Jesper er en af julens helte: Uden hjælp kan familierne ikke holde en almindelig juleaften
Jesper Dalsgaard fra Gestus Nord mærker tydeligt, at coronakrisen har øget behovet for julehjælp hos mange familier
Opdateret 20. maj 2022 kl. 14:25
AALBORG: Hvad består jeres julehjælp af?
- Vores julehjælp består af en IKEA-pose fyldt med madvarer fra REMA 1000 - and, kartofler, risalamande og så videre - så familierne kan holde en ganske almindelig juleaften. Ligesom alle andre. Normalt giver vi også gavekort - eksempelvis til H&M - men i år er vi hårdt ramt af coronaen, så det kan ikke lade sig gøre denne gang.
- 200 familier er valgt ud, og det er primært familier, hvor den ene forælder - eller begge forældre - er på SU.
For mange er julen lig med forventningens glæde, men for andre er den lig med bekymringer og uoverkommelige udgifter. Derfor yder mange foreninger julehjælp til økonomisk trængte familier, der har brug for en hjælpende hånd i juletiden - og for manges vedkommende er behovet i år særligt stort på grund af de økonomiske konsekvenser, som coronakrisen har ført med sig.
Men hvem er de frivillige, der står bag de gode gerninger? I december sætter NORDJYSKE fokus på fem af dem - og den fjerde i rækken er 42-årige Jesper Dalsgaard, der er frivillig og administrativ koordinator i foreningen Gestus Nord, som hjælper udsatte og sårbare borgere i Nordjylland.
Hvad er din rolle?
- Jeg administrerer og koordinerer. For eksempel har jeg læst ansøgningerne - og været med i det udvalg, der beslutter, hvem der skal modtage hjælpen. Derudover har jeg fundet de frivillige, der kører ud med hjælpen. Vi har nogle meget engagerede frivillige, der bare tager fra. Dem kan vi ikke undvære.
- Der plejer også at være en del arbejde i forbindelse med vores store juletræsfest, men den er selvfølgelig aflyst i år.
Hvor længe har du været frivillig i Gestus Nord?
- I år er det fjerde gang, jeg er en del af julehjælpen.
Hvorfor blev du frivillig?
- Jeg har lavet frivilligt arbejde i lang tid - især som håndboldtræner - og jeg vil gerne arbejde for, at de børn, der har det svært, skal have en tilværelse, som minder om deres klassekammeraters. Det er målet i Gestus Nord - det her med at flytte børn og give dem en tro på sig selv - og det har altid været mit mål i forhold til det frivillige arbejde. Også i forbindelse med arbejdet i klubberne.
Hvilken forskel gør jeres julehjælp?
- Epidemien gør, at der er endnu større behov for julehjælp. I ansøgningerne kan jeg også se, at familierne er mere desperate i år, end de plejer at være. Vi har også fået flere ansøgninger: Normalt får vi omkring 400, men i år har vi modtaget 567.
- Der er familier, der ikke kan holde en almindelig juleaften, hvis de ikke får den her hjælp. Vi giver dem mulighed for at få en juleaften som alle andre, og det betyder rigtig meget for især de familier, der har større børn. På den måde kan de sige til deres kammerater, når de kommer tilbage fra juleferien: Jeg har haft en god og helt normal jul.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.