Leder

Juridisk fartblindhed: Uskyldige ofre i kampen mod vanvidsbilister

Folk, der kører hasarderet og hensynsløst skal stoppes. Men vi skal ikke knække retssikkerheden for at nå målet

En god indsats for at stoppe en vanvittig opførsel.

Eller en vanvittig indsats, hvor midlet slet ikke står mål med konsekvenserne.

Stort set sådan er fronterne trukket op, når det handler om den nye skærpede indsats over for såkaldte ”vanvidsbilister”. Politiet har fået mandat til at beslaglægge køretøjet på stedet, hvis det er blevet brugt til at sprænge fartgrænserne voldsomt, til at køre hasarderet på en helt igennem hensynsløs måde, eller hvis føreren har været stærkt påvirket af alkohol eller stoffer. Ved et retsligt efterspil kan bilen (eller motorcyklen) blive konfiskeret og solgt, og pengene havner i statskassen - uanset om den ulovlige kørsel er foretaget af køretøjets ejer, eller bilen er lånt eller leaset. I skrivende stund er 65 køretøjer konfiskeret, siden loven trådte i kraft 1. april - heraf er syv af sagerne foregået i Nordjylland.

At den skærpede indsats mod vanvidsbilisme kan få diskussionen til at blusse op, handler sjældent om, hvorvidt det er o.k. eller ej at få bremset bilister, der med skyklapper over for andre trafikanters ve og vel ser vejene som deres helt egen mulighed for at fyre kanonen af.

Den form for egoisme - ikke mindst når den går ud over helt uskyldige mennesker - kan nok få følelserne i kog, og det er ikke svært at falde ind i koret: Så tag dog bilen fra dem - om det er deres egen eller ej, må de selv ligge og rode med!

Men over for den konkrete følelse står juraen og retssikkerheden. Som modargument mod konfiskation uanset ejerforhold står problemstillingerne: Kan man som borger eller biludlejer blive straffet for en andens gerning? Er det fair, at man skal bevise sin uskyld i form af, at man ikke kunne have den fjerneste anelse - og dermed medskyld - om, at bilen ville blive brugt til vanvidskørsel? Kan staten konfiskere og sælge andres værdier uden at yde erstatning?

Følelsen af frustration og vrede er til at forstå, for vanvidskørsel er en livsfarlig, selvisk tåbelighed uden undskyldning. Men stærke følelser udgør sjældent de bedste byggesten for solid lovgivning, hvor et udgangspunkt for at sikre den enkeltes retssikkerhed bør være, at man er ansvarlig for egne handlinger og ikke skal bevise sin uskyld. Ellers skal man da ikke låne en motorsav eller køkkenkniv ud til sin nabo ...

Vi må som samfund ikke blive så forhippede på at udrydde al kriminalitet og dårligdom, at vi bøjer de elementære principper for retssikkerhed. Derfor: Lad os håbe, at kommende retssager viser, at bilen eller motorcyklen kan konfiskeres i de sager, hvor det er ejeren, der kører med hjernen koblet fra, men at den ikke går i de tilfælde, hvor køretøjet er lånt eller lejet ud. Her beslaglægges bilen og leveres tilbage til rette ejer, som så kan få et forbud mod at låne eller lease til synderen.

Så vil vi stadig sikre en skærpet indsats - som desværre har vist sig nødvendig - mod vanvidsbilister, men ikke gøre os juridisk fartblinde og køre uskyldige mennesker og firmaer over.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.