Leder

Husk nu, at du ikke må slå din kone!

Politiker tror hver mand politiserer

Konceptchef Tom Bue. Foto: Lars Pauli.

Konceptchef Tom Bue. Foto: Lars Pauli.

Når sætninger starter med ordene ”nu er det jo ikke, fordi jeg skal blande mig …” så kan man som bekendt være ret sikker på, at der er indblanding på vej. Derfor er det også en ret vild, skriftlig erklæring, et flertal i Folketinget har vedtaget. En erklæring der handler om ”overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”.

Flertallet er bredt funderet og forslaget blev rejst på initiativ af Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti og Henrik Dahl fra Liberal Alliance.

I teksten lyder det: ”Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”

Så man indskærper altså overfor universiteterne, at de ikke skal lade forskningen styres af politik eller farves af politiske overbevisninger. Noget man lige minder om … fra politisk hold.

Senere hedder det i erklæringen, at ”Grundprincippet i det frie universitet er en akademisk selvregulering.” Der er nu ikke noget som friheden til at vælge frit, så længe man vælger det korrekte.

Men det er vel rigtigt nok, at vi ikke skal have politik forklædt som forskning? Ja, naturligvis. Nu er det bare sådan, at ordentligt bedrevet forskning af princip er apolitisk. Det handler om metodisk at undersøge og frembringe ny viden eller erkendelser. Undersøger man noget alene for at få ret, er det det stik modsatte af videnskab.

Man kunne næsten få lyst til kækt at spørge, om de folkevalgte underskrivere tænker sådan, fordi det er en metode, de kender fra det politiske liv. Men det ville jo være unfair, at stille den slags insinuerende spørgsmål. Lidt ligesom at sende en erklæring.

Et par reelle spørgsmål er imidlertid, om vi virkelig ønsker forskere, der holder sig fra emner, der kan blive politiske? Eller holder sig ude af den offentlige debat, fordi de ikke skal risikere problemer efterfølgende? Har vi ikke netop brug for, at der bringes ordentlig og fri forskning ind i også politiske overvejelser?

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden