Debat

Hasseris Grundejerforening: Truer den kommende Egholm-motorvej drikkevandet ved Drastrup?

Hasseris Grundejerforening har skrevet et åbent brev til bestyrelserne for Aalborg Forsyning og Aalborg Vand.
Hasseris Grundejerforening har skrevet et åbent brev til bestyrelserne for Aalborg Forsyning og Aalborg Vand. Foto: Bo Lehm

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

Borgerne i Hasseris og andre, der får vand fra Drastrup kildeplads, efterlyser håndfaste forsikringer og beredskabsplaner fra Aalborg Forsyning om, hvad der gøres for at sikre, at motorvejen og det forudgående 8 år lange anlægsarbejde helt sikkert ikke kommer til at true grundvandet.

Den kommende Egholm-motorvej vil, som alle ved, skære lige igennem det yderst sårbare indvindingsområde ved Drastup, som blandt andet forsyner Hasseris med vand, og som producerer næsten en fjerdedel af al drikkevand i Aalborg. Tilsvarende problem findes nord for fjorden ved Lindholm kildeplads.

Vejdirektoratet, som har foranstaltet de tekniske forundersøgelser for motorvejen, har ansvaret for at motorvejen etableres og driftes, så der ikke sker en utilsigtet forurening af grundvandet herfra. 

Vejdirektoratet er ifølge VVM-undersøgelsen fuldt ud klar over alvor og risici i forbindelse hermed. Men kan vi stole på, at Vejdirektoratets forsikringer, analyser og afværgeforanstaltninger er fuldstændig skudsikre? Som i 100 procent skudsikre. Tja, det kan vi vel ikke. 

Der kan jo eksempelvis være fejl i de hydrogeologiske modeller og geologiske data, man baserer vurderinger på, eller der kan senere hen vise sig hidtil ukendte sårbarheder.

Kan ødelægges permanent 

Det er i dette lys, vi ønsker at få oplyst, hvilke overvejelser og risikovurderinger, forsyningen selv har gjort og vil gøre for at sikre grundvandet, og herunder få oplyst, hvorvidt forsyningen selvstændigt har taget initiativ til at lave egne uafhængige grundige tekniske analyser og vurderinger, altså en faglig ”second opinion”. 

Vejdirektoratet kan jo tage fejl også på dette område, som vi har set det på støjområdet, hvor nye motorveje viser sig at støje langt mere, end Vejdirektoratet forud beregnede. Og da en potentiel forurening af grundvandet ved Drastrup med Vejdirektoratets egne ord i givet fald vil være irreversibel, hvilket betyder, at grundvandsmagasinet vil være ødelagt for altid - så er ekstra opmærksomhed og omhu ved beskyttelsen af grundvandet en meget høj prioritet.

De seneste ugers medievirak om de alt for høje niveauer af nitrat, som desværre findes i drikkevandet i Aalborg, gør indtryk og vækker ekstra bekymring. Selv statsministeren har fanget problemet. 

Borgene erfarer fra nitratdebatten, at grundvandet i Aalborgområdet i forvejen er dårligt beskyttet fra naturens og geologiens side. Der mangler simpelthen det sikre ”låg” over grundvandet i form af et eller flere tykke lerlag, som modvirker (eller måske kun forsinker), at nitrat og eventuelle nedsivende miljøfremmede stoffer  trænger ned i grundvandet.

Det gør behovet for selvstændige og uafhængige analyser og vurderinger af motorvejsprojektet ekstra påtrængende. 

Vi ser frem til forsyningens tilbagemelding, så vi forhåbentlig alle kan blive rolige omkring, at Aalborg Forsyning og Aalborg Vand tager vare på vores dyrebare drikkevand fra Drastrup.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden