Hungrende nordjyder: Der er god plads i butikken, men trængsel ved bagdøren
Alle midler tages i brug for at efterkomme kundernes behov for dagligvarer - uden at de behøver handle i fysisk butik
SKALBORG: Det er hemmeligt, hvor mange kunder der egentlig ruller ind ved Bilkas bagdør for at hente dagligvarer, som de har bestilt online. En forretningshemmelighed, altså. Men hverken varehuschef Peer Thomassen eller afdelingsleder Bianca Simonsen lægger skjul på, at det er mange. Rigtig, rigtig mange.
Og et kig bag kulisserne giver da også for den, der ikke har overblikket, et indtryk af tusindvis af blå plastickasser og indkøbsposer på hylder i mange meters længde og højde. Varer, der er næsten klar til at blive afleveret til en ventende kunde i bil udenfor.
- Vi pakker til max kapacitet, siger Bianca Simonsen, der i denne tid nok er butikkens vigtigste medarbejder. For inde i butikken er der god plads til kunderne mellem reoler og udstillinger.
- Folk kan ellers roligt komme. Vi har god plads, og aircondition der hele tiden fornyr luften - og der er håndsprit stillet frem alle stedet, siger varehuschef Peer Thomassen. Men det er altså ved bagdøren, der er travlt.
- Ud over vores faste kunder er der kommet mange nye til, og vi prøver hele tiden at udvide vores kapacitet og klare efterspørgselen, siger Bianca Simonsen.
- Opbevaring af fødevarer er en kritisk ressource for det er vigtigt, at vi ikke går på kompromis med sikkerheden. Vi arbejder løbende på at finde kreative løsninger på de udfordringer det giver, at logistikken og strukturen hele tiden skal tilpasses.
- Vi har alle i sving. Der er en fantastisk at mærke, hvordan alle hjælper til på tværs af afdeloinger. Vi står sammen som et hold, siger Biance Simonsen.
Mange af medarbejderne er studerende, og de er gode til at tilbyde en vagt inden de f.eks. skal deltage i en virtuel forelæsning, og de vil selvfølgelig også gerne tjene lidt ekstra. Og de må selvfølgelig tage alle de timer, de kan og vil.
Men, siger afdelingslederen bestemt: - Det er også vigtigt, at de tager en fridag eller to. Vi skal alle sammen passe godt på hinanden.
Også kunderne er med på, at det er en ekstraordinær situation og at der kan være en smule ekstra ventetid ved udleveringen. Men ikke mere end 10 minutter.
- Alle er søde og forstående. Vi ser det som en samfundsopgave at sikre forsyningerne til kunderne i den situation, vi er i, og vi bliver ved i højeste gear så længe,det er nødvendigt, understreger Bianca Simonsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.
