KV21

Hæsligt eller festligt - Christoffer skød bogstavkrigen på lygtepælene i gang

Der var usædvanlig aktivitet i stolper og lygtepæle lørdag middag, hvor politikere og deres hjælpere kæmpede om de bedste pladser - og forsøgte at undgå "usportslig" optræden

Der blev sat indtil flere symbolske krydser på den blå efterårshimmel, samtidig med at plakatophængningen lørdag blev skudt i gang - her er nogle af Thomas Kastrup-Larsens S-partifæller først på stigen foran sygehuset på Hobrovej, præcis klokken 12. Foto: Torben Hansen

Der blev sat indtil flere symbolske krydser på den blå efterårshimmel, samtidig med at plakatophængningen lørdag blev skudt i gang - her er nogle af Thomas Kastrup-Larsens S-partifæller først på stigen foran sygehuset på Hobrovej, præcis klokken 12. Foto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:Er det miljøsvineri og en skændsel i bybilledet - eller et festligt indslag, der skal minde danskerne om, at en af demokratiets festdage er nært forestående: Valget til byråd og regionsråd 16. november. Meningerne er delte, men tusindvis af plakater kom lørdag til vejrs.

- Det er nødvendigt for at skabe synlighed, og vi rydder pænt op bagefter, lyder det fra tremandsholdet fra Socialdemokratiets partiforening i Aalborg Vest, der står klar foran sygehuset på Hobrovej i Aalborg allerede klokken halv tolv.

På slaget tolv bliver stigen skudt op langs lysmasten, og borgmester Thomas Kastrup-Larsens kontrafej går til vejrs og bliver strammet til med strips.

Første mand på stigen er Christoffer Rottbøll, der er bestyrelsesformand i lokalforeningen og gennem 12 år blandt de aktive, når det går løs med ophængning af valgplakater.

Tusindvis af valgplakater blev lørdag surret fast til lygtepæle, elmaster og hegn. Efter weekenden fjerner Flying Superkids deres reklamer, og så bliver der formentlig rift om de nye ledige pladser. Foto: Torben Hansen

Tusindvis af valgplakater blev lørdag surret fast til lygtepæle, elmaster og hegn. Efter weekenden fjerner Flying Superkids deres reklamer, og så bliver der formentlig rift om de nye ledige pladser. Foto: Torben Hansen

- Det er altid sjovt, når det går løs, og der er en masse uskrevne regler, som vi forsøger at følge, så der ikke bliver ballade om placeringen, siger Christoffer Rottbøll.

F.eks. betragtes det som "usportslig opførsel" hvis en kandidat sætter to eller flere af sine egne plakater op i samme mast, så andre bliver udelukket. Mens det f.eks. er i orden, at et parti sætter både en byråds- og en regionsrådskandidat i samme mast.

Der er lidt delte meninger om hvilken placering på masten, der er mest attraktiv - og måske er det alligevel ikke så afgørende, om man kommer først. For der er tradition for, at man har lov at skubbe de allerede opsatte plakater opad, og dermed få sin egen plakat i bedre øjenhøjde med de forbipasserende.

Bedst foran sygehuset

Det princip hylder i hvert fald Nanna Birkkjær og hendes hjælpere, der er i fuld gang lidt længere henne ad Hobrovej. De har kun en lille trappestige til hjælp, men når man skubber opad, så går det.

Sygeplejerske Nanna Birkkjær stiller op for Venstre til regionsrådet, og hendes første prioritet er at hænge plakater op i masterne på Hobrovej lige udenfor sygehuset, hvor hun arbejder.

- Her kommer mange af mine kollegaer fra sundhedsvæsenet forbi, så jeg tror, det har betydning, at jeg er synlig netop her, siger hun.

Til gengæld kommer holdet i karambolage med Flying Superkids reklamer for to shows i weekenden. Plakaterne er så godt surret fast, at de er umulige at skubbe. Der rækker trappestigen ikke, og de må videre til næste mast.

Nanna Birkkjær satser på, at sundhedsansatte vil være interesserede i at stemme en kollega ind i regionsrådet, så "folk fra gulvet kan bidrage med viden om det pres, de udsættes for i sundhedsvæsenet".

