væk af høj kvalitet, siger Jazz Days' formand, Niels Ole Sørensen, om valget af Ginne Marker som Årets Nordjyske Jazznavn. Arkivfoto: Bent Bach

Udover Ginne Marker modtog også firmaet Krogh Andersen - Skilte & Reklamer en pris for deres mangeårige støtte til jazzfestivalen.

Jazzy Days i Tversted varer til og med 17. oktober og har blandt andre navne som Mike Stern, Chris Minh Doky og Ida Nielsen på musikplakaten.

I 2019 var det guitarist Casper Hejlesen, der løb med hæderen. Arkivfoto: Lars Pauli

I 2019 var det guitarist Casper Hejlesen, der løb med hæderen. Arkivfoto: Lars Pauli

Ginne Marker tager på turné rundt i landet med sit band i januar og februar. 22. januar lægger de vejen forbi Aalborg, 29. januar spiller de i Aars, og 19. februar er det Skørping, der får besøg.

Her kan du læse et større portræt af den unge jazzkomet:

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.