Kan en regering være for dygtig?
Det lyder godt. Det lyder klogt. Det lyder tænksomt.
De ophævede restriktioner var end ikke nået at falde, da Statsministeren igen var klar til pressemøde. Nu flankeret af forsvarsminister Trine Bramsen og udenrigsminister Jeppe Kofoed, var Mette Frederiksen klar til igen at trykke speederen i bund på værdipolitiske initiativer.
Sammen fremlagde de ’Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Strategi 2022’, der skal udstikke kursen for Danmarks ageren mod omverdenen i de kommende år. Komplet med et grafisk værdi-kompas som ikke kunne have været udført bedre af en større, strømlinet konsulentvirksomhed og centreret om fem nøgleord: værdi-, trygheds-, klima-, migrations- og økonomisk diplomati.
De fem områder og det tilhørende værdikompas gennemgås på knap 60 sider med tilhørende, veldesignet infografik. Det er skarpt udført, velformuleret og et pragteksempel på glittet formidling. Det ser godt ud og det lyder ligesådan.
”Vi skal turde gå foran, når vi har mest på spil og kan gøre en forskel. Men at gå̊ forrest betyder ikke at gå enegang. For vi skal kæmpe klogt.” Sådan lyder det i udenrigsministerens forord og han fortsætter senere: ”Vi skal vælge skræddersyede tilgange. For der er få enkle svar, hvor interesser og værdier mødes. Derfor skal vi give plads til analysen og rum til nuancer. ”
Det lyder godt. Det lyder klogt. Det lyder tænksomt. Enkelte kunne indvende, at det kan være svært både at gå forrest og gå sammen med andre, men der skal jo være plads til nuancerne. Andre kunne påstå, at en klar strategi, der går ud på altid at vælge skræddersyede tilgange, ikke er så klar alligevel. Men det er nok at analysere for meget.
Regeringen gør bare dens arbejde. Dansk Institut for Internationale Studier efterlyste i august 2020 en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi. Voila, leveret. Mette Frederiksens regering er en velsmurt maskine, som følger planen – det skal end ikke en sølle pandemi lave om på.
Seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, Hans Mouritzen, virker dog ikke sønderlig duperet over indholdet. Til TV2 siger han blandt andet: ”Pointen er, at det er noget, der ikke har meget med virkeligheden at gøre, men det lyder godt.”
Ja, onde tunger kunne påstå, at ord som 'migrationsdiplomati' bare er en vellydende formulering for 'afrikanske modtagecentre' og 'tryghedsdiplomati' tilsvarende for 'øget arktisk tilstedeværelse'.
Det kan fremstå kynisk, udspekuleret og nærmest maskinelt, men uanset om man er politisk enig eller uenig, så er det svært ikke at være imponeret over regeringens strategiske og eksekveringsmæssige formåen.
Spørgsmålet er, om den næsten er for dygtig?
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.