Nanna Birkkjær har forståelse for dem, der mener, at det er ressourcespild at fremstille og opsætte valgplakater. Nogle kandidater sætter flere tusinde valgplakater op, og Nanna Birkkjær vurderer, at det kan give bagslag, hvis man plastrer hele byen til med sit billede.

- Men samtidig er det vigtigt at skabe synlighed, og jeg regner med at kunne genbruge mine blot 200 plakater til næste valg, siger hun, inden holdet pakker sammen og sætter kursen mod området ved sundhedsuddannelserne på UCN i Aalborg Øst.

Nanna Birkkjær er ikke den eneste fra sundhedsvæsenet, der lige nu optræder foran sýgehuset. På den anden side af Hobrovej hænger læge og regionsrådskandidat for Socialdemokratiet Søren Valgreen Knudsen i masterne.

Første parket

Valgreen Knudsens to billeder i samme mast - med Nanna Birkkjær nedenunder - er der i hvert fald een, der bliver direkte konfronteret med.

Plakaterne hænger nemlig på lysmasten ved en indkørsel på Hobrovej, lige udenfor Michael Jensens stuevindue. Allerede klokken 12.20 er masten foran hans hus ved at være plastret til, og sådan har det været ved hvert valg i de 17 år, han har boet på adressen. Han synes, at det hører med i valgkampen.

- Vi sidder inde i stuen og griner lidt, når det går løs, og hvis bare de piller dem ned igen, så er det helt i orden, siger Michael Jensen, der er indehaver af Klarup Murerforretning

Michael Jensen, der bor på Hobrovej, får masser af inspiration til hvor krydset skal sættes, når han kigger ud ad sit stuevindue. Foto: Torben Hansen

Michael Jensen, der bor på Hobrovej, får masser af inspiration til hvor krydset skal sættes, når han kigger ud ad sit stuevindue. Foto: Torben Hansen

Michael Jensen er overbevist om, at plakaterne kan få betydning for, hvor vælgerne sætter deres krydser.

- Jeg vil helst stemme personligt, så det er fint at få sat nogle ansigter på, siger han, og allerede efter en halv time er der nu tegn på at Nanna Birkkjærs anstrengelser på Hobrovej giver bonus.

- Ja, f.eks hende sygeplejersken der, siger Michael Jensen og skæver op til plakaten med Nanna Birkkjær.

- Hende har jeg ikke hørt om før, men det kunne nemt blive hende, der får mit kryds til Regionsrådsvalget. Jeg har selv familie, der arbejder i sundhedsvæsenet, og det er vigtigt, at deres stemmer kommer til orde i den politiske debat, lyder det fra Michael Jensen, der nok lige vil studere kandidaterne lidt nøjere, inden krydset skal sættes. Men han er ikke i tvivl om, hvilket parti han lander på.

- Jeg synes, Thomas Kastrup og Socialdemokratiet har gjort det fantastisk godt i Aalborg, men jeg stemmer nu alligevel på Venstre, lyder det.

Hellere sociale medier

23-årige Kristine Guldhammer er på en frisk gåtur gennem byen, og kun fordi der står en varevogn med politiske hjælpere parkeret i midterrabatten på Sønderbro, bliver hun opmærksom på de efterhånden mange valgplakater, der er kommet op i lysmasterne.

- Ellers ville jeg overhovedet ikke have lagt mærke til dem, siger hun.

De mange valgplakater, der lokker med smil og partibogstaver, er spildt på Kristine Guldhammer, der foretrækker mere substans, før hun beslutter sig. Foto: Torben Hansen

De mange valgplakater, der lokker med smil og partibogstaver, er spildt på Kristine Guldhammer, der foretrækker mere substans, før hun beslutter sig. Foto: Torben Hansen

Kristine Guldhammer læser dansk på Aalborg Universitet og er fortsat ikke afklaret om, hvem hun vil stemme på. Hun følger den politiske debat i nyhedsmedierne, og de smilende ansigter og partibogstaver i lygtepælene kommer ikke til at påvirke hendes valg.

- Jeg tror, at det har langt større betydning for min aldersgruppe, at politikerne er synlige på de sociale medier og uddyber deres synspunkter i stedet for, at man bare ser deres billede og et partibogstav, siger Kristine Guldhammer.

I Hjørring har Lokallisten valgt ikke at sætte valgplakater op, da de betragter det som ressourcespild.

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